2833 lines
208 KiB
Plaintext
2833 lines
208 KiB
Plaintext
\id PSA
|
|
\h SALME
|
|
\toc1 SALME
|
|
\toc2 SALME
|
|
\toc3 SALME
|
|
\mt1 SALME
|
|
\c 1
|
|
\p
|
|
\v 1 Salig den Mand, som ikke går efter gudløses Råd, står på Synderes Vej eller sidder i Spotteres Lag,
|
|
\v 2 men har Lyst til HERRENS Lov, og som grunder på hans Lov både Dag og Nat.
|
|
\v 3 Han er som et Træ, der, plantet ved Bække, bærer sin Frugt til rette Tid, og Bladene visner ikke: Alt, hvad han gør, får han Lykke til.
|
|
\v 4 De gudløse derimod er som Avner, Vinden bortvejrer.
|
|
\v 5 Derfor består de gudløse ikke i Dommen og Syndere ej i retfærdiges Menighed.
|
|
\v 6 Thi HERREN kender retfærdiges Vej, men gudløses Vej brydes af.
|
|
\c 2
|
|
\p
|
|
\v 1 Hvorfor fnyser Hedninger, hvi pønser Folkefærd på, hvad fåfængt er?
|
|
\v 2 Jordens Konger rejser sig, Fyrster samles til Råd mod HERREN og mod hans Salvede:
|
|
\v 3 “Lad os sprænge deres Bånd og kaste Rebene af os!”
|
|
\v 4 Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem.
|
|
\v 5 Så taler han til dem i Vrede, forfærder dem i sin Harme:
|
|
\v 6 “Jeg har dog indsat min Konge på Zion, mit hellige Bjerg!”
|
|
\v 7 Jeg kundgør HERRENS Tilsagn. Han sagde til mig: “Du er min Søn, jeg har født dig i Dag!
|
|
\v 8 Bed mig, og jeg giver dig Hedningefolk til Arv og den vide Jord i Eje;
|
|
\v 9 med Jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en Pottemagers Kar!”
|
|
\v 10 Og nu, I Konger, vær kloge, lad eder råde, I Jordens Dommere,
|
|
\v 11 tjener HERREN i Frygt, fryd jer med Bæven!
|
|
\v 12 Kysser Sønnen*, at ikke han vredes og I forgår! Snart blusser hans Vrede op. Salig hver den, der lider på ham! { [*måske skal der læses: Kys hans Fødder.] }
|
|
\c 3
|
|
\p
|
|
\v 1 En Salme af David, da han flygtede for sin Søn Absalom.
|
|
\v 2 HERRE, hvor er mine Fjender mange! Mange er de, som rejser sig mod mig,
|
|
\v 3 mange, som siger om min Sjæl: “Der er ingen Frelse for ham hos Gud!” - Sela*. { [*Musikudtryk af ukendt Betydning.] }
|
|
\v 4 Men, HERRE, du er et Skjold for mig, min Ære og den, der løfter mit Hoved.
|
|
\v 5 Jeg råber højlydt til HERREN, han svarer mig fra sit hellige Bjerg. - Sela.
|
|
\v 6 Jeg lagde mig og sov ind, jeg vågned, thi HERREN holder mig oppe.
|
|
\v 7 Jeg frygter ikke Titusinder af Folk, som trindt om lejrer sig mod mig.
|
|
\v 8 Rejs dig, HERRE, frels mig, min Gud, thi alle mine Fjender slog du på Kind, du brød de gudløses Tænder!
|
|
\v 9 Hos HERREN er Frelsen; din Velsignelse over dit Folk! - Sela.
|
|
\c 4
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren*. Med Strengespil. En Salme af David. { [*dvs. til Brug ved Gudstjenesten.] }
|
|
\v 2 Svar, når jeg råber, min Retfærds Gud! I Trængsel skaffede du mig Rum. Vær nådig og hør min Bøn!
|
|
\v 3 Hvor længe, I Mænd, skal min Ære skændes? Hvor længe vil I elske Tomhed, søge Løgn? - Sela.
|
|
\v 4 Vid dog, at HERREN er mig underfuldt god; når jeg påkalder HERREN, hører han mig.
|
|
\v 5 Vredes kun, men forsynd eder ikke, tænk efter på eders Leje og ti! - Sela.
|
|
\v 6 Bring rette Ofre og stol på HERREN!
|
|
\v 7 Mange siger: “Hvo bringer os Lykke?” Opløft på os dit Åsyns Lys!
|
|
\v 8 HERRE, du skænked mit Hjerte en Glæde, større end deres, da Korn og Most flød over.
|
|
\v 9 I Fred går jeg til Hvile og slumrer straks, thi, HERRE, du lader mig bo alene i Tryghed.
|
|
\c 5
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. El-hannehilot*. En Salme af David. { [*Musikudtryk af ukendt Betydning.] }
|
|
\v 2 HERRE, lyt til mit Ord og agt på mit suk,
|
|
\v 3 lån Øre til mit Nødråb, min Konge og Gud, thi jeg beder til dig!
|
|
\v 4 Årle hører du, HERRE, min Røst, årle bringer jeg dig min Sag og spejder.
|
|
\v 5 Thi du er ikke en Gud, der ynder Ugudelighed, den onde kan ikke gæste dig,
|
|
\v 6 for dig skal Dårer ej træde frem, du hader hver Udådsmand,
|
|
\v 7 tilintetgør dem, der farer med Løgn; en blodstænkt, svigefuld Mand er HERREN en Afsky.
|
|
\v 8 Men jeg kan gå ind i dit Hus af din store Nåde og vendt mod dit hellige Tempel bøje mig i din Frygt.
|
|
\v 9 Så led mig for mine Fjenders Skyld i din Retfærd, HERRE, jævn din Vej for mit Ansigt!
|
|
\v 10 Thi blottet for Sandhed er deres Mund, deres Hjerte en Afgrund, Struben en åben Grav, deres Tunge er glat.
|
|
\v 11 Døm dem, o Gud, lad dem falde for egne Rænker, bortstød dem for deres Synders Mængde, de trodser jo dig.
|
|
\v 12 Lad alle glædes, som lider på dig, evindelig frydes, skærm dem, som elsker dit Navn, lad dem juble i dig!
|
|
\v 13 Thi du velsigner den retfærdige, HERRE, du dækker ham med Nåde som Skjold.
|
|
\c 6
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Med Strengespil. Efter den ottende*. En Salme af David. { [*Musikudtryk af ukendt Betydning; jfr. 1 Krøn 15, 21. Sl. 12, 1.] }
|
|
\v 2 HERRE, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din Harme,
|
|
\v 3 vær mig nådig, Herre, jeg sygner hen, mine Ledemod skælver, læg mig, Herre!
|
|
\v 4 Såre skælver min Sjæl; o HERRE, hvor længe endnu?
|
|
\v 5 Vend tilbage, HERRE, og frels min Sjæl, hjælp mig dog for din Miskundheds Skyld!
|
|
\v 6 Thi i Døden kommes du ikke i Hu, i Dødsriget hvo vil takke dig der?
|
|
\v 7 Jeg er så træt af at sukke; jeg væder hver Nat mit Leje, bader med Tårer min Seng;
|
|
\v 8 mit Øje hentæres af Sorg, sløves for alle mine Fjenders Skyld.
|
|
\v 9 Vig fra mig, alle I Udådsmænd, thi HERREN har hørt min Gråd,
|
|
\v 10 HERREN har hørt min Tryglen, min Bøn tager HERREN imod.
|
|
\v 11 Beskæmmes skal alle mine Fjender og såre forfærdes, brat skal de vige med Skam.
|
|
\c 7
|
|
\p
|
|
\v 1 En Sjiggajon* af David, som han sang for HERREN i anledning af Benjaminitten Kusj' Ord. { [*Navn på en slags Sang; i øvrigt af ukendt Betydning.] }
|
|
\v 2 HERRE min Gud, jeg lider på dig, frels mig og fri mig fra hver min Forfølger,
|
|
\v 3 at han ej som en Løve skal rive mig sønder, bortrive, uden at nogen befrier.
|
|
\v 4 HERRE min Gud, har jeg handlet så, er der Uret i mine Hænder,
|
|
\v 5 har jeg voldet dem ondt, der holdt Fred med mig, uden Årsag gjort mine Fjender Men,
|
|
\v 6 så forfølge og indhente Fjenden min Sjæl, han træde mit Liv til Jorden og kaste min Ære* i Støvet. - Sela. { [*dvs. Sjæl.] }
|
|
\v 7 HERRE, stå op i din Vrede, rejs dig imod mine Fjenders Fnysen, vågn op, min Gud, du sætte Retten!
|
|
\v 8 Lad Folkeflokken samles om dig, tag Sæde over den hist i det høje!
|
|
\v 9 HERREN dømmer Folkeslag. Mig dømme du, HERRE, efter min Retfærd og Uskyld!
|
|
\v 10 På gudløses Ondskab gøre du Ende, støt den retfærdige, du, som prøver Hjerter og Nyrer, retfærdige Gud.
|
|
\v 11 Mit Skjold er hos Gud, han frelser de oprigtige af Hjertet;
|
|
\v 12 retfærdig som Dommer er Gud, en Gud, der hver Dag vredes.
|
|
\v 13 Visselig hvæsser han* atter sit Sværd, han spænder sin Bue og sigter; { [*dvs. den Gudløse.] }
|
|
\v 14 men mod sig selv har han rettet de dræbende Våben, gjort sine Pile til brændende Pile.
|
|
\v 15 Se, han undfanger Tomhed, svanger med Ulykke føder han Blændværk;
|
|
\v 16 han grov en Grube, han huled den ud, men faldt i den Grav, han gjorde.
|
|
\v 17 Ulykken falder ned på hans Hoved, hans Uret rammer hans egen Isse.
|
|
\v 18 Jeg vil takke HERREN for hans Retfærd, lovsynge HERREN den Højestes Navn.
|
|
\c 8
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Al-haggittit*. En Salme af David. { [*Musikudtryk af ukendt Betydning.] }
|
|
\v 2 HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord, du, som bredte din Højhed ud over Himlen!
|
|
\v 3 Af spædes og diendes Mund har du rejst dig et Værn for dine Modstanderes Skyld, for at bringe til Tavshed Fjende og Hævner.
|
|
\v 4 Når jeg ser din Himmel, dine Fingres Værk, Månen og Stjernerne, som du skabte,
|
|
\v 5 hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, et Menneskebarn, at du tager dig af ham?
|
|
\v 6 Du gjorde ham lidet ringere end Gud*, med Ære og Herlighed kroned du ham; { [*den græske Oversettelse: Englene.] }
|
|
\v 7 du satte ham over dine Hænders Værk, alt lagde du under hans Fødder,
|
|
\v 8 Småkvæg og Okser til Hobe, ja, Markens vilde Dyr,
|
|
\v 9 Himlens Fugle og Havets Fisk, alt, hvad der farer ad Havenes Stier.
|
|
\v 10 HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord!
|
|
\c 9
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Al-mut-labben*. En Salme af David. { [*måske et Musikudtryk; Betydningen er ukendt.] }
|
|
\v 2 Jeg vil takke HERREN af hele mit Hjerte, kundgøre alle dine Undere,
|
|
\v 3 glæde og fryde mig i dig, lovsynge dit Navn, du Højeste,
|
|
\v 4 fordi mine Fjender veg, faldt og forgik for dit Åsyn.
|
|
\v 5 Thi du hævded min Ret og min Sag, du sad på Tronen som Retfærds Dommer.
|
|
\v 6 Du trued ad Folkene, rydded de gudløse ud, deres Navn har du slettet for evigt.
|
|
\v 7 Fjenden er borte, lagt øde for stedse, du omstyrted Byer, de mindes ej mer.
|
|
\v 8 Men HERREN troner evindelig, han rejste sin Trone til Dom,
|
|
\v 9 skal dømme Verden med Retfærd, fælde Dom over Folkefærd med Ret.
|
|
\v 10 HERREN blev de fortryktes Tilflugt, en Tilflugt i Trængselstider;
|
|
\v 11 og de stoler på dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, HERRE.
|
|
\v 12 Lovsyng HERREN, der bor på Zion, kundgør blandt Folkene, hvad han har gjort!
|
|
\v 13 Thi han, der hævner Blodskyld, kom dem i Hu, han glemte ikke de armes Råb:
|
|
\v 14 “HERRE, vær nådig, se, hvad jeg lider af Avindsmænd, du, som løfter mig op fra Dødens Porte,
|
|
\v 15 at jeg kan kundgøre al din Pris, juble over din Frelse i Zions Datters Porte!”
|
|
\v 16 Folkene sank i Graven, de grov, deres Fod blev hildet i Garnet, de satte.
|
|
\v 17 HERREN blev åbenbar, holdt Dom, den gudløse hildedes i sine Hænders Gerning. - Higgajon Sela*. { [*Musikudtryk af ukendt Betydning.] }
|
|
\v 18 Til Dødsriget skal de gudløse fare, alle Folk, der ej kommer Gud i Hu.
|
|
\v 19 Thi den fattige glemmes ikke for evigt, ej skuffes evindelig ydmyges Håb.
|
|
\v 20 Rejs dig, HERRE, lad ikke Mennesker få Magten, lad Folkene dømmes for dit Åsyn;
|
|
\v 21 HERRE, slå dem med Rædsel, lad Folkene kende, at de er Mennesker! - Sela.
|
|
\c 10
|
|
\p
|
|
\v 1 Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider?
|
|
\v 2 Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder;
|
|
\v 3 thi den gudløse praler af sin Sjæls Attrå, den griske forbander, ringeagter HERREN.
|
|
\v 4 Den gudløse siger i Hovmod: “Han hjemsøger ej, der er ingen Gud”; det er alle hans Tanker.
|
|
\v 5 Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender.
|
|
\v 6 Han siger i Hjertet: “Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt.”
|
|
\v 7 Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge;
|
|
\v 8 han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne;
|
|
\v 9 han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn;
|
|
\v 10 han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne falder i hans Kløer.
|
|
\v 11 Han siger i Hjertet: “Gud glemmer, han skjuler sit Åsyn; han ser det aldrig.”
|
|
\v 12 Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke!
|
|
\v 13 Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke?
|
|
\v 14 Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager det i din Hånd; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.
|
|
\v 15 Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den ej findes!
|
|
\v 16 HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land;
|
|
\v 17 du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte, vender Øret til
|
|
\v 18 for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer øve Vold.
|
|
\c 11
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Af David. Jeg tager min Tilflugt til HERREN! Hvor kan I sige til min Sjæl: “Fly som en Fugl til Bjergene!
|
|
\v 2 Thi se, de gudløse spænder Buen, lægger Pilen til Rette på Strengen for i Mørke at ramme de oprigtige af Hjertet.
|
|
\v 3 Når selv Grundpillerne styrter, hvad gør den retfærdige da?”
|
|
\v 4 HERREN er i sin hellige Hal, i Himlen er HERRENS Trone; på Jorderig skuer hans Øjne ned, hans Blik ransager Menneskens Børn;
|
|
\v 5 retfærdige og gudløse ransager HERREN; dem, der elsker Uret, hader hans Sjæl;
|
|
\v 6 over gudløse sender han Regn af Gløder og Svovl, et Stormvejr er deres tilmålte Bæger.
|
|
\v 7 Thi retfærdig er HERREN, han elsker at øve Retfærd, de oprigtige skuer hans Åsyn!
|
|
\c 12
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Efter den ottende*. En Salme af David. { [*se til Sl. 6, 1.] }
|
|
\v 2 HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn;
|
|
\v 3 de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte.
|
|
\v 4 Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord,
|
|
\v 5 dem, som siger: “Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?”
|
|
\v 6 “For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op”, siger HERREN, “jeg frelser den, som man blæser ad.”
|
|
\v 7 HERRENS Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv*. { [*i den hebr. Tekst er der yderligere to i sammenhængen ufiorståelige Ord.] }
|
|
\v 8 HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt.
|
|
\v 9 De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.
|
|
\c 13
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. En Salme af David.
|
|
\v 2 Hvor længe vil du evigt glemme mig, Herre, hvor længe skjule dit Åsyn for mig?
|
|
\v 3 Hvor længe skal jeg huse Sorg i min Sjæl, Kvide i Hjertet Dag og Nat? Hvor længe skal Fjenden ophøje sig over mig?
|
|
\v 4 Se til og svar mig, HERRE min Gud, klar mine Øjne, så jeg ej sover ind i Døden
|
|
\v 5 og min Fjende skal sige: “Jeg overvandt ham!” mine Uvenner juble, fordi jeg vakler!
|
|
\v 6 Dog stoler jeg fast på din Miskundhed, lad mit Hjerte juble over din Frelse! Jeg vil synge for HERREN, thi han var mig god!
|
|
\c 14
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Af David. Dårerne siger i Hjertet: “Der er ingen Gud!” Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt.
|
|
\v 2 HERREN skuer ned fra Himlen på Menneskens Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud.
|
|
\v 3 Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke én!
|
|
\v 4 Er alle de Udådsmænd da uden Forstand, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder HERREN?
|
|
\v 5 Af Rædsel gribes de da, thi Gud er i de retfærdiges Slægt.
|
|
\v 6 Gør kun den armes Råd til Skamme, HERREN er dog hans Tilflugt.
|
|
\v 7 Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når HERREN vender Folkets Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes!
|
|
\c 15
|
|
\p
|
|
\v 1 En Salme af David. HERRE, hvo kan gæste dit Telt, hvo kan bo på dit hellige Bjerg?
|
|
\v 2 Den, som vandrer fuldkomment og øver Ret, taler Sandhed af sit Hjerte,
|
|
\v 3 ikke bagtaler med sin Tunge, ikke volder sin Næste ondt og ej bringer Skam over Ven,
|
|
\v 4 som agter den forkastede ringe, men ærer dem, der frygter HERREN, ej bryder Ed, han svor til egen Skade,
|
|
\v 5 ej låner Penge ud mod Åger og ej tager Gave mod skyldfri. Hvo således gør, skal aldrig rokkes.
|
|
\c 16
|
|
\p
|
|
\v 1 En Miktam* af David. Vogt mig, Gud, thi jeg lider på dig! { [*Ordet, hvis Betydning er ukendt, blev af Luther gengivet ved: et gyldent Smykke.] }
|
|
\v 2 Jeg siger til HERREN: “Du er min Herre; jeg har ikke andet Gode end dig.
|
|
\v 3 De hellige, som er i Landet, de er de herlige, hvem al min Hu står til.”
|
|
\v 4 Mange Kvaler rammer dem, som vælger en anden Gud; deres Blodofre vil jeg ikke udgyde, ej tage deres Navn i min Mund.
|
|
\v 5 HERREN er min tilmålte Del og mit Bæger*. Du holder min Arvelod i Hævd. { [*det Bæger, som tildeles Gæsten.] }
|
|
\v 6 Snorene* faldt mig på liflige Steder, ja, en dejlig Arvelod tilfaldt mig. { [*Målesnore, hvormed Landet blev udmålt ved Udskiftningen.] }
|
|
\v 7 Jeg vil prise HERREN, der gav mig Råd, mine Nyrer maner mig, selv om Natten.
|
|
\v 8 Jeg har altid HERREN for Øje, han er ved min højre, jeg rokkes ikke.
|
|
\v 9 Derfor glædes mit Hjerte, min Ære* jubler, endogså mit Kød skal bo i Tryghed. { [*dvs. min Sjæl. 1 Mos. 49, 6.] }
|
|
\v 10 Thi Dødsriget giver du ikke min Sjæl, lader ikke din hellige skue Graven*. { [*den græske Oversættelse: Forrådnelse.] }
|
|
\v 11 Du lærer mig Livets Vej; man mættes af Glæde for dit Åsyn, Livsalighed er i din højre for evigt.
|
|
\c 17
|
|
\p
|
|
\v 1 En Bøn af David. HERRE, hør en retfærdig Sag, lyt til min Klage, lån Øre til Bøn fra svigløse Læber!
|
|
\v 2 Fra dig skal min Ret udgå, thi hvad ret er, ser dine Øjne.
|
|
\v 3 Prøv mit Hjerte, se efter om Natten, ransag mig, du finder ej Svig hos mig.
|
|
\v 4 Ej synded min Mund, hvad end Mennesker gjorde; ved dine Læbers Ord vogted jeg mig for Voldsmænds Veje;
|
|
\v 5 mine Skridt har holdt dine Spor, jeg vaklede ej på min Gang.
|
|
\v 6 Jeg råber til dig, thi du svarer mig, Gud, bøj Øret til mig, hør på mit Ord!
|
|
\v 7 Vis dig underfuldt nådig, du Frelser for dem, der tyr til din højre for Fjender!
|
|
\v 8 Vogt mig som Øjestenen, skjul mig i dine Vingers Skygge
|
|
\v 9 for gudløse, der øver Vold imod mig, glubske Fjender, som omringer mig;
|
|
\v 10 de har lukket deres Hjerte med Fedt, deres Mund fører Hovmodstale.
|
|
\v 11 De omringer os, overalt hvor vi går, de sigter på at slå os til Jorden.
|
|
\v 12 De er som den rovgriske Løve, den unge Løve, der ligger på Lur.
|
|
\v 13 Rejs dig, HERRE, træd ham i Møde, kast ham til Jorden, fri med dit Sværd min Sjæl fra den gudløses Vold,
|
|
\v 14 fra Mændene, HERRE, med din Hånd, fra dødelige Mænd - lad dem få deres Del i levende Live! Fyld deres Bug med dit Forråd af Vrede, lad Børnene mættes dermed og efterlade deres Børn, hvad de levner!
|
|
\v 15 Men jeg skal i Retfærd skue dit Åsyn, mættes ved din Skikkelse, når jeg vågner.
|
|
\c 18
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Af HERRENS Tjener David, som sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Hånd.
|
|
\v 2 Han sang: HERRE, jeg har dig hjerteligt kær, min Styrke!
|
|
\v 3 HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier, min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn!
|
|
\v 4 Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
|
|
\v 5 Dødens Reb omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,
|
|
\v 6 Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig;
|
|
\v 7 i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Øren!
|
|
\v 8 Da rystede Jorden og skjalv, Bjergenes Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.
|
|
\v 9 Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.
|
|
\v 10 Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
|
|
\v 11 båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;
|
|
\v 12 han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.
|
|
\v 13 Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans Skyer.
|
|
\v 14 HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl og Ildgløder.
|
|
\v 15 Han udslynged Pile, adsplittede dem*, Lyn i Mængde og skræmmede dem. { [*Fjenderne. 1 Sam. 7, 10.] }
|
|
\v 16 Vandenes Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved din Trussel, HERRE, for din Vredes Pust.
|
|
\v 17 Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,
|
|
\v 18 frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.
|
|
\v 19 På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig til Værn.
|
|
\v 20 Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.
|
|
\v 21 HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;
|
|
\v 22 thi jeg holdt mig til HERRENS Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud;
|
|
\v 23 hans Bud stod mig alle for Øje, hans Lov skød jeg ikke fra mig.
|
|
\v 24 Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.
|
|
\v 25 HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som stod ham for Øje!
|
|
\v 26 Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
|
|
\v 27 du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
|
|
\v 28 De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
|
|
\v 29 Ja, min Lampe lader du lyse, HERRE, min Gud opklarer mit Mørke.
|
|
\v 30 Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.
|
|
\v 31 Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENS Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.
|
|
\v 32 Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,
|
|
\v 33 den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
|
|
\v 34 gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højene,
|
|
\v 35 oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen!
|
|
\v 36 Du gav mig din Frelses Skjold, din højre støttede mig, din Nedladelse gjorde mig stor;
|
|
\v 37 du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
|
|
\v 38 Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,
|
|
\v 39 slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.
|
|
\v 40 Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;
|
|
\v 41 du slog mine Fjender på Flugt, mine Avindsmænd rydded jeg af Vejen.
|
|
\v 42 De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.
|
|
\v 43 Jeg knuste dem som Støv for Vinden, fejed dem bort som Gadeskarn.
|
|
\v 44 Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;
|
|
\v 45 hører de om mig, lyder de mig, Udlandets Sønner kryber for mig;
|
|
\v 46 Udlandets Sønner vansmægter, slæber sig frem af deres Skjul.
|
|
\v 47 HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
|
|
\v 48 den Gud, som giver mig Hævn, tvinger Folkeslag under min Fod
|
|
\v 49 og frier mig fra mine vrede Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
|
|
\v 50 HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn,
|
|
\v 51 du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed, David og hans Æt evindelig.
|
|
\c 19
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. En Salme af David.
|
|
\v 2 Himlen forkynder Guds Ære, Hvælvingen kundgør hans Hænders værk.
|
|
\v 3 Dag bærer Bud til Dag, Nat lader Nat det vide.
|
|
\v 4 Uden Ord og uden Tale, uden at Lyden høres,
|
|
\v 5 når Himlens Røst over Jorden vide, dens Tale til Jorderigs Ende. På Himlen rejste han Solen et Telt;
|
|
\v 6 som en Brudgom går den ud af sit Kammer, er glad som en Helt ved at løbe sin Bane,
|
|
\v 7 rinder op ved Himlens ene Rand, og dens Omløb når til den anden. Intet er skjult for dens Glød.
|
|
\v 8 HERRENS Lov er fuldkommen, kvæger Sjælen, HERRENS Vidnesbyrd holder, gør enfoldig viis,
|
|
\v 9 HERRENS Forskrifter er rette, glæder Hjertet, HERRENS Bud er purt, giver Øjet Glans,
|
|
\v 10 HERRENS Frygt er ren, varer evigt, HERRENS Lovbud er Sandhed, rette til Hobe,
|
|
\v 11 kostelige fremfor Guld, ja fint Guld i Mængde, søde fremfor Honning og Kubens Saft.
|
|
\v 12 Din Tjener tager og Vare på dem; at holde dem lønner sig rigt.
|
|
\v 13 Hvo mærker selv, at han fejler? Tilgiv mig lønlige Brøst!
|
|
\v 14 Værn også din Tjener mod frække, ej råde de over mig! Så bliver jeg uden Lyde og fri for svare Synder.
|
|
\v 15 Lad min Munds Ord være dig til Behag, lad mit Hjertes Tanker nå frem for dit Åsyn, HERRE, min Klippe og min Genløser!
|
|
\c 20
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. En Salme af David.
|
|
\v 2 På trængselens dag bønhøre Herren dig, værne dig Jakobs Guds Navn!
|
|
\v 3 Han sende dig Hjælp fra Helligdommen, fra Zion styrke han dig;
|
|
\v 4 han komme alle dine Afgrødeofre i Hu og tage dit Brændoffer gyldigt! - Sela.
|
|
\v 5 Han give dig efter dit Hjertes Attrå, han fuldbyrde alt dit Råd,
|
|
\v 6 at vi må juble over din Frelse, løfte Banner i vor Guds Navn! HERREN opfylde alle dine Bønner!
|
|
\v 7 Nu ved jeg, at HERREN frelser sin Salvede og svarer ham fra sin hellige Himmel med sin højres frelsende Vælde.
|
|
\v 8 Nogle stoler på Heste, andre på Vogne, vi sejrer ved HERREN vor Guds Navn.
|
|
\v 9 De synker i Knæ og falder, vi rejser os og kommer atter på Fode.
|
|
\v 10 HERRE, frels dog Kongen og svar os, den Dag vi kalder!
|
|
\c 21
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. En Salme af David.
|
|
\v 2 HERRE, Kongen er glad ved din Vælde, hvor frydes han højlig over din Frelse!
|
|
\v 3 Hvad hans Hjerte ønskede, gav du ham, du afslog ikke hans Læbers Bøn. - Sela.
|
|
\v 4 Du kom ham i Møde med rig Velsignelse, satte en Krone af Guld på hans Hoved.
|
|
\v 5 Han bad dig om Liv, og du gav ham det, en Række af Dage uden Ende.
|
|
\v 6 Stor er hans Glans ved din Frelse, Højhed og Hæder lægger du på ham.
|
|
\v 7 Ja, evig Velsignelse gav du ham, med Fryd for dit Åsyn glæded du ham.
|
|
\v 8 Thi Kongen stoler på HERREN, ved den Højestes Nåde rokkes han ikke.
|
|
\v 9 Til alle dine Fjender når din* Hånd, din højre når dine Avindsmænd. { [*dvs. Kongens.] }
|
|
\v 10 Du gør dem til et luende Bål, når du viser dig; HERREN sluger dem i sin Vrede, Ild fortærer dem.
|
|
\v 11 Du rydder bort deres Frugt af Jorden, deres Sæd blandt Menneskens Børn.
|
|
\v 12 Thi de søger at volde dig ondt, spinder Rænker, men evner intet;
|
|
\v 13 thi du slår dem på Flugt, med din Bue sigter du mod deres Ansigt.
|
|
\v 14 HERRE, stå op i din Vælde, med Sang og med Spil vil vi prise dit Storværk!
|
|
\c 22
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Efter “Morgenrødens Hind”*. En Salme af David. { [*Musikudtryk af ukendt Betydning.] }
|
|
\v 2 Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.
|
|
\v 3 Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.
|
|
\v 4 Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.
|
|
\v 5 På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;
|
|
\v 6 de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme.
|
|
\v 7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;
|
|
\v 8 alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:
|
|
\v 9 “Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham.”
|
|
\v 10 Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;
|
|
\v 11 på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.
|
|
\v 12 Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!
|
|
\v 13 Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,
|
|
\v 14 spiler Gabet op imod mig som rovgriske, brølende Løver.
|
|
\v 15 Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;
|
|
\v 16 min Gane er tør som et Potteskår, til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.
|
|
\v 17 Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,
|
|
\v 18 jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.
|
|
\v 19 Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.
|
|
\v 20 Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!
|
|
\v 21 Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste* af Hundes Vold! { [*dvs. min Sjæl.] }
|
|
\v 22 Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.
|
|
\v 23 Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:
|
|
\v 24 “I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!
|
|
\v 25 Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!”
|
|
\v 26 Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;
|
|
\v 27 de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!
|
|
\v 28 Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;
|
|
\v 29 thi HERRENS er Riget, han er Folkenes Hersker.
|
|
\v 30 De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.
|
|
\v 31 Ham skal Efterkommerne tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer;
|
|
\v 32 de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.
|
|
\c 23
|
|
\p
|
|
\v 1 En Salme af David. HERREN er min Hyrde, mig skal intet fattes,
|
|
\v 2 han lader mig ligge på grønne Vange. Til Hvilens Vande leder han mig, han kvæger min Sjæl,
|
|
\v 3 han fører mig ad rette Veje for sit Navns Skyld.
|
|
\v 4 Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal*, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din Kæp og din Stav er min Trøst. { [*Ordret: skumle Kløfter.] }
|
|
\v 5 I mine Fjenders Påsyn dækker du Bord for mig, du salver mit Hoved med Olie, mit Bæger flyder over.
|
|
\v 6 Kun Godhed og Miskundhed følger mig alle mine Dage, og i HERRENS Hus skal jeg bo gennem lange Tider.
|
|
\c 24
|
|
\p
|
|
\v 1 Af David. En Salme. HERRENS er Jorden og dens Fylde, Jorderig og de, som bor derpå;
|
|
\v 2 thi han har grundlagt den på Have, grundfæstet den på Strømme.
|
|
\v 3 Hvo kan gå op på HERRENS Bjerg, og hvo kan stå på hans hellige Sted?
|
|
\v 4 Den med skyldfri Hænder og Hjertet rent, som ikke sætter sin Hu til Løgn og ikke sværger falsk;
|
|
\v 5 han får Velsignelse fra HERREN, Retfærdighed fra sin Frelses Gud.
|
|
\v 6 Så er den Slægt, som spørger efter ham, som søger dit Åsyn, Jakobs Gud! - Sela.
|
|
\v 7 Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind!
|
|
\v 8 Hvo er den Ærens Konge? HERREN, stærk og vældig, HERREN, vældig i Krig!
|
|
\v 9 Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind!
|
|
\v 10 Hvo er han, den Ærens Konge? HERREN, Hærskarers Herre, han er Ærens Konge! - Sela.
|
|
\c 25
|
|
\p
|
|
\v 1 Af David. HERRE, jeg løfter min Sjæl til dig,
|
|
\v 2 min Gud, jeg stoler på dig, lad mig ikke beskæmmes, lad ej mine Fjender fryde sig over mig.
|
|
\v 3 Nej, ingen som bier på dig, skal beskæmmes; beskæmmes skal de, som er troløse uden Grund.
|
|
\v 4 Lad mig kende dine Veje, HERRE, lær mig dine Stier.
|
|
\v 5 Led mig på din Sandheds Vej og lær mig, thi du er min Frelses Gud; jeg bier bestandig på dig.
|
|
\v 6 HERRE, kom din Barmhjertighed i Hu og din Nåde, den er jo fra Evighed af.
|
|
\v 7 Mine Ungdomssynder og Overtrædelser komme du ikke i Hu, men efter din Miskundhed kom mig i Hu, for din Godheds Skyld, o HERRE!
|
|
\v 8 God og oprigtig er HERREN, derfor viser han Syndere Vejen.
|
|
\v 9 Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin Vej.
|
|
\v 10 Alle HERRENS Stier er Miskundhed og Trofasthed for dem, der holder hans Pagt og hans Vidnesbyrd.
|
|
\v 11 For dit Navns Skyld, HERRE, tilgive du min Brøde, thi den er stor.
|
|
\v 12 Om nogen frygter HERREN, ham viser han den Vej, han skal vælge;
|
|
\v 13 selv skal han leve i Lykke og hans Sæd få Landet i Eje.
|
|
\v 14 Fortroligt Samfund har HERREN med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin Pagt.
|
|
\v 15 Mit Øje er stadig vendt imod HERREN, thi han frier mine Fødder af Snaren.
|
|
\v 16 Vend dig til mig og vær mig nådig, thi jeg er ene og arm.
|
|
\v 17 Let mit Hjertes Trængsler og før mig ud af min Nød.
|
|
\v 18 Se hen til min Nød og min Kvide og tilgiv alle mine Synder.
|
|
\v 19 Se hen til mine Fjender, thi de er mange og hader mig med Had uden Grund.
|
|
\v 20 Vogt min Sjæl og frels mig, jeg lider på dig, lad mig ikke beskæmmes.
|
|
\v 21 Lad Uskyld og Retsind vogte mig, thi jeg bier på dig, HERRE.
|
|
\v 22 Forløs, o Gud, Israel af alle dets Trængsler!
|
|
\c 26
|
|
\p
|
|
\v 1 Af David. Skaf mig ret, o Herre, thi jeg vandrer i Uskyld, stoler på HERREN uden at vakle.
|
|
\v 2 Ransag mig, HERRE, og prøv mig, gransk mine Nyrer og mit Hjerte;
|
|
\v 3 thi din Miskundhed står mig for Øje, jeg vandrer i din Sandhed.
|
|
\v 4 Jeg tager ej Sæde blandt Løgnere, blandt falske kommer jeg ikke.
|
|
\v 5 Jeg hader de ondes Forsamling, hos gudløse sidder jeg ej.
|
|
\v 6 Jeg tvætter mine Hænder i Renhed, at jeg kan vandre omkring dit Alter, HERRE,
|
|
\v 7 for at istemme Takkesang, fortælle om alle dine Undere.
|
|
\v 8 HERRE, jeg elsker dit Hus, det Sted, hvor din Herlighed bor.
|
|
\v 9 Bortriv ikke min Sjæl med Syndere, mit Liv med blodstænkte Mænd,
|
|
\v 10 i hvis Hænder er Skændselsdåd, hvis højre er fuld af Bestikkelse.
|
|
\v 11 Jeg har jo vandret i Uskyld, forløs mig og vær mig nådig!
|
|
\v 12 Min Fod står på den jævne Grund, i Forsamlinger vil jeg love HERREN.
|
|
\c 27
|
|
\p
|
|
\v 1 Af David. HERREN er mit Lys og min Frelse, hvem skal jeg frygte? HERREN er Værn for mit Liv, for hvem skal jeg ræddes?
|
|
\v 2 Når onde kommer imod mig for at æde mit Kød, så snubler og falder de, Uvenner og Fjender!
|
|
\v 3 Om en Hær end lejrer sig mod mig, er mit Hjerte uden Frygt; om Krig bryder løs imod mig, dog er jeg tryg.
|
|
\v 4 Om ét har jeg bedet HERREN, det attrår jeg: alle mine Dage at bo i HERRENS Hus for at skue HERRENS Livsalighed og grunde i hans Tempel.
|
|
\v 5 Thi han gemmer mig i sin Hytte på Ulykkens Dag, skjuler mig i sit Telt og løfter mig op på en Klippe.
|
|
\v 6 Derfor løfter mit Hoved sig over mine Fjender omkring mig. I hans Telt vil jeg ofre Jubelofre, med Sang og med Spil vil jeg prise HERREN.
|
|
\v 7 HERRE, hør mit Råb, vær nådig og svar mig!
|
|
\v 8 Jeg mindes, du sagde: “Søg mit Åsyn!” Dit Åsyn søger jeg, HERRE;
|
|
\v 9 skjul ikke dit Åsyn for mig! Bortstød ikke din Tjener i Vrede, du er min Hjælp, opgiv og slip mig ikke, min Frelses Gud!
|
|
\v 10 Thi Fader og Moder forlod mig, men HERREN tager mig til sig.
|
|
\v 11 Vis mig, HERRE, din Vej og led mig ad jævne Stier for Fjendernes Skyld;
|
|
\v 12 giv mig ikke i glubske Uvenners Magt! Thi falske Vidner, der udånder Vold, står frem imod mig.
|
|
\v 13 Havde jeg ikke troet, at jeg skulde skue HERRENS Godhed i de levendes Land -
|
|
\v 14 Bi på HERREN, fat Mod, dit Hjerte være stærkt, ja bi på HERREN!
|
|
\c 28
|
|
\p
|
|
\v 1 Af David. Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven.
|
|
\v 2 Hør min tryglende Røst, når jeg råber til dig, løfter Hænderne op mod dit hellige Tempel.
|
|
\v 3 Riv mig ej bort med gudløse, Udådsmænd, som har ondt i Sinde mod Næsten trods venlige Ord.
|
|
\v 4 Løn dem for deres Idræt og onde Gerninger; løn dem for deres Hænders Værk, gengæld dem efter Fortjeneste!
|
|
\v 5 Thi HERRENS Gerning ænser de ikke, ej heller hans Hænders Værk. Han nedbryde dem og opbygge dem ej!
|
|
\v 6 Lovet være HERREN, thi han har hørt min tryglende Røst;
|
|
\v 7 min Styrke, mit Skjold er HERREN, mit Hjerte stoler på ham. Jeg fik Hjælp, mit Hjerte jubler, jeg takker ham med min Sang.
|
|
\v 8 HERREN er Værn for sit Folk, sin Salvedes Tilflugt og Frelse.
|
|
\v 9 Frels dit Folk og velsign din Arv, røgt dem og bær dem til evig Tid!
|
|
\c 29
|
|
\p
|
|
\v 1 En Salme af David. Giver HERREN, I Guds Sønner, giver Herren Ære og Pris,
|
|
\v 2 giver HERREN hans Navns Ære; tilbed HERREN i helligt Skrud!
|
|
\v 3 HERRENS Røst er over Vandene, Ærens Gud lader Tordenen rulle, HERREN, over de vældige Vande!
|
|
\v 4 HERRENS Røst med Vælde, HERRENS Røst i Højhed,
|
|
\v 5 HERRENS Røst, den splintrer Cedre, HERREN splintrer Libanons Cedre,
|
|
\v 6 får Libanon til at springe som en Kalv og Sirjon som den vilde Okse!
|
|
\v 7 HERRENS Røst udslynger Luer.
|
|
\v 8 HERRENS Røst får Ørk til at skælve, HERREN får Kadesj' Ørk til at skælve!
|
|
\v 9 HERRENS Røst får Hind til at føde, og den gør lyst i Skoven. Alt i hans Helligdom råber: “Ære!”
|
|
\v 10 HERREN tog Sæde og sendte Vandfloden, HERREN tog Sæde som Konge for evigt.
|
|
\v 11 HERREN give Kraft til sit Folk, HERREN velsigne sit Folk med Fred!
|
|
\c 30
|
|
\p
|
|
\v 1 En Salme. En Sang ved Husets Indvielse. Af David.
|
|
\v 2 HERRE, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine Fjender glæde sig over mig;
|
|
\v 3 HERRE min Gud, jeg råbte til dig, og du helbredte mig.
|
|
\v 4 Fra Dødsriget, HERRE, drog du min Sjæl, kaldte mig til Live af Gravens Dyb.
|
|
\v 5 Lovsyng HERREN, I hans fromme, pris hans hellige Navn!
|
|
\v 6 Thi et Øjeblik varer hans Vrede, Livet igennem hans Nåde; om Aftenen gæster os Gråd, om Morgenen Frydesang.
|
|
\v 7 Jeg tænkte i min Tryghed: “Jeg rokkes aldrig i Evighed!”
|
|
\v 8 HERRE, i Nåde havde du fæstnet mit Bjerg; du skjulte dit Åsyn, jeg blev forfærdet.
|
|
\v 9 Jeg råbte, HERRE, til dig, og tryglende bad jeg til HERREN:
|
|
\v 10 “Hvad Vinding har du af mit Blod, af at jeg synker i Graven? Kan Støv mon takke dig, råbe din Trofasthed ud?
|
|
\v 11 HERRE, hør og vær nådig, HERRE, kom mig til Hjælp!”
|
|
\v 12 Du vendte min Sorg til Dans, løste min Sørgedragt, hylled mig i Glæde,
|
|
\v 13 at min Ære* skal prise dig uden Ophør. HERRE min Gud, jeg vil takke dig evigt! { [*dvs. Sjæl. Sl. 16, 9.] }
|
|
\c 31
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. En Salme af David.
|
|
\v 2 HERRE, jeg lider på dig, lad mig aldrig i Evighed skuffes. Udfri mig i din Retfærd,
|
|
\v 3 du bøje dit Øre til mig; red mig i Hast og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse;
|
|
\v 4 thi du er min Klippe og Borg. For dit Navns Skyld lede og føre du mig,
|
|
\v 5 fri mig fra Garnet, de satte for mig; thi du er min Tilflugt,
|
|
\v 6 i din Hånd befaler jeg min Ånd. Du forløser mig, HERRE, du trofaste Gud,
|
|
\v 7 du hader dem, der holder på Løgneguder. Men jeg, jeg stoler på HERREN,
|
|
\v 8 jeg vil juble og glæde mig over din Miskundhed; thi du har set min Nød, agtet på min Sjælekvide.
|
|
\v 9 Du gav mig ikke i Fjendens Hånd, men skaffede Rum for min Fod.
|
|
\v 10 Vær mig nådig, HERRE, thi jeg er angst, af Kummer hentæres mit Øje, min Sjæl og mit Indre.
|
|
\v 11 Thi mit Liv svinder hen i Sorg, mine År i Suk, min Kraft er brudt for min Brødes Skyld, mine Ben hentæres.
|
|
\v 12 For alle mine Fjenders Skyld er jeg blevet til Spot, mine Naboers Gru, mine Kendinges Rædsel; de, der ser mig på Gaden, flygter for mig.
|
|
\v 13 Som en død er jeg gået dem af Minde, jeg er som et ødelagt Kar.
|
|
\v 14 Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, når de holder Råd imod mig, pønser på at tage mit Liv.
|
|
\v 15 Men, HERRE, jeg stoler på dig; jeg siger: Du er min Gud,
|
|
\v 16 mine Tider er i din Hånd. Red mig fra Fjenders Hånd, fra dem, der forfølger mig,
|
|
\v 17 lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig i din Miskundhed.
|
|
\v 18 HERRE, lad mig ej blive til Skamme, jeg råber jo til dig, lad de gudløse blive til Skamme og synke tavse i Døden.
|
|
\v 19 Lad de falske Læber forstumme, som taler frækt om den retfærdige med Hovmod og Foragt.
|
|
\v 20 Hvor stor er dog din Godhed, som du gemmer til dem, der frygter dig, øver mod dem, der lider på dig, for Menneskebørnenes Øjne.
|
|
\v 21 Du skjuler dem i dit Åsyns Skjul for Menneskers Stimmel; du gemmer dem i en Hytte for Tungers Kiv.
|
|
\v 22 Lovet være HERREN, thi underfuld Miskundhed har han vist mig i en befæstet Stad.
|
|
\v 23 Og jeg, som sagde i min Angst: “Jeg er bortstødt fra dine Øjne!” Visselig, du hørte min tryglende Røst, da jeg råbte til dig.
|
|
\v 24 Elsk HERREN, alle hans fromme; de trofaste skærmer HERREN; men den, der handler i Hovmod, gengælder han mangefold.
|
|
\v 25 Fat Mod, eders Hjerte være stærkt, alle I, som bier på HERREN!
|
|
\c 32
|
|
\p
|
|
\v 1 Af David. En Maskil*. Salig den, hvis Overtrædelser er forladt, hvis Synd er skjult; { [*Navn på en slags Sang; i øvrigt af ukendt Betydning.] }
|
|
\v 2 saligt det Menneske, HERREN ej tilregner Skyld, og i hvis Ånd der ikke er Svig.
|
|
\v 3 Mine Ben svandt hen, så længe jeg tav, under Jamren Dagen igennem,
|
|
\v 4 thi din Hånd lå tungt på mig både Dag og Nat, min Livskraft svandt som i Sommerens Tørke. - Sela.
|
|
\v 5 Min Synd bekendte jeg for dig, dulgte ikke min Skyld; jeg sagde: “Mine Overtrædelser vil jeg bekende for HERREN!” Da tilgav du mig min Syndeskyld. - Sela.
|
|
\v 6 Derfor bede hver from til dig, den Stund du findes. Kommer da store Vandskyl, ham skal de ikke nå.
|
|
\v 7 Du er mit Skjul, du frier mig af Trængsel, med Frelsesjubel omgiver du mig. - Sela.
|
|
\v 8 Jeg vil lære dig og vise dig, hvor du skal gå, jeg vil råde dig ved at fæste mit Øje på dig.
|
|
\v 9 Vær ikke uden Forstand som Hest eller Muldyr, der tvinges med Tømme og Bidsel, når de ikke vil komme til dig.
|
|
\v 10 Den gudløses Smerter er mange, men den, der stoler på HERREN, omgiver han med Nåde.
|
|
\v 11 Glæd jer i HERREN, I retfærdige, fryd jer, jubler, alle I oprigtige af Hjertet!
|
|
\c 33
|
|
\p
|
|
\v 1 Jubler i Herren, I retfærdige, for de oprigtige sømmer sig Lovsang;
|
|
\v 2 lov HERREN med Citer, tak ham til tistrenget Harpe;
|
|
\v 3 en ny Sang synge I ham, leg lifligt på Strenge til Jubelråb!
|
|
\v 4 Thi sandt er HERRENS Ord, og al hans Gerning er trofast;
|
|
\v 5 han elsker Retfærd og Ret, af HERRENS Miskundhed er Jorden fuld.
|
|
\v 6 Ved HERRENS Ord blev Himlen skabt og al dens Hær ved hans Munds Ånde.
|
|
\v 7 Som i Vandsæk samled han Havets Vand, lagde Dybets Vande i Forrådskamre.
|
|
\v 8 Al Jorden skal frygte for HERREN, Alverdens Beboere skælve for ham;
|
|
\v 9 thi han talede, så skete det, han bød, så stod det der.
|
|
\v 10 HERREN kuldkasted Folkenes Råd, gjorde Folkeslags Tanker til intet;
|
|
\v 11 HERRENS Råd står fast for evigt, hans Hjertes Tanker fra Slægt til Slægt.
|
|
\v 12 Saligt det Folk, der har HERREN til Gud, det Folkefærd, han valgte til Arvelod!
|
|
\v 13 HERREN skuer fra Himlen, ser på alle Menneskens Børn;
|
|
\v 14 fra sit Højsæde holder han Øje med alle, som bor på Jorden;
|
|
\v 15 han, som danned deres Hjerter til Hobe, gennemskuer alt deres Værk.
|
|
\v 16 Ej frelses en Konge ved sin store Stridsmagt, ej fries en Helt ved sin store Kraft;
|
|
\v 17 til Frelse slår Stridshesten ikke til, trods sin store Styrke redder den ikke.
|
|
\v 18 Men HERRENS Øje ser til gudfrygtige, til dem, der håber på Nåden,
|
|
\v 19 for at fri deres Sjæl fra Døden og holde dem i Live i Hungerens Tid.
|
|
\v 20 På HERREN bier vor Sjæl, han er vor Hjælp og vort Skjold;
|
|
\v 21 thi vort Hjerte glæder sig i ham, vi stoler på hans hellige Navn.
|
|
\v 22 Din Miskundhed være over os, HERRE, så som vi håber på dig.
|
|
\c 34
|
|
\p
|
|
\v 1 Af David, da han lod afsindig for Abimelek, og denne jog ham fra sig, og han drog bort.
|
|
\v 2 Jeg vil love HERREN til hver en Tid, hans Pris skal stadig fylde min Mund;
|
|
\v 3 min Sjæl skal rose sig af HERREN, de ydmyge skal høre det og glæde sig.
|
|
\v 4 Hylder HERREN i Fællig med mig, lad os sammen ophøje hans Navn!
|
|
\v 5 Jeg søgte HERREN, og han svarede mig og friede mig fra alle mine Rædsler.
|
|
\v 6 Se hen til ham og strål af Glæde, eders Åsyn skal ikke beskæmmes.
|
|
\v 7 Her er en arm, der råbte, og HERREN hørte, af al hans Trængsel frelste han ham.
|
|
\v 8 HERRENS Engel slår Lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.
|
|
\v 9 Smag og se, at HERREN er god, salig den Mand, der lider på ham!
|
|
\v 10 Frygter HERREN, I hans hellige, thi de, der frygter ham, mangler intet.
|
|
\v 11 Unge Løver lider Nød og sulter, men de, der søger HERREN, dem fattes intet godt.
|
|
\v 12 Kom hid, Børnlille, og hør på mig, jeg vil lære jer HERRENS Frygt.
|
|
\v 13 Om nogen attrår Liv og ønsker sig Dage for at skue Lykke,
|
|
\v 14 så var din Tunge for ondt, dine Læber fra at tale Svig;
|
|
\v 15 hold dig fra ondt og øv godt, søg Fred og jag derefter.
|
|
\v 16 [17] Mod dem, der gør ondt, er HERRENS Åsyn for at slette deres Minde af Jorden;
|
|
\v 17 [16] på retfærdige hviler hans Øjne, hans Øren hører deres Råb*; { [*for Meningens skyld er V. 16 og 17 omstillet. Job 36, 7. Sl. 33, 18.] }
|
|
\v 18 når de skriger, hører HERREN og frier dem af al deres Trængsel.
|
|
\v 19 HERREN er nær hos dem, hvis Hjerte er knust, han frelser dem, hvis Ånd er brudt.
|
|
\v 20 Den retfærdiges Lidelser er mange, men HERREN frier ham af dem alle;
|
|
\v 21 han vogter alle hans Ledemod, ikke et eneste brydes.
|
|
\v 22 Ulykke bringer de gudløse Død, og bøde skal de, der hader retfærdige.
|
|
\v 23 HERREN forløser sine Tjeneres Sjæl, og ingen, der lider på ham, skal bøde.
|
|
\c 35
|
|
\p
|
|
\v 1 Af David. HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig,
|
|
\v 2 grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig,
|
|
\v 3 tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: “Jeg er din Frelse!”
|
|
\v 4 Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,
|
|
\v 5 de blive som Avner for Vinden, og HERRENS Engel nedstøde dem,
|
|
\v 6 deres Vej blive mørk og glat, og HERRENS Engel forfølge dem!
|
|
\v 7 Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.
|
|
\v 8 Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven.
|
|
\v 9 Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,
|
|
\v 10 alle mine Ledemod sige: “HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!”
|
|
\v 11 Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;
|
|
\v 12 de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.
|
|
\v 13 Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,
|
|
\v 14 som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.
|
|
\v 15 Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør;
|
|
\v 16 for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig.
|
|
\v 17 Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste* fra Løver. { [*se til Sl. 22, 23. Åb. 6, 10.] }
|
|
\v 18 Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.
|
|
\v 19 Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!
|
|
\v 20 Thi de taler ej Fred, mod de stille i Landet udtænker de Svig;
|
|
\v 21 de spærrer Munden op imod mig og siger: “Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!”
|
|
\v 22 Du så det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;
|
|
\v 23 rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,
|
|
\v 24 døm mig efter din Retfærd, HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig
|
|
\v 25 Og sige i Hjertet: “Ha! som vi ønsked!” lad dem ikke sige: “Vi slugte ham!”
|
|
\v 26 Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.
|
|
\v 27 Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: “Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!”
|
|
\v 28 Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.
|
|
\c 36
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Af HERRENS Tjener David.
|
|
\v 2 Synden taler til den Gudløse inde i hans Hjerte; Gudsfrygt har han ikke for Øje;
|
|
\v 3 thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen skal finde hans Brøde og hade ham.
|
|
\v 4 Hans Munds Ord er Uret og Svig, han har ophørt at handle klogt og godt;
|
|
\v 5 på sit Leje udtænker han Uret, han træder en Vej, som ikke er god; det onde afskyr han ikke.
|
|
\v 6 HERRE, din Miskundhed rækker til Himlen, din Trofasthed når til Skyerne,
|
|
\v 7 din Retfærd er som Guds Bjerge, dine Domme som det store Dyb; HERRE, du frelser Folk og Fæ,
|
|
\v 8 hvor dyrebar er dog din Miskundhed, Gud! Og Menneskebørnene skjuler sig i dine Vingers Skygge;
|
|
\v 9 de kvæges ved dit Huses Fedme, du læsker dem af din Lifligheds Strøm;
|
|
\v 10 thi hos dig er Livets Kilde, i dit Lys skuer vi Lys!
|
|
\v 11 Lad din Miskundhed blive over dem, der kender dig, din Retfærd over de oprigtige af Hjertet.
|
|
\v 12 Lad Hovmods Fod ej træde mig ned, gudløses Hånd ej jage mig bort.
|
|
\v 13 Se, Udådsmændene falder, slås ned, så de ikke kan rejse sig.
|
|
\c 37
|
|
\p
|
|
\v 1 Af David. Græm dig ikke over Ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør Uret!
|
|
\v 2 Thi hastigt svides de af som Græsset, visner som det friske Grønne.
|
|
\v 3 Stol på HERREN og gør det gode, bo i Landet og læg Vind på Troskab,
|
|
\v 4 da skal du have din Fryd i HERREN, og han skal give dig, hvad dit Hjerte attrår.
|
|
\v 5 Vælt din Vej på HERREN, stol på ham, så griber han ind
|
|
\v 6 og fører din Retfærdighed frem som Lyset, din Ret som den klare Dag.
|
|
\v 7 Vær stille for HERREN og bi på ham, græm dig ej over den, der har Held, over den, der farer med Rænker.
|
|
\v 8 Tæm din Harme, lad Vreden fare, græm dig ikke, det volder kun Harm.
|
|
\v 9 Thi Ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på HERREN, skal arve Landet.
|
|
\v 10 En liden Stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans Sted, så er han der ikke.
|
|
\v 11 Men de sagtmodige skal arve Landet, de fryder sig ved megen Fred.
|
|
\v 12 Den gudløse vil den retfærdige ilde og skærer Tænder imod ham;
|
|
\v 13 men Herren, han ler ad ham, thi han ser hans Time komme.
|
|
\v 14 De gudløse drager Sværdet og spænder Buen for at fælde arm og fattig, for at nedslagte dem, der vandrer ret;
|
|
\v 15 men Sværdet rammer dem selv i Hjertet, og Buerne brydes sønder og sammen.
|
|
\v 16 Det lidt, en retfærdig har, er bedre end mange gudløses Rigdom;
|
|
\v 17 thi de gudløses Arme skal brydes, men HERREN støtter de retfærdige;
|
|
\v 18 HERREN kender de uskyldiges Dage, deres Arvelod bliver evindelig;
|
|
\v 19 de beskæmmes ikke i onde Tider, de mættes i Hungerens Dage.
|
|
\v 20 Thi de gudløse går til Grunde, som Engenes Pragt er HERRENS Fjender, de svinder, de svinder som Røg.
|
|
\v 21 Den gudløse låner og bliver i Gælden, den retfærdige ynkes og giver;
|
|
\v 22 de, han velsigner, skal arve Landet, de, han forbander, udryddes.
|
|
\v 23 Af HERREN stadfæstes Mandens Skridt, når han har Behag i hans Vej;
|
|
\v 24 om end han snubler, falder han ikke, thi HERREN støtter hans Hånd.
|
|
\v 25 Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans Afkom tigge sit Brød;
|
|
\v 26 han ynkes altid og låner ud, og hans Afkom er til Velsignelse.
|
|
\v 27 Vig fra ondt og øv godt, så bliver du boende evindelig;
|
|
\v 28 thi HERREN elsker Ret og svigter ej sine fromme. De onde udslettes for evigt, de gudløses Afkom udryddes;
|
|
\v 29 de retfærdige arver Landet og skal bo der til evig Tid.
|
|
\v 30 Den retfærdiges Mund taler Visdom; hans Tunge siger, hvad ret er;
|
|
\v 31 sin Guds Lov har han i Hjertet, ikke vakler hans Skridt.
|
|
\v 32 Den gudløse lurer på den retfærdige og står ham efter Livet,
|
|
\v 33 men HERREN giver ham ej i hans Hånd og lader ham ikke dømmes for Retten.
|
|
\v 34 Bi på HERREN og bliv på hans Vej, så skal han ophøje dig til at arve Landet; du skal skue de gudløses Undergang.
|
|
\v 35 Jeg har set en gudløs trodse, bryste sig som en Libanons Ceder -
|
|
\v 36 men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da jeg søgte ham, fandtes han ikke.
|
|
\v 37 Vogt på Uskyld, læg Vind på Oprigtighed, thi Fredens Mand har en Fremtid;
|
|
\v 38 men Overtræderne udryddes til Hobe, de gudløses Fremtid går tabt.
|
|
\v 39 De retfærdiges Frelse kommer fra HERREN, deres Tilflugt i Nødens Stund;
|
|
\v 40 HERREN hjælper og frier dem, fra de gudløse frier og frelser han dem; thi hos ham har de søgt deres Tilflugt.
|
|
\c 38
|
|
\p
|
|
\v 1 En Salme af David. Lehazkir*. { [*Betydningen dunkel, måske: når Afgrødeofferet frembæres. (3 Mos. 2, 2.) Sl. 70, 1.] }
|
|
\v 2 HERRE, revs mig ej i din vrede, tugt mig ej i din Harme!
|
|
\v 3 Thi dine pile sidder i mig, din Hånd har lagt sig på mig.
|
|
\v 4 Intet er karskt på min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld;
|
|
\v 5 thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig.
|
|
\v 6 Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg bøjet;
|
|
\v 7 jeg er såre nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang.
|
|
\v 8 Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt på min Krop,
|
|
\v 9 jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vånde.
|
|
\v 10 HERRE, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig;
|
|
\v 11 mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.
|
|
\v 12 For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjernt;
|
|
\v 13 de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig.
|
|
\v 14 Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund,
|
|
\v 15 som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar.
|
|
\v 16 Thi til dig står mit Håb, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud,
|
|
\v 17 når jeg siger: “Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!”
|
|
\v 18 Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;
|
|
\v 19 thi jeg må bekende min Skyld, må sørge over min Synd.
|
|
\v 20 Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund,
|
|
\v 21 som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger det gode.
|
|
\v 22 HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig,
|
|
\v 23 il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!
|
|
\c 39
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.
|
|
\v 2 Jeg sagde: “Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!”
|
|
\v 3 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,
|
|
\v 4 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.
|
|
\v 5 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!
|
|
\v 6 Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela.
|
|
\v 7 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.
|
|
\v 8 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.
|
|
\v 9 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!
|
|
\v 10 Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.
|
|
\v 11 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.
|
|
\v 12 Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. - Sela.
|
|
\v 13 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.
|
|
\v 14 Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!
|
|
\c 40
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme.
|
|
\v 2 Jeg biede trolig på Herren, han bøjed sig til mig og hørte mit Skrig.
|
|
\v 3 Han drog mig op af den brusende Grav, af det skidne Dynd, han satte min Fod på en Klippe, gav Skridtene Fasthed,
|
|
\v 4 en ny Sang lagde han i min Mund, en Lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole på HERREN.
|
|
\v 5 Salig den Mand, der sætter sin Lid til HERREN, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til Løgn.
|
|
\v 6 Mange Undere gjorde du, HERRE min Gud, og mange Tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.
|
|
\v 7 Til Slagt- og Afgrødeoffer har du ej Lyst, du gav mig åbne Ører, Brænd- og Syndoffer kræver du ikke.
|
|
\v 8 Da sagde jeg: “Se, jeg kommer, i Bogrullen er der givet mig Forskrift;
|
|
\v 9 at gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lov er i mit Indre.”
|
|
\v 10 I en stor Forsamling forkyndte jeg Retfærd, se, mine Læber lukked jeg ikke; HERRE, du ved det.
|
|
\v 11 Din Retfærd dulgte jeg ej i mit Hjerte, din Trofasthed og Frelse talte jeg Om, din Nåde og Sandhed fornægted jeg ej i en stor Forsamling.
|
|
\v 12 Du, HERRE, vil ikke lukke dit Hjerte for mig, din Nåde og Sandhed skal altid være mit Værn.
|
|
\v 13 Thi Ulykker lejrer sig om mig i talløs Mængde, mine Synder har indhentet mig, så jeg ikke kan se, de er flere end Hovedets Hår, og Modet har svigtet.
|
|
\v 14 Du værdiges, HERRE, at fri mig, HERRE, il mig til Hjælp.
|
|
\v 15 Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;
|
|
\v 16 Lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: “Ha, ha!” til mig!
|
|
\v 17 Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: “HERREN er stor!”
|
|
\v 18 Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke på mig. Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, min Gud!
|
|
\c 41
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. En Salme af David.
|
|
\v 2 Salig den Mand, der tager sig af de svage, ham frelser HERREN på Ulykkens Dag;
|
|
\v 3 HERREN vogter ham, holder ham i Live, det går ham vel i Landet, han giver ham ikke i Fjendevold.
|
|
\v 4 På Sottesengen står HERREN ham bi, hans Smertensleje gør du ham let.
|
|
\v 5 Så siger jeg da: Vær mig nådig, HERRE, helbred min Sjæl, jeg har syndet mod dig!
|
|
\v 6 Mine Fjender ønsker mig ondt: “Hvornår mon han dør og hans Navn udslettes?”
|
|
\v 7 Kommer en i Besøg, så fører han hyklerisk Tale, hans Hjerte samler på ondt, og så går han bort og taler derom.
|
|
\v 8 Mine Avindsmænd hvisker sammen imod mig, alle regner de med, at det går mig ilde:
|
|
\v 9 “En dødelig Sot har grebet ham; han ligger der - kommer aldrig op!”
|
|
\v 10 Endog min Ven, som jeg stolede på, som spiste mit Brød, har løftet Hælen imod mig.
|
|
\v 11 Men du, o HERRE, vær mig nådig og rejs mig, så jeg kan øve Gengæld imod dem.
|
|
\v 12 Deraf kan jeg kende, at du har mig kær, at min Fjende ikke skal juble over mig.
|
|
\v 13 Du holder mig oppe i Kraft af min Uskyld, lader mig stå for dit Åsyn til evig Tid.
|
|
\v 14 Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed, Amen, Amen!
|
|
\c 42
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. En Maskil* af Koras Sønner. { [*se til Sl. 32, 1. 1 Krøn. 6, 22; 9, 19.] }
|
|
\v 2 Som Hjorten skriger efter rindende Vand, således skriger min Sjæl efter dig, o Gud.
|
|
\v 3 Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; når skal jeg komme og stedes for Guds Åsyn?
|
|
\v 4 Min Gråd er blevet mit Brød både Dag og Nat, fordi de stadig spørger mig: “Hvor er din Gud?”
|
|
\v 5 Min Sjæl er opløst, når jeg kommer i Hu, hvorledes jeg vandred med Skaren op til Guds Hus under Jubelråb og Lovsang i Højtidsskaren.
|
|
\v 6 Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!
|
|
\v 7 Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og Hermontindernes Land, fra Miz'ars Bjerg.
|
|
\v 8 Dyb råber til Dyb ved dine Vandfalds Brusen, alle dine Brændinger og Bølger skyller hen over mig.
|
|
\v 9 Sin Miskundhed sender HERREN om Dagen, hans Sang er hos mig om Natten, en Bøn til mit Livs Gud.
|
|
\v 10 Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender?
|
|
\v 11 Det er, som knustes mine Ben, når Fjenderne håner mig, når de stadig spørger mig: “Hvor er din Gud?”
|
|
\v 12 Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!
|
|
\c 43
|
|
\p
|
|
\v 1 Skaf mig Ret, o Gud, og strid for mig mod Folk, som ej kender til Mildhed, fri mig fra en falsk, uretfærdig Mand!
|
|
\v 2 Thi du er min Tilflugts Gud, hvi har du forstødt mig? Hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender?
|
|
\v 3 Send dit Lys og din Sandhed, de lede mig, bringe mig til dit hellige Bjerg og til dine Boliger,
|
|
\v 4 at jeg må komme til Guds Alter, til min Glædes Gud, juble og prise dig til Citer, Gud, min Gud!
|
|
\v 5 Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!
|
|
\c 44
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Maskil*. { [*se til Sl. 32, 1; 42, 1.] }
|
|
\v 2 Gud, vi har hørt det med egne Ører, vore Fædre har fortalt os derom; du øved en Dåd i deres Dage, i Fortids Dage med din Hånd;
|
|
\v 3 Folk drev du bort, men plantede hine, Folkeslag knuste du, men dem lod du brede sig;
|
|
\v 4 thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær.
|
|
\v 5 Du, du er min Konge, min Gud, som sender Jakob Sejr.
|
|
\v 6 Ved dig nedstøder vi Fjenden, Modstanderne træder vi ned i dit Navn;
|
|
\v 7 thi ej på min Bue stoler jeg, mit Sværd kan ikke give mig Sejr;
|
|
\v 8 men du gav os Sejr over Fjenden, du lod vore Avindsmænd blive til Skamme.
|
|
\v 9 Vi roser os altid af Gud, dit Navn vil vi love for evigt. - Sela.
|
|
\v 10 Dog har du forstødt os, gjort os til Spot, du drager ej med vore Hære;
|
|
\v 11 du lader os vige for Fjenden, vore Avindsmænd tager sig Bytte;
|
|
\v 12 du har givet os hen som Slagtekvæg, og strøet os ud mellem Folkene,
|
|
\v 13 dit Folk har du solgt til Spotpris, vandt ikke Rigdom ved Salget.
|
|
\v 14 Til Hån for Naboer gør du os, til Spot og Spe for Grander,
|
|
\v 15 du gør os til Mundheld blandt Folkene, lader Folkeslagene ryste på Hovedet ad os.
|
|
\v 16 Min Skændsel er mig altid i Tanke, og Skam bedækker mit Åsyn
|
|
\v 17 for spottende, hånende Tale, for Fjendens og den hævngerriges Blikke.
|
|
\v 18 Alt det kom over os, skønt vi glemte dig ikke, sveg ikke heller din Pagt!
|
|
\v 19 Vort Hjerte veg ikke fra dig, vore Skridt forlod ej din Vej.
|
|
\v 20 Dog knuste du os, hvor Sjakalerne bor, og indhylled os i Mørke.
|
|
\v 21 Havde vi glemt vor Guds Navn, bredt Hænderne ud mod en fremmed Gud,
|
|
\v 22 vilde Gud ej opspore det? Han kender jo Hjerternes Løndom -
|
|
\v 23 nej, for din Skyld dræbes vi Dagen lang og regnes som Slagtekvæg!
|
|
\v 24 Vågn op, hvi sover du, Herre? Bliv vågen, forstød ej for stedse!
|
|
\v 25 Hvorfor vil du skjule dit Åsyn, glemme vor Nød og Trængsel?
|
|
\v 26 Thi vor Sjæl ligger bøjet i Støvet, vort Legeme klæber ved Jorden.
|
|
\v 27 Stå op og kom os til Hjælp, forløs os for din Miskundheds Skyld!
|
|
\c 45
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Til Liljerne*. Af Koras Sønner. En Maskil**. En Sang om Kærlighed. { [*Musikudtryk af ukendt Betydning.] / [**se til Sl. 32, 1.] }
|
|
\v 2 Mit Hjerte svulmer af liflige Ord, jeg kvæder mit Kvad til Kongens Pris, som Hurtigskriverens Pen er min Tunge.
|
|
\v 3 Den skønneste er du af Menneskens Børn, Ynde er udgydt på dine Læber, derfor velsignede Gud dig for evigt.
|
|
\v 4 Omgjord din Lænd med Sværdet, o Helt,
|
|
\v 5 Lykken følge din Højhed og Hæder, far frem for Sandhedens Sag, for Ydmyghed og Retfærd, din højre lære dig frygtelige Ting!
|
|
\v 6 Dine Pile er hvæssede, Folkeslag falder for din Fod, Kongens Fjender rammes i Hjertet.
|
|
\v 7 Din Trone, o Gud, står evigt fast, en Retfærds Stav er din Kongestav.
|
|
\v 8 Du elsker Ret og hader Uret; derfor salvede Gud, din Gud, dig med Glædens Olie fremfor dine Fæller,
|
|
\v 9 af Myrra, Aloe og Kassia dufter alle dine Klæder. Du glædes ved Strengeleg fra Elfenbenshaller,
|
|
\v 10 Kongedøtre står i kostbare Klæder, Dronningen i Ofirguldets Skrud ved din højre.
|
|
\v 11 Hør, min Datter, opmærksomt og bøj dit Øre: Glem dit Folk og din Faders Hus,
|
|
\v 12 at Kongen må attrå din Skønhed, thi han er din Herre.
|
|
\v 13 Tyrus' Datter skal hylde dig med Gaver, Folkets Rigmænd bejle til din Yndest.
|
|
\v 14 Idel Pragt er Kongedatteren, hendes Dragt er Perler, stukket i Guld;
|
|
\v 15 fulgt af Jomfruer føres hun frem i broget Pragt, Veninderne fører hende hen til Kongen.
|
|
\v 16 De føres frem under Glæde og Jubel, holder deres Indtog i Kongens Palads.
|
|
\v 17 Dine Sønner træde ind i dine Fædres Sted, sæt dem til Fyrster rundt i Landet!
|
|
\v 18 Jeg vil minde om dit Navn fra Slægt til Slægt; derfor skal Folkene love dig evigt og altid.
|
|
\c 46
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. Al-alamot*. En Sang. { [*Musikudtryk af ukendt Betydning.] }
|
|
\v 2 Gud er vor Tilflugt og Styrke, en Hjælp i Angster, prøvet til fulde.
|
|
\v 3 Derfor frygter vi ikke, om Jorden end bølger og Bjergene styrter i Havenes Skød,
|
|
\v 4 om end deres Vande bruser og syder og Bjergene skælver ved deres Vælde. - Sela.
|
|
\v 5 En Flod og dens Bække glæder Guds Stad, den Højeste har helliget sin Bolig;
|
|
\v 6 i den er Gud, den rokkes ikke, Gud bringer den Hjælp, når Morgen gryr.
|
|
\v 7 Folkene larmed, Rigerne vakled, han løfted Røsten, så Jorden skjalv,
|
|
\v 8 Hærskarers HERRE er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. - Sela.
|
|
\v 9 Kom hid og se på HERRENS Værk, han har udført frygtelige Ting på Jord.
|
|
\v 10 Han gør Ende på Krig til Jordens Grænser, han splintrer Buen, sønderbryder Spydene, Skjoldene tænder han i Brand.
|
|
\v 11 Hold inde og kend, at jeg er Gud, ophøjet blandt Folkene, ophøjet på Jorden!
|
|
\v 12 Hærskarers HERRE er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. - Sela.
|
|
\c 47
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.
|
|
\v 2 Alle Folkeslag, klap i Hænderne, bryd ud i jublende Lovsang for Gud!
|
|
\v 3 Thi HERREN, den Højeste, er frygtelig, en Konge stor over hele Jorden.
|
|
\v 4 Han bøjede Folkefærd under os og Folkeslag under vor Fod;
|
|
\v 5 han udvalgte os vor Arvelod, Jakob hans elskedes Stolthed. - Sela.
|
|
\v 6 Gud steg op under Jubel, HERREN under Hornets Klang.
|
|
\v 7 Syng, ja syng for Gud, syng, ja syng for vor Konge;
|
|
\v 8 thi han er al Jordens Konge, syng en Sang* for Gud. { [*hebr.: Maskil; jfr. Sl. 32, 1.] }
|
|
\v 9 Gud har vist, han er Folkenes Konge, på sin hellige Trone har Gud taget Sæde.
|
|
\v 10 Folkenes Stormænd samles med Folket, der tilhører Abrahams Gud; thi Guds er Jordens Skjolde, højt ophøjet er han!
|
|
\c 48
|
|
\p
|
|
\v 1 En Sang. En Salme af Koras Sønner.
|
|
\v 2 Stor og højlovet er vor Gud i sin Stad.
|
|
\v 3 Smukt løfter sig hans hellige Bjerg, al Jordens Fryd, Zions Bjerg i det højeste Nord, den store Konges By.
|
|
\v 4 Som Værn gjorde Gud sig kendt i dens Borge.
|
|
\v 5 Thi Kongerne samlede sig, rykked frem tilsammen;
|
|
\v 6 de så og tav på Stedet, flyed i Angst,
|
|
\v 7 af Rædsel grebes de brat, af Veer som en, der føder.
|
|
\v 8 Med Østenstormen knuser du Tarsisskibe.
|
|
\v 9 Som vi havde hørt det, så vi det selv i Hærskarers HERRES By, i vor Guds By; til evig Tid lader Gud den stå. - Sela.
|
|
\v 10 I din Helligdom tænker vi, Gud, på din Miskundhed;
|
|
\v 11 som dit Navn så lyder din Pris til Jordens Grænser. Din højre er fuld af Retfærd,
|
|
\v 12 Zions Bjerg fryder sig, Judas Døtre* jubler over dine Domme. { [*dvs. Småbyer.] }
|
|
\v 13 Drag rundt om Zion, gå rundt og tæl dets Tårne,
|
|
\v 14 læg Mærke til dets Ringmur, gå gennem dets Borge, at I kan melde Slægten, der kommer:
|
|
\v 15 Sådan er Gud, vor Gud for evigt og altid, han skal lede os. Al-mut*. { [*se til Sl. 9, 1.] }
|
|
\c 49
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.
|
|
\v 2 Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk,
|
|
\v 3 både høj og lav, både rig og fattig!
|
|
\v 4 Min Mund skal tale Visdom, mit Hjerte udgransker Indsigt;
|
|
\v 5 jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, råder min Gåde til Strengeleg.
|
|
\v 6 Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske Fjender omringer mig med Brøde,
|
|
\v 7 de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom?
|
|
\v 8 Visselig, ingen kan købe sin sjæl fri og give Gud en løsesum
|
|
\v 9 - Prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det - så han kunde blive i Live
|
|
\v 10 og aldrig få Graven at se;
|
|
\v 11 nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre,
|
|
\v 12 deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn.
|
|
\v 13 Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgår.
|
|
\v 14 Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela.
|
|
\v 15 I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig.
|
|
\v 16 Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig til sig. - Sela.
|
|
\v 17 Frygt ej, når en Mand bliver rig, når hans Huses Herlighed øges;
|
|
\v 18 thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke.
|
|
\v 19 Priser han end i Live sig selv: “De lover dig for din Lykke!” -
|
|
\v 20 han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue.
|
|
\v 21 Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgår.
|
|
\c 50
|
|
\p
|
|
\v 1 En Salme af Asaf. Gud, Gud HERREN taled og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge;
|
|
\v 2 fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans
|
|
\v 3 - vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm;
|
|
\v 4 han stævned Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:
|
|
\v 5 “Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!”
|
|
\v 6 Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. - Sela.
|
|
\v 7 Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg!
|
|
\v 8 Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje;
|
|
\v 9 jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;
|
|
\v 10 thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge;
|
|
\v 11 jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel.
|
|
\v 12 Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde!
|
|
\v 13 Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?
|
|
\v 14 Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.
|
|
\v 15 Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,
|
|
\v 16 Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden,
|
|
\v 17 når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?
|
|
\v 18 Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle holder du til,
|
|
\v 19 slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig.
|
|
\v 20 Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;
|
|
\v 21 det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.
|
|
\v 22 Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.
|
|
\v 23 Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse.
|
|
\c 51
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. En Salme af David,
|
|
\v 2 dengang Natan kom til ham, efter at han havde været inde hos Batseba.
|
|
\v 3 Gud, vær mig nådig efter din Miskundhed, udslet mine Overtrædelser efter din store Barmhjertighed,
|
|
\v 4 tvæt mig fuldkommen ren for min Skyld og rens mig for min Synd!
|
|
\v 5 Mine Overtrædelser kender jeg jo, min Synd står mig altid for Øje.
|
|
\v 6 Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine Øjne er ondt, at du må få Ret, når du taler, stå ren, når du dømmer.
|
|
\v 7 Se, jeg er født i Misgerning, min Moder undfanged mig i Synd.
|
|
\v 8 Du elsker jo Sandhed i Hjertets Løndom, så lær mig da Visdom i Hjertedybet.
|
|
\v 9 Rens mig for Synd med Ysop, tvæt mig hvidere end Sne;
|
|
\v 10 mæt mig med Fryd og Glæde, lad de Ben, du knuste, juble;
|
|
\v 11 skjul dit Åsyn for mine Synder, udslet alle mine Misgerninger;
|
|
\v 12 skab mig, o Gud, et rent Hjerte, giv en ny, en stadig Ånd i mit Indre;
|
|
\v 13 kast mig ikke bort fra dit Åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra mig;
|
|
\v 14 glæd mig igen med din Frelse, giv mig til Støtte en villig Ånd!
|
|
\v 15 Da vil jeg lære Overtrædere dine Veje, og Syndere skal vende om til dig.
|
|
\v 16 Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Frelses Gud, så skal min Tunge lovsynge din Retfærd;
|
|
\v 17 Herre, åben mine Læber, så skal min Mund forkynde din Pris.
|
|
\v 18 Thi i Slagtoffer har du ikke Behag, og gav jeg et Brændoffer, vandt det dig ikke.
|
|
\v 19 Offer for Gud er en sønderbrudt Ånd; et sønderbrudt, sønderknust Hjerte agter du ikke ringe, o Gud.
|
|
\v 20 Gør vel i din Nåde mod Zion, opbyg Jerusalems Mure!
|
|
\v 21 Da skal du have Behag i rette Ofre, Brænd- og Heloffer, da bringes Tyre op på dit Alter.
|
|
\c 52
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. En Maskil* af David, { [*se til Sl. 32, 1.] }
|
|
\v 2 da Edomitten Doeg kom og meldte Saul, at David var gået ind i Ahimeleks Hus.
|
|
\v 3 Du stærke, hvi bryster du dig af din Ondskab imod den fromme?
|
|
\v 4 Du pønser hele Dagen på ondt; din Tunge er hvas som en Kniv, du Rænkesmed,
|
|
\v 5 du foretrækker ondt for godt, Løgn for sanddru Tale. - Sela.
|
|
\v 6 Du elsker al ødelæggende Tale, du falske Tunge!
|
|
\v 7 Derfor styrte Gud dig for evigt, han gribe dig, rive dig ud af dit Telt, han rykke dig op af de levendes Land! - Sela.
|
|
\v 8 De retfærdige ser det, frygter og håner ham leende:
|
|
\v 9 “Se der den Mand, der ej gjorde Gud til sit Værn, men stoled på sin megen Rigdom, trodsed på sin Velstand!”
|
|
\v 10 Men jeg er som et frodigt Olietræ i Guds Hus, Guds Miskundhed stoler jeg evigt og altid på.
|
|
\v 11 Evindelig takker jeg dig, fordi du greb ind; jeg vidner iblandt dine fromme, at godt er dit Navn.
|
|
\c 53
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Al-mahalat*. En Maskil** af David. { [*Musikudtryk af ukendt betydning.] / [*se til Sl. 32, 1.] }
|
|
\v 2 Dårerne siger i Hjertet: “Der er ingen Gud!” Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt.
|
|
\v 3 Gud skuer ned fra Himlen på Menneskenes Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud.
|
|
\v 4 Afveget er alle, til Hobe fordærvede, ingen gør godt, end ikke én.
|
|
\v 5 Er de Udådsmænd da uden Forstand, de, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder Gud?
|
|
\v 6 Af Rædsel gribes de da, hvor ingen Rædsel var; thi Gud adsplitter din Belejrers Ben; de bliver til Skamme, thi Gud forkaster dem.
|
|
\v 7 Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når Gud vender sit Folks Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes.
|
|
\c 54
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Maskil* af David, { [*se til Sl. 32, 1.] }
|
|
\v 2 da Zifitterne kom og sagde til Saul: “David har skjult sig hos os.”
|
|
\v 3 Frels mig, o Gud, ved dit navn og skaf mig min ret ved din Vælde,
|
|
\v 4 hør, o Gud, min Bøn, lyt til min Munds Ord!
|
|
\v 5 Thi frække står op imod mig, Voldsmænd vil tage mit Liv; Gud har de ikke for Øje. - Sela.
|
|
\v 6 Se, min Hjælper er Gud, Herren støtter min Sjæl!
|
|
\v 7 Det onde vende sig mod mine Fjender, udryd dem i din Trofasthed!
|
|
\v 8 Da vil jeg frivilligt ofre til dig, prise dit Navn, o HERRE, thi det er godt;
|
|
\v 9 thi det frier mig ud af al Nød; mit Øje skuer med Fryd mine Fjender!
|
|
\c 55
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Maskil* af David. { [*se til Sl. 32, 1.] }
|
|
\v 2 Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min tryglen,
|
|
\v 3 lån mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage,
|
|
\v 4 jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt;
|
|
\v 5 Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig.
|
|
\v 6 Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig.
|
|
\v 7 Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly,
|
|
\v 8 ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. - Sela.
|
|
\v 9 Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr.
|
|
\v 10 Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen;
|
|
\v 11 de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure;
|
|
\v 12 Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.
|
|
\v 13 Det var ikke en Fjende, som håned mig - det kunde bæres; min uven ydmyged mig ej - ham kunde jeg undgå;
|
|
\v 14 men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig,
|
|
\v 15 og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandred endrægtelig i Guds Hus.
|
|
\v 16 Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre!
|
|
\v 17 Jeg, jeg råber til Gud, og HERREN vil frelse mig.
|
|
\v 18 Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre
|
|
\v 19 og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig.
|
|
\v 20 Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. - Sela. Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.
|
|
\v 21 På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt.
|
|
\v 22 Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.
|
|
\v 23 Kast din Byrde på HERREN, så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes.
|
|
\v 24 Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig!
|
|
\c 56
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Al-jonat-elem-rehokim*. Af David. En Miktam**, da Filistrene greb ham i Gat. { [*Musikudtryk af ukendt Betydning; oversettes almindelig: den stumme Due i det fjerne.] / [*se til Sl. 16, 1.] }
|
|
\v 2 Vær mig nådig, Gud, thi Mennesker vil mig til livs, jeg trænges stadig af Stridsmænd;
|
|
\v 3 mine Fjender vil mig stadig til Livs, thi mange strider bittert imod mig!
|
|
\v 4 Når jeg gribes af Frygt, vil jeg stole på dig,
|
|
\v 5 og med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord. Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan Kød vel gøre mig?
|
|
\v 6 De oplægger stadig Råd imod mig, alle deres Tanker går ud på ondt.
|
|
\v 7 De flokker sig sammen, ligger på Lur, jeg har dem lige i Hælene, de står mig jo efter Livet.
|
|
\v 8 Gengæld du dem det onde, stød Folkene ned i Vrede, o Gud!
|
|
\v 9 Selv har du talt mine Suk, i din Lædersæk har du gemt mine Tårer; de står jo i din Bog.
|
|
\v 10 Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; så meget ved jeg, at Gud er med mig.
|
|
\v 11 Med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord, med HERRENS Hjælp skal jeg prise hans Ord.
|
|
\v 12 Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan et Menneske gøre mig?
|
|
\v 13 Jeg har Løfter til dig at indfri, o Gud, med Takofre vil jeg betale dig.
|
|
\v 14 Thi fra Døden frier du min Sjæl, ja min Fod fra Fald, at jeg kan vandre for Guds Åsyn i Livets Lys.
|
|
\c 57
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Al-tasjhet*. Af David. En Miktam**, da han flygtede ind i Hulen for Saul. { [*Musikudtryk af ukendt Betydning.] / [**se til Sl. 16, 1.] }
|
|
\v 2 Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig, thi hos dig har min Sjæl søgt Ly; i dine Vingers Skygge søger jeg Ly, til Ulykken er drevet over.
|
|
\v 3 Gud, den Højeste, påkalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig;
|
|
\v 4 han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Nåde og Trofasthed.
|
|
\v 5 Jeg må ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild, hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd.
|
|
\v 6 Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
|
|
\v 7 Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri. - Sela.
|
|
\v 8 Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig,
|
|
\v 9 vågn op, min Ære*! Harpe og Citer vågn op, jeg vil vække Morgenrøden. { [*dvs. Sjæl. Sl. 16, 9.] }
|
|
\v 10 Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt Folkefærd;
|
|
\v 11 thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne.
|
|
\v 12 Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
|
|
\c 58
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Al-tasjhet*. Af David. En Miktam**. { [*se til Sl. 57, 1.] / [**se til Sl. 16, 1.] }
|
|
\v 2 Er det virkelig Ret, I taler, I Guder, dømmer I Menneskens Børn retfærdigt?
|
|
\v 3 Nej, alle øver I Uret på Jord, eders Hænder udvejer Vold.
|
|
\v 4 Fra Moders Liv vanslægted de gudløse, fra Moders Skød for Løgnerne vild.
|
|
\v 5 Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit Øre
|
|
\v 6 og ikke vil høre på Tæmmerens Røst, på den kyndige Slangebesværger.
|
|
\v 7 Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse du, HERRE;
|
|
\v 8 lad dem svinde som Vand, der synker, visne som nedtrampet Græs.
|
|
\v 9 Lad dem blive som Sneglen, opløst i Slim som et ufuldbårent Foster, der aldrig så Sol.
|
|
\v 10 Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede.
|
|
\v 11 Den retfærdige glæder sig, når han ser Hævn, hans Fødder skal vade i gudløses Blod;
|
|
\v 12 Og Folk skal sige: “Den retfærdige får dog sin Løn, der er dog Guder, som dømmer på Jord!”
|
|
\c 59
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Al-tasjhet*. Af David. En Miktam**, da Saul udsendte Folk, som skulle vogte Huset for at dræbe ham. { [*se til Sl. 57, 1.] / [**se til Sl. 16, 1.] }
|
|
\v 2 Fri mig fra mine Fjender, min Gud, bjærg mig fra dem, der rejser sig mod mig;
|
|
\v 3 fri mig fra Udådsmænd, frels mig fra blodstænkte Mænd!
|
|
\v 4 Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde.
|
|
\v 5 Uden at jeg har forbrudt mig, HERRE, stormer de frem og stiller sig op. Vågn op og kom mig i Møde, se til!
|
|
\v 6 Du er jo HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vågn op og hjemsøg alle Folkene, skån ej én af de troløse Niddinger! - Sela.
|
|
\v 7 Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen!
|
|
\v 8 Se, deres Mund løber over, på deres Læber er Sværd, thi: “Hvem skulde høre det?”
|
|
\v 9 Men du, o HERRE, du ler ad dem, du spotter alle Folk,
|
|
\v 10 dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn;
|
|
\v 11 med Nåde kommer min Gud mig i Møde, Gud lader mig se mine Fjender med Fryd!
|
|
\v 12 Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem,
|
|
\v 13 giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger;
|
|
\v 14 udryd dem i Vrede, gør Ende på dem, så man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! - Sela.
|
|
\v 15 Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen,
|
|
\v 16 vanker rundt efter Føde og knurrer, når de ikke mættes.
|
|
\v 17 Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din Nåde; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt på Nødens Dag.
|
|
\v 18 Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min nådige Gud.
|
|
\c 60
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Al-sjusjan-edut*. En Miktam** af David til Indøvelse, { [*Musikudtryk af ukendt Betydning.] / [**se til Sl. 16, 1.] }
|
|
\v 2 dengang han kæmpede med Aram-Naharajim og Aram-Zoba, og Joab vendte tilbage og slog Edomitterne i Saltdalen, 12.000 mand.
|
|
\v 3 Gud, du har stødt os fra dig, nedbrudt os, du vrededes - vend dig til os igen;
|
|
\v 4 du lod Landet skælve, slå Revner, læg nu dets Brist, thi det vakler!
|
|
\v 5 Du lod dit Folk friste ondt, iskænked os døvende Vin.
|
|
\v 6 Dem, der frygter dig, gav du et Banner, hvorhen de kan fly for Buen. - Sela.
|
|
\v 7 Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os!
|
|
\v 8 Gud talede i sin Helligdom: “Jeg vil udskifte Sikem med jubel, udmåle Sukkots Dal;
|
|
\v 9 mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav,
|
|
\v 10 Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg.”
|
|
\v 11 Hvo bringer mig hen til den faste Stad, hvo leder mig hen til Edom?
|
|
\v 12 Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære.
|
|
\v 13 Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte.
|
|
\v 14 Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!
|
|
\c 61
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Til Strengespil. Af David.
|
|
\v 2 Hør, o Gud, på mit råb og lyt til min bøn!
|
|
\v 3 Fra Jordens Ende råber jeg til dig. Når mit Hjerte vansmægter, løft mig da op på en Klippe,
|
|
\v 4 led mig, thi du er min Tilflugt, et mægtigt Tårn til Værn imod Fjenden.
|
|
\v 5 Lad mig evigt bo som Gæst i dit Telt, finde Tilflugt i dine Vingers Skjul! - Sela.
|
|
\v 6 Ja du, o Gud, har hørt mine Løfter, opfyldt deres Ønsker, der frygter dit Navn.
|
|
\v 7 Til Kongens Dage lægger du Dage, hans År skal være fra Slægt til Slægt.
|
|
\v 8 Han skal trone evigt for Guds Åsyn; send Nåde og Sandhed til at bevare ham!
|
|
\v 9 Da vil jeg evigt love dit Navn og således Dag efter Dag indfri mine Løfter.
|
|
\c 62
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.
|
|
\v 2 Min Sjæl er Stille for Gud alene, min Frelse kommer fra ham;
|
|
\v 3 ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes meget.
|
|
\v 4 Hvor længe stormer I løs på en Mand, - alle slår I ham ned - som på en hældende Væg, en faldende Mur?
|
|
\v 5 Ja, de oplægger Råd om at styrte ham fra hans Højhed. De elsker Løgn, velsigner med Munden, men forbander i deres Indre. - Sela.
|
|
\v 6 Vær stille hos Gud alene, min Sjæl, thi fra ham kommer mit Håb;
|
|
\v 7 ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes.
|
|
\v 8 Hos Gud er min Hjælp og min Ære, min stærke Klippe, min Tilflugt har jeg i Gud;
|
|
\v 9 stol på ham, al Folkets Forsamling, udøs for ham eders Hjerte, Gud er vor Tilflugt. - Sela.
|
|
\v 10 Kun Tomhed er Mennesker, Mænd en Løgn, på Vægtskålen vipper de op, de er Tomhed til Hobe.
|
|
\v 11 Forlad eder ikke på vold, lad jer ikke blænde af Ran; om Rigdommen vokser, agt ikke derpå!
|
|
\v 12 Én Gang talede Gud, to Gange hørte jeg det: at Magten er Guds,
|
|
\v 13 Og Miskundhed er hos dig, o Herre. Thi enhver gengælder du efter hans Gerning.
|
|
\c 63
|
|
\p
|
|
\v 1 En Salme af David, da han var i Judas Ørken.
|
|
\v 2 Gud, du er min Gud, dig søger jeg, efter dig tørster min Sjæl, efter dig længes mit Kød i et tørt, vansmægtende, vandløst Land
|
|
\v 3 (således var det, jeg så dig i Helligdommen) for at skue din Vælde og Ære;
|
|
\v 4 thi din Nåde er bedre end Liv, mine Læber skal synge din Pris.
|
|
\v 5 Da vil jeg love dig hele mit Liv, opløfte Hænderne i dit Navn,
|
|
\v 6 Som med fede Retter mættes min Sjæl, med jublende Læber priser min Mund dig,
|
|
\v 7 når jeg kommer dig i Hu på mit Leje, i Nattevagterne tænker på dig;
|
|
\v 8 thi du er blevet min Hjælp, og jeg jubler i dine Vingers Skygge.
|
|
\v 9 Dig klynger min Sjæl sig til, din højre holder mig fast.
|
|
\v 10 Forgæves står de mig efter livet, i Jordens Dyb skal de synke,
|
|
\v 11 gives i Sværdets Vold og vorde Sjakalers Bytte.
|
|
\v 12 Men Kongen glædes i Gud; enhver, der sværger ved ham, skal juble, thi Løgnernes Mund skal lukkes.
|
|
\c 64
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. En Salme af David.
|
|
\v 2 Hør, o Gud, min røst, når jeg klager, skærm mit Liv mod den rædsomme Fjende;
|
|
\v 3 skjul mig for Ugerningsmændenes Råd, for Udådsmændenes travle Hob,
|
|
\v 4 der hvæsser Tungen som Sværd, lægger giftige Ord på Buen
|
|
\v 5 for i Løn at ramme den skyldfri, ramme ham brat og uset.
|
|
\v 6 Ihærdigt lægger de onde Råd, skryder af, at de lægger Snarer, siger: “Hvem skulde se os?”
|
|
\v 7 De udtænker onde Gerninger, fuldfører en gennemtænkt Tanke - og Menneskets Indre og Hjerte er dybt.
|
|
\v 8 Da rammer Gud dem med en Pil, af Slaget rammes de brat;
|
|
\v 9 han styrter dem for deres Tunges Skyld. Enhver, som ser dem, ryster på Hovedet;
|
|
\v 10 alle Mennesker frygter, forkynder, hvad Gud har gjort, og fatter hans Hænders Gerning;
|
|
\v 11 de retfærdige glædes i HERREN og lider på ham, de oprigtige af Hjertet jubler til Hobe!
|
|
\c 65
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. En Salme af David. En Sang.
|
|
\v 2 Lovsang tilkommer dig på Zion, o Gud, dig indfrier man Løfter, du, som hører Bønner;
|
|
\v 3 alt Kød kommer til dig, når Brøden tynger.
|
|
\v 4 Vore Overtrædelser blev os for svare, du tilgiver dem.
|
|
\v 5 Salig den, du udvælger, lader bo i dine Forgårde! Vi mættes af dit Huses Rigdom, dit Tempels Hellighed.
|
|
\v 6 Du svarer os underfuldt i Retfærd, vor Frelses Gud, du Tilflugt for den vide Jord, for fjerne Strande,
|
|
\v 7 du, som grundfæster Bjerge med Vælde, omgjordet med Kraft,
|
|
\v 8 du, som dæmper Havenes Brusen, deres Bølgers Brusen og Folkefærds Larm,
|
|
\v 9 så Folk ved Verdens Ende gruer for dine Tegn; hvor Morgen og Aften oprinder*, bringer du Jubel. { [*dvs. på hele Jordens Kreds fra øst til vest.] }
|
|
\v 10 Du så til Landet, vanded det, gjorde det såre rigt, Guds Bæk er fuld af Vand, du bereder dets Korn,
|
|
\v 11 du vander dets Furer, jævner knoldene, bløder det med Regn, velsigner dets Sæd.
|
|
\v 12 Med din Herlighed kroner du Året, dine Vognspor flyder af Fedme;
|
|
\v 13 de øde Græsgange flyder, med Jubel omgjordes Højene;
|
|
\v 14 Engene klædes med Får, Dalene hylles i Korn, i Jubel bryder de ud og synger!
|
|
\c 66
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. En Sang. En Salme. Bryd ud i Jubel for Gud, al Jorden,
|
|
\v 2 lovsyng hans Navns Ære, syng ham en herlig Lovsang,
|
|
\v 3 sig til Gud: “Hvor forfærdelige er dine Gerninger! For din vældige Styrkes Skyld logrer Fjenderne for dig,
|
|
\v 4 al Jorden tilbeder dig, de lovsynger dig, lovsynger dit Navn.” - Sela.
|
|
\v 5 Kom hid og se, hvad Gud har gjort, i sit Virke en Rædsel for Menneskenes Børn.
|
|
\v 6 Han forvandlede Hav til Land, de vandred til Fods over Strømmen; lad os fryde os højlig i ham.
|
|
\v 7 Han hersker med Vælde for evigt, på Folkene vogter hans Øjne, ej kan genstridige gøre sig store. - Sela.
|
|
\v 8 I Folkeslag, lov vor Gud, lad lyde hans Lovsangs Toner,
|
|
\v 9 han, som har holdt vor Sjæl i Live og ej lod vor Fod glide ud!
|
|
\v 10 Thi du ransaged os, o Gud, rensede os, som man renser Sølv;
|
|
\v 11 i Fængsel bragte du os, lagde Tynge på vore Lænder,
|
|
\v 12 lod Mennesker skride hen over vort Hoved, vi kom gennem Ild og Vand; men du førte os ud og bragte os Lindring!
|
|
\v 13 Med Brændofre vil jeg gå ind i dit Hus og indfri dig mine Løfter,
|
|
\v 14 dem, mine Læber fremførte, min Mund udtalte i Nøden.
|
|
\v 15 Jeg bringer dig Ofre af Fedekvæg sammen med Vædderes Offerduft, jeg ofrer Okser tillige med Bukke. - Sela.
|
|
\v 16 Kom og hør og lad mig fortælle jer alle, som frygter Gud, hvad han har gjort for min Sjæl!
|
|
\v 17 Jeg råbte til ham med min Mund og priste ham med min Tunge.
|
|
\v 18 Havde jeg tænkt på ondt i mit Hjerte, da havde Herren ej hørt;
|
|
\v 19 visselig, Gud har hørt, han lytted til min bedende Røst.
|
|
\v 20 Lovet være Gud, som ikke har afvist min Bøn eller taget sin Miskundhed fra mig!
|
|
\c 67
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Til Strengespil. En Salme. En Sang.
|
|
\v 2 Gud være os nådig og velsigne os, han lade sit Ansigt lyse over os, - Sela -
|
|
\v 3 for at din Vej må kendes på Jorden, din Frelse blandt alle Folk.
|
|
\v 4 Folkeslag skal takke dig, Gud, alle Folkeslag takke dig;
|
|
\v 5 Folkefærd skal glædes og juble, thi med Retfærd dømmer du Folkeslag, leder Folkefærd på Jorden. - Sela.
|
|
\v 6 Folkeslag skal takke dig, Gud, alle Folkeslag takke dig!
|
|
\v 7 Landet har givet sin Grøde, Gud, vor Gud, velsigne os,
|
|
\v 8 Gud velsigne os, så den vide Jord må frygte ham!
|
|
\c 68
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. En Sang.
|
|
\v 2 Når Gud står op, da splittes hans fjender, hans Avindsmænd flyr for hans Åsyn,
|
|
\v 3 som Røg henvejres, så henvejres de; som Voks, der smelter for Ild, går gudløse til Grunde for Guds Åsyn.
|
|
\v 4 Men retfærdige frydes og jubler med Glæde og Fryd for Guds Åsyn.
|
|
\v 5 Syng for Gud, lovsyng hans Navn, hyld ham, der farer frem gennem Ørknerne! HERREN er hans Navn, jubler for hans Åsyn,
|
|
\v 6 faderløses Fader, Enkers Værge, Gud i hans hellige Bolig,
|
|
\v 7 Gud, som bringer ensomme hjem, fører Fanger ud til Lykke; men genstridige bor i tørre Egne.
|
|
\v 8 Da du drog ud, o Gud, i Spidsen for dit Folk, skred frem gennem Ørkenen, - Sela - da rystede Jorden,
|
|
\v 9 ja, Himlen dryppede for Guds Åsyn, for Guds Åsyn, Israels Guds.
|
|
\v 10 Regn i Strømme lod du falde, o Gud, din vansmægtende Arvelod styrkede du;
|
|
\v 11 din Skare tog Bolig der, for de arme sørged du, Gud, i din Godhed.
|
|
\v 12 Ord lægger Herren de Kvinder i Munden, som bringer Glædesbud, en talrig Hær:
|
|
\v 13 “Hærenes Konger flyr, de flyr, Husets Frue uddeler Bytte.
|
|
\v 14 Vil I da blive imellem Foldene? Duens Vinger dækkes af Sølv, dens Fjedre af gulgrønt Guld.
|
|
\v 15 Da den Almægtige splittede Kongerne der, faldt der Sne på Zalmon.”
|
|
\v 16 Et Gudsbjerg er Basans Bjerg, et Bjerg med spidse Tinder er Basans Bjerg;
|
|
\v 17 Hvi skæver I Bjerge med spidse Tinder til Bjerget, Gud ønsked til Bolig, hvor HERREN også vil bo for evigt?
|
|
\v 18 Titusinder er Guds Vogne, tusinde Gange tusinde, HERREN kom fra Sinaj til Helligdommen.
|
|
\v 19 Du steg op til det høje, du bortførte Fanger, Gaver tog du blandt Mennesker, også iblandt de genstridige, at du måtte bo der, HERRE, o Gud.
|
|
\v 20 Lovet være Herren! Fra Dag til Dag bærer han vore Byrder; Gud er vor Frelse. - Sela.
|
|
\v 21 En Gud til Frelse er Gud for os, hos den Herre HERREN er Udgange fra Døden.
|
|
\v 22 Men Fjendernes Hoveder knuser Gud, den gudløses Isse, der vandrer i sine Synder.
|
|
\v 23 Herren har sagt: “Jeg henter dem hjem fra Basan, henter dem hjem fra Havets Dyb,
|
|
\v 24 at din Fod må vade i Blod, dine Hundes Tunger få del i Fjenderne.”
|
|
\v 25 Se på Guds Højtidstog, min Guds, min Konges Højtidstog ind i Helligdommen!
|
|
\v 26 Sangerne forrest, så de, der spiller, i Midten unge Piger med Pauker:
|
|
\v 27 “Lover Gud i Festforsamlinger, Herren, I af Israels Kilde!”
|
|
\v 28 Der er liden Benjamin forrest, Judas Fyrster i Flok, Zebulons Fyrster, Naftalis Fyrster.
|
|
\v 29 Opbyd, o Gud, din Styrke, styrk, hvad du gjorde for os, o Gud!
|
|
\v 30 For dit Tempels Skyld skal Konger bringe dig Gaver i Jerusalem.
|
|
\v 31 Tru ad Dyret i Sivet, Tyreflokken, Folkeslags Herrer, så de hylder dig med deres Sølvstykker. Adsplit Folkeslag, der elsker Strid!
|
|
\v 32 De kommer med Olie fra Ægypten, Ætioperne iler til Gud med fulde Hænder.
|
|
\v 33 I Jordens Riger, syng for Gud, lovsyng HERREN;
|
|
\v 34 hyld ham, der farer frem på Himlenes Himle, de gamle! Se, han løfter sin Røst, en vældig Røst.
|
|
\v 35 Giv Gud Ære! Over Israel er hans Højhed, Hans Vælde i Skyerne,
|
|
\v 36 frygtelig er Gud i sin Helligdom, Israels Gud; han giver Folket Styrke og Kraft. Lovet være Gud!
|
|
\c 69
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Til Liljerne*. Af David. { [*se til Sl. 45, 1.] }
|
|
\v 2 Frels mig Gud, thi Vandene når mig til Sjælen,
|
|
\v 3 jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen går over mig;
|
|
\v 4 træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie på min Gud;
|
|
\v 5 flere end mit Hoveds Hår er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte!
|
|
\v 6 Gud, du kender min Dårskab, min Skyld er ej skjult for dig.
|
|
\v 7 Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier på dig, o Herre, Hærskarers HERRE, lad mig ej bringe Skændsel over dem, der søger dig, Israels Gud!
|
|
\v 8 Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Åsyn dækkes af Skændsel;
|
|
\v 9 fremmed er jeg for mine Brødre, en Udlænding for min Moders Sønner.
|
|
\v 10 Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er faldet på mig;
|
|
\v 11 jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot;
|
|
\v 12 i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld.
|
|
\v 13 De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig.
|
|
\v 14 Men jeg beder, HERRE, til dig i Nådens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig!
|
|
\v 15 Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb,
|
|
\v 16 lad Strømmen ikke gå over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller Brønden lukke sig over mig.
|
|
\v 17 Svar mig, HERRE, thi god er din Nåde, vend dig til mig efter din store Barmhjertighed;
|
|
\v 18 dit Åsyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Våde, skynd dig og svar mig;
|
|
\v 19 kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld!
|
|
\v 20 Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede på alle mine Fjender.
|
|
\v 21 Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves på Medynk, på Trøstere uden at finde;
|
|
\v 22 de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike.
|
|
\v 23 Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre* blive en Fælde; { [*dvs. Offermåltider.] }
|
|
\v 24 lad Øjnene slukkes, så Synet svigter, lad Lænderne altid vakle!
|
|
\v 25 Din Vrede udøse du over dem, din glødende Harme nå dem;
|
|
\v 26 deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte!
|
|
\v 27 Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du såred.
|
|
\v 28 Tilregn dem hver eneste Brøde, lad dem ikke få Del i din Retfærd;
|
|
\v 29 lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige!
|
|
\v 30 Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud!
|
|
\v 31 Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak;
|
|
\v 32 det er mer for HERREN end Okser, end Tyre med Horn og Klove!
|
|
\v 33 Når de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives!
|
|
\v 34 Thi HERREN låner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner ringe.
|
|
\v 35 Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig der;
|
|
\v 36 thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje;
|
|
\v 37 hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri.
|
|
\c 70
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Af David. Lehazkir*. { [*se til Sl. 38, 1.] }
|
|
\v 2 Du værdiges, Gud, at fri mig, Herre, il mig til Hjælp!
|
|
\v 3 Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;
|
|
\v 4 lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: “Ha, ha!”
|
|
\v 5 Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: “Gud er stor!”
|
|
\v 6 Arm og fattig er jeg, il mig til Hjælp, o Gud! Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, HERRE!
|
|
\c 71
|
|
\p
|
|
\v 1 HERRE, jeg lider på dig, lad mig aldrig i evighed skuffes.
|
|
\v 2 Frels mig og udfri mig i din Retfærdighed, du bøje dit Øre til mig;
|
|
\v 3 red mig og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse; thi du er min Klippe og Borg!
|
|
\v 4 Min Gud, fri mig ud af gudløses Hånd, af Niddings og Voldsmands Kløer;
|
|
\v 5 thi du er mit Håb, o Herre! Fra min Ungdom var HERREN min Tillid;
|
|
\v 6 fra Moders Skød har jeg støttet mig til dig, min Forsørger var du fra Moders Liv, dig gælder altid min Lovsang.
|
|
\v 7 For mange står jeg som mærket af Gud, men du er min stærke Tilflugt;
|
|
\v 8 min Mund er fuld af din Lovsang, af din Ære Dagen lang.
|
|
\v 9 Forkast mig ikke i Alderdommens Tid og svigt mig ikke, nu Kraften svinder;
|
|
\v 10 thi mine Fjender taler om mig, de, der lurer på min Sjæl, holder Råd:
|
|
\v 11 “Gud har svigtet ham! Efter ham! Grib ham, thi ingen frelser!”
|
|
\v 12 Gud, hold dig ikke borte fra mig, il mig til Hjælp, min Gud;
|
|
\v 13 lad dem blive til Skam og Skændsel, dem, der står mig imod, lad dem hylles i Spot og Spe, dem, der vil mig ondt!
|
|
\v 14 Men jeg, jeg vil altid håbe, blive ved at istemme din Pris;
|
|
\v 15 min Mund skal vidne om din Retfærd, om din Frelse Dagen lang; thi jeg kender ej Ende derpå.
|
|
\v 16 Jeg vil minde om den Herre HERRENS Vælde, lovsynge din Retfærd, kun den alene.
|
|
\v 17 Gud, du har vejledt mig fra min Ungdom af, dine Undere har jeg forkyndt til nu.
|
|
\v 18 indtil Alderdommens Tid og de grånende Hår svigte du mig ikke, o Gud. End skal jeg prise din Arm for alle kommende Slægter.
|
|
\v 19 Din Vælde og din Retfærdighed når til Himlen, o Gud; du, som øvede store Ting, hvo er din Lige, Gud?
|
|
\v 20 Du, som lod os skue mangefold Trængsel og Nød, du kalder os atter til Live og drager os atter af Jordens Dyb;
|
|
\v 21 du vil øge min Storhed og atter trøste mig.
|
|
\v 22 Til Gengæld vil jeg til Harpespil prise din Trofasthed, min Gud, lege på Citer for dig, du Israels Hellige;
|
|
\v 23 juble skal mine Læber - ja, jeg vil lovsynge dig - og min Sjæl, som du udløste;
|
|
\v 24 også min Tunge skal Dagen igennem forkynde din Retfærd, thi Skam og Skændsel får de, som vil mig ilde.
|
|
\c 72
|
|
\p
|
|
\v 1 Af Salomo. Gud, giv Kongen din ret, Kongesønnen din retfærd,
|
|
\v 2 så han dømmer dit Folk med Retfærdighed og dine arme med Ret!
|
|
\v 3 Da bærer Bjerge og Høje Fred for Folket i Retfærd.
|
|
\v 4 De arme blandt Folket skaffer han Ret, han bringer de fattige Frelse, og han slår Voldsmanden ned.
|
|
\v 5 Han skal leve, så længe Solen lyser og Månen skinner, fra Slægt til Slægt.
|
|
\v 6 Han kommer som Regn på slagne Enge, som Regnskyl, der væder Jorden;
|
|
\v 7 i hans dage blomstrer Retfærd, og dyb Fred råder, til Månen forgår.
|
|
\v 8 Fra Hav til Hav skal han herske, fra Floden til Jordens Ender;
|
|
\v 9 hans Avindsmænd bøjer knæ for ham, og hans Fjender slikker Støvet;
|
|
\v 10 Konger fra Tarsis og fjerne Strande frembærer Gaver, Sabas og Sebas Konger kommer med Skat;
|
|
\v 11 alle Konger skal bøje sig for ham, alle Folkene være hans Tjenere.
|
|
\v 12 Thi han skal redde den fattige, der skriger om Hjælp, den arme, der savner en Hjælper,
|
|
\v 13 ynkes over ringe og fattig og frelse fattiges Sjæle;
|
|
\v 14 han skal fri deres Sjæle fra Uret og vold, deres Blod er dyrt i hans Øjne.
|
|
\v 15 Måtte han leve og Guld fra Saba gives ham! De skal bede for ham bestandig, velsigne ham Dagen igennem.
|
|
\v 16 Korn skal der være i Overflod i Landet, på Bjergenes Top; som Libanon skal dets Afgrøde bølge og Folk spire frem af Byen som Jordens Urter.
|
|
\v 17 Velsignet være hans Navn evindelig, hans Navn skal leve, mens Solen skinner. Ved ham skal man velsigne sig, alle Folk skal prise ham lykkelig!
|
|
\v 18 Lovet være Gud HERREN, Israels Gud, som ene gør Undergerninger,
|
|
\v 19 og lovet være hans herlige Navn evindelig; al Jorden skal fyldes af hans Herlighed. Amen, Amen!
|
|
\v 20 Her ender Davids, Isajs Søns, Bønner.
|
|
\c 73
|
|
\p
|
|
\v 1 En Salme af Asaf. Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet!
|
|
\v 2 Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;
|
|
\v 3 thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel;
|
|
\v 4 thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;
|
|
\v 5 de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.
|
|
\v 6 Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i.
|
|
\v 7 Deres Brøde udgår af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem.
|
|
\v 8 I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,
|
|
\v 9 de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om på Jorden.
|
|
\v 10 (Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag).
|
|
\v 11 De siger: “Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?”
|
|
\v 12 Se, det er de gudløses kår, altid i Tryghed, voksende Velstand!
|
|
\v 13 Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld,
|
|
\v 14 jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på ny hver Morgen!
|
|
\v 15 Men jeg tænkte: “Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt.”
|
|
\v 16 Så grunded jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne,
|
|
\v 17 Til jeg kom ind i Guds Helligdomme*, skønned, hvordan deres Endeligt bliver: { [*måske: Guds hellige Tanker.] }
|
|
\v 18 Du sætter dem jo på glatte Steder, i Undergang styrter du dem.
|
|
\v 19 Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel!
|
|
\v 20 De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn for intet.
|
|
\v 21 Så længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,
|
|
\v 22 var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.
|
|
\v 23 Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre;
|
|
\v 24 du leder mig med dit Råd og tager mig siden bort i Herlighed.
|
|
\v 25 Hvem har jeg i Himlen?* Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet på Jorden! { [*dvs. foruden dig.] }
|
|
\v 26 Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt.
|
|
\v 27 Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, du udsletter hver, som er dig utro.
|
|
\v 28 Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.
|
|
\c 74
|
|
\p
|
|
\v 1 En Maskil af Asaf. Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evigt, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter? { [*se til Sl. 32, 1.] }
|
|
\v 2 Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.
|
|
\v 3 Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.
|
|
\v 4 Dine Fjender brøled i dit Samlingshus*, satte deres Tegn som Tegn deri. { [*dvs. Templet; samme Ord bruges i 2 Mos. 27, 21 o. a. St. om Åbenbaringsteltet og i Sl. 74, 8 i flertal om Synagogerne.] }
|
|
\v 5 Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.
|
|
\v 6 Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.
|
|
\v 7 På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.
|
|
\v 8 De tænkte: “Til Hobe udrydder vi dem!” De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.
|
|
\v 9 Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.
|
|
\v 10 Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?
|
|
\v 11 Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?
|
|
\v 12 Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.
|
|
\v 13 Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;
|
|
\v 14 du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;
|
|
\v 15 Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;
|
|
\v 16 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,
|
|
\v 17 du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.
|
|
\v 18 Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!
|
|
\v 19 Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;
|
|
\v 20 se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.
|
|
\v 21 Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!
|
|
\v 22 Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af Dårer,
|
|
\v 23 lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!
|
|
\c 75
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Al-tasjhet*. En Salme af Asaf. En Sang. { [*se til Sl. 57, 1.] }
|
|
\v 2 Vi takker dig, Gud, vi takker dig; de, der påkalder dit Navn, fortæller dine Undere.
|
|
\v 3 “Selv om jeg udsætter Sagen, dømmer jeg dog med Retfærd;
|
|
\v 4 vakler end Jorden og alle, som bor derpå, har jeg dog grundfæstet dens Støtter.” - Sela.
|
|
\v 5 Til Dårerne siger jeg: “Vær ej Dårer!” og til de gudløse: “Løft ej Hornet,
|
|
\v 6 løft ikke eders Horn mod Himlen, tal ikke med knejsende Nakke!”
|
|
\v 7 Thi hverken fra Øst eller Vest kommer Hjælp, ej heller fra Ørk eller Bjerge.
|
|
\v 8 Nej, den, som dømmer, er Gud, han nedbøjer en, ophøjer en anden.
|
|
\v 9 Thi i HERRENS Hånd er et Bæger med skummende, krydret Vin, han skænker i for én efter én, selv Bærmen drikker de ud; alle Jordens gudløse drikker.
|
|
\v 10 Men jeg skal juble evindelig, lovsynge Jakobs Gud;
|
|
\v 11 alle de gudløses Horn stødes af, de retfærdiges Horn skal knejse!
|
|
\c 76
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Salme af Asaf. En Sang.
|
|
\v 2 Gud er kendt i Juda, hans navn er stort i Israel,
|
|
\v 3 i Salem* er hans Hytte, hans Bolig er på Zion. { [*dvs. Jerusalem. Sl. 68, 17.] }
|
|
\v 4 Der brød han Buens Lyn*, Skjold og Sværd og Krigsværn. - Sela. { [*dvs. Pilene. Sl. 46, 10.] }
|
|
\v 5 Frygtelig var du, herlig på de evige Bjerge.
|
|
\v 6 De tapre gjordes til Bytte, i Dvale sank de, og kraften svigted alle de stærke Kæmper.
|
|
\v 7 Jakobs Gud, da du trued, faldt Vogn og Hest i den dybe Søvn.
|
|
\v 8 Frygtelig er du! Hvo holder Stand mod dig i din Vredes Vælde?
|
|
\v 9 Fra Himlen fældte du Dom, Jorden grued og tav,
|
|
\v 10 da Gud stod op til Dom for at frelse hver ydmyg på Jord. - Sela.
|
|
\v 11 Thi Folkestammer skal takke dig, de sidste af Stammerne fejre dig.
|
|
\v 12 Aflæg Løfter og indfri dem for HERREN eders Gud, alle omkring ham skal bringe den Frygtindgydende Gaver.
|
|
\v 13 Han kuer Fyrsternes Mod, indgyder Jordens Konger Frygt.
|
|
\c 77
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.
|
|
\v 2 Jeg råber højt til Gud, og han hører mig;
|
|
\v 3 jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;
|
|
\v 4 jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. - Sela.
|
|
\v 5 Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs.
|
|
\v 6 Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År;
|
|
\v 7 jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd.
|
|
\v 8 Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde,
|
|
\v 9 er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,
|
|
\v 10 har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? - Sela.
|
|
\v 11 Jeg sagde: Det er min Smerte, at den Højestes højre er ikke som før.
|
|
\v 12 Jeg kommer HERRENS Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.
|
|
\v 13 Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker.
|
|
\v 14 Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud!
|
|
\v 15 Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,
|
|
\v 16 udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. - Sela.
|
|
\v 17 Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;
|
|
\v 18 Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjalded, dine Pile for hid og did;
|
|
\v 19 din bragende Torden rulled, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;
|
|
\v 20 din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke.
|
|
\v 21 Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses' og Arons Hånd.
|
|
\c 78
|
|
\p
|
|
\v 1 En Maskil* af Asaf. Lyt, mit folk, til min lære, bøj eders Øre til ord fra min Mund; { [*se til Sl. 32, 1.] }
|
|
\v 2 jeg vil åbne min Mund med Billedtale, fremsætte Gåder fra fordums Tid,
|
|
\v 3 hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;
|
|
\v 4 vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENS Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.
|
|
\v 5 Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,
|
|
\v 6 at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, stå frem og fortælle deres Børn derom,
|
|
\v 7 så de slår deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,
|
|
\v 8 ej slægter Fædrene på, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Ånd var utro mod Gud
|
|
\v 9 - Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted på Stridens Dag* - { [*Verset bryder Sammenhengen og synes at være et Indskud andetstedsfra.] }
|
|
\v 10 Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;
|
|
\v 11 hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.
|
|
\v 12 Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten på Zoans Mark;
|
|
\v 13 han kløved Havet og førte dem over, lod Vandet stå som en Vold;
|
|
\v 14 han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;
|
|
\v 15 han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,
|
|
\v 16 han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.
|
|
\v 17 Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;
|
|
\v 18 de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,
|
|
\v 19 de talte mod Gud og sagde: “Kan Gud dække Bord i en Ørken?
|
|
\v 20 Se, Klippen slog han, så Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han også kan give Brød og skaffe kød til sit Folk?”
|
|
\v 21 Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,
|
|
\v 22 fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans Frelse.
|
|
\v 23 Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre åbne
|
|
\v 24 og Manna regne på dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;
|
|
\v 25 Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.
|
|
\v 26 Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;
|
|
\v 27 Kød lod han regne på dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,
|
|
\v 28 lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;
|
|
\v 29 Og de spiste sig overmætte, hvad de ønsked, lod han dem få.
|
|
\v 30 Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund,
|
|
\v 31 rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.
|
|
\v 32 Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans Undere.
|
|
\v 33 Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres År.
|
|
\v 34 Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,
|
|
\v 35 kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.
|
|
\v 36 De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;
|
|
\v 37 deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.
|
|
\v 38 Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;
|
|
\v 39 han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.
|
|
\v 40 Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!
|
|
\v 41 De fristede atter Gud, de krænkede Israels Hellige;
|
|
\v 42 hans Hånd kom de ikke i Hu, den Dag han friede dem fra Fjenden,
|
|
\v 43 da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere på Zoans Mark,
|
|
\v 44 forvandled deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af Strømmene,
|
|
\v 45 sendte Myg imod dem, som åd dem, og Frøer, som lagde dem øde,
|
|
\v 46 gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,
|
|
\v 47 slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,
|
|
\v 48 prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.
|
|
\v 49 Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;
|
|
\v 50 frit Løb gav han sin Vrede, skåned dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;
|
|
\v 51 alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamitternes Telte,
|
|
\v 52 lod sit Folk bryde op som en Hjord, leded dem som Kvæg i Ørkenen,
|
|
\v 53 leded dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;
|
|
\v 54 han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,
|
|
\v 55 drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.
|
|
\v 56 Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;
|
|
\v 57 de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,
|
|
\v 58 de krænked ham med deres Offerhøje, ægged ham med deres Gudebilleder.
|
|
\v 59 Det hørte Gud og blev vred, følte højlig Lede ved Israel;
|
|
\v 60 han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;
|
|
\v 61 han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd,
|
|
\v 62 prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod;
|
|
\v 63 Ild fortæred dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,
|
|
\v 64 dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.
|
|
\v 65 Da vågned Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;
|
|
\v 66 han slog sine Fjender på Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.
|
|
\v 67 Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;
|
|
\v 68 han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;
|
|
\v 69 han bygged sit Tempel himmelhøjt, grundfæsted det evigt som Jorden.
|
|
\v 70 Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Fårenes Folde,
|
|
\v 71 hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;
|
|
\v 72 han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Hånd.
|
|
\c 79
|
|
\p
|
|
\v 1 En Salme af Asaf. Hedninger er trængt ind i din arvelod, Gud, de har besmittet dit hellige Tempel og gjort Jerusalem til en Stenhob;
|
|
\v 2 de har givet Himlens Fugle dine Tjeneres Lig til Æde, Jordens vilde Dyr dine frommes Kød;
|
|
\v 3 deres Blod har de udøst som Vand omkring Jerusalem, ingen jorder dem;
|
|
\v 4 vore Naboer er vi til Hån, vore Grander til Spot og Spe.
|
|
\v 5 Hvor længe vredes du, HERRE - for evigt? hvor længe skal din Nidkærhed lue som Ild?
|
|
\v 6 Udøs din Vrede på Folk, der ikke kender dig, på Riger, som ikke påkalder dit Navn;
|
|
\v 7 thi de har opædt Jakob og lagt hans Bolig øde.
|
|
\v 8 Tilregn os ikke Fædrenes Brøde, lad din Barmhjertighed komme os snarlig i Møde, thi vi er såre ringe,
|
|
\v 9 Hjælp os, vor Frelses Gud, for dit Navns Æres Skyld, fri os, forlad vore Synder for dit Navns Skyld!
|
|
\v 10 Hvorfor skal Hedninger sige: “Hvor er deres Gud?” Lad dine Tjeneres udgydte Blod blive hævnet på Hedningerne for vore Øjne!
|
|
\v 11 Lad de fangnes Suk nå hen for dit Åsyn, udløs Dødens Børn efter din Arms Vælde,
|
|
\v 12 lad syvfold Gengæld ramme vore Naboer for Hånen, de viser dig, Herre!
|
|
\v 13 Men vi, dit Folk og den Hjord, du røgter, vi vil evindelig takke dig, forkynde din Pris fra Slægt til Slægt!
|
|
\c 80
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. El-sjosjannim-edut*. Af Asaf. En Salme. { [*se til Sl. 60, 1.] }
|
|
\v 2 Lyt til, du Israels Hyrde, der ledede Josef som en Hjord, træd frem i Glans, du, som troner på Keruber,
|
|
\v 3 for Efraims, Benjamins og Manasses Øjne; opbyd atter din Vælde og kom til vor Frelse!
|
|
\v 4 Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi må frelses!
|
|
\v 5 HERRE, Hærskarers Gud, hvor længe vredes du trods din Tjeners Bøn?
|
|
\v 6 Du har givet os Tårebrød at spise, Tårer at drikke i bredfuldt Mål.
|
|
\v 7 Du har gjort os til Stridsemne for vore Naboer, vore Fjender håner os.
|
|
\v 8 Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi må frelses!
|
|
\v 9 Du rykked en Vinstok op i Ægypten, drev Folkeslag bort og plantede den*; { [*i deres Land.] }
|
|
\v 10 du rydded og skaffed den Plads, den slog Rod og fyldte Landet;
|
|
\v 11 Bjergene skjultes af dens Skygge, Guds Cedre af dens Ranker;
|
|
\v 12 den bredte sine Skud til Havet og sine kviste til Floden.
|
|
\v 13 Hvorfor har du nedbrudt dens Hegn, så alle vejfarende plukker deraf?
|
|
\v 14 Skovens Vildsvin gnaver deri, Dyrene på Marken æder den op!
|
|
\v 15 Hærskarers Gud, vend tilbage, sku ned fra Himlen og se! Drag Omsorg for denne Vinstok,
|
|
\v 16 for Skuddet, din højre planted!
|
|
\v 17 Lad dem, der sved den og hugged den sønder, gå til for dit Åsyns Trussel!
|
|
\v 18 Lad din Hånd være over din højres Mand, det Menneskebarn, du opfostred dig!
|
|
\v 19 Da viger vi ikke fra dig, hold os i Live, så påkalder vi dit Navn!
|
|
\v 20 HERRE, Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi må frelses!
|
|
\c 81
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Al-haggittit*. Af Asaf. { [*se til Sl. 8, 1.] }
|
|
\v 2 Jubler for Gud, vor Styrke, råb af fryd for Jakobs Gud,
|
|
\v 3 istem Lovsang, lad Pauken lyde, den liflige Citer og Harpen;
|
|
\v 4 stød i Hornet på Nymånedagen, ved Fuldmåneskin på vor Højtidsdag!
|
|
\v 5 Thi det er Lov i Israel, et Bud fra Jakobs Gud;
|
|
\v 6 han gjorde det til en Vedtægt i Josef, da han drog ud fra Ægypten, hvor han hørte et Sprog, han ikke kendte.
|
|
\v 7 “Jeg fried hans Skulder for Byrden, hans Hænder slap fri for Kurven.
|
|
\v 8 I Nøden råbte du, og jeg frelste dig, jeg svarede dig i Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vande. - Sela.
|
|
\v 9 Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte mig!
|
|
\v 10 En fremmed Gud må ej findes hos dig, tilbed ikke andres Gud!
|
|
\v 11 Jeg, HERREN, jeg er din Gud, som førte dig op fra Ægypten; luk din Mund vidt op, og jeg vil fylde den!
|
|
\v 12 Men mit Folk vilde ikke høre min Røst, Israel lød mig ikke.
|
|
\v 13 Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede efter deres egne Råd.
|
|
\v 14 Ak, vilde mit Folk dog høre mig, Israel gå mine Veje!
|
|
\v 15 Da kued jeg snart deres Fjender, vendte min Hånd mod deres Uvenner!
|
|
\v 16 Deres Avindsmænd skulde falde og gå til Grunde for evigt;
|
|
\v 17 jeg nærede dig med Hvedens Fedme, mættede dig med Honning fra Klippen!”
|
|
\c 82
|
|
\p
|
|
\v 1 En Salme af Asaf. Gud står frem i Guders Forsamling, midt iblandt Guder holder han Dom:
|
|
\v 2 “Hvor længe vil I dømme uredeligt og holde med de gudløse? - Sela.
|
|
\v 3 Skaf de ringe og faderløse Ret, kend de arme og nødstedte fri;
|
|
\v 4 red de ringe og fattige, fri dem ud af de gudløses Hånd!
|
|
\v 5 Dog, de kender intet, sanser intet, i Mørke vandrer de om, alle Jordens Grundvolde vakler.
|
|
\v 6 Jeg har sagt, at I er Guder, I er alle den Højestes Sønner;
|
|
\v 7 dog skal I dø som Mennesker, styrte som en af Fyrsterne!”
|
|
\v 8 Rejs dig, o Gud, døm Jorden, thi alle Folkene får du til Arv!
|
|
\c 83
|
|
\p
|
|
\v 1 En Sang. En Salme af Asaf.
|
|
\v 2 Und dig, o Gud, ikke Ro, vær ej tavs, vær ej stille, o Gud!
|
|
\v 3 Thi se, dine Fjender larmer, dine Avindsmænd løfter Hovedet,
|
|
\v 4 oplægger lumske Råd mod dit Folk, holder Råd imod dem, du værner:
|
|
\v 5 “Kom, lad os slette dem ud af Folkenes Tal, ej mer skal man ihukomme Israels Navn!”
|
|
\v 6 Ja, de rådslår i Fællig og slutter Pagt imod dig,
|
|
\v 7 Edoms Telte og Ismaelitterne, Moab sammen med Hagritterne,
|
|
\v 8 Gebal, Ammon, Amalek, Filisterland med Tyrus' Borgere;
|
|
\v 9 også Assur har sluttet sig til dem, Lots Sønner blev de en Arm. - Sela.
|
|
\v 10 Gør med dem som med Midjan, som med Sisera og Jabin ved Kisjons Bæk,
|
|
\v 11 der gik til Grunde ved En-Dor og blev til Gødning på Marken!
|
|
\v 12 Deres Høvdinger gå det som Oreb og Ze'eb, alle deres Fyrster som Zeba og Zalmunna,
|
|
\v 13 fordi de siger: “Guds Vange tager vi til os som Eje.”
|
|
\v 14 Min Gud, lad dem blive som hvirvlende Løv, som Strå, der flyver for Vinden.
|
|
\v 15 Ligesom Ild fortærer Krat og Luen afsvider Bjerge,
|
|
\v 16 så forfølge du dem med din Storm, forfærde du dem med din Hvirvelvind;
|
|
\v 17 fyld deres Åsyn med Skam, så de søger dit Navn, o HERRE;
|
|
\v 18 lad dem blues, forfærdes for stedse, beskæmmes og gå til Grunde
|
|
\v 19 Og kende, at du, hvis Navn er HERREN, er ene den Højeste over al Jorden!
|
|
\c 84
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Al-haggittit*. Af Koras Sønner. En Salme. { [*se til Sl. 8, 1.] }
|
|
\v 2 Hvor elskelige er dine boliger, Hærskarers Herre!
|
|
\v 3 Af Længsel efter HERRENS Forgårde vansmægted min Sjæl, nu jubler mit Hjerte og Kød for den levende Gud!
|
|
\v 4 Ja, Spurven fandt sig et Hjem og Svalen en Rede, hvor den har sine Unger - dine Altre, Hærskarers HERRE, min Konge og Gud!
|
|
\v 5 Salige de, der bor i dit Hus, end skal de love dig. - Sela.
|
|
\v 6 Salig den, hvis Styrke er i dig, når hans Hu står til Højtidsrejser!
|
|
\v 7 Når de går gennem Bakadalen*, gør de den til Kildevang, og Tidligregnen hyller den i Velsignelser. { [*dvs. en vandløs Dal; de gl. Overs. gengiver Ordet ved: Tåredalen. Es. 58, 11.] }
|
|
\v 8 Fra Kraft til Kraft går de frem, de stedes for Gud på Zion.
|
|
\v 9 Hør min Bøn, o HERRE, Hærskarers Gud, Lyt til, du Jakobs Gud! - Sela.
|
|
\v 10 Gud, vort Skjold, se til og vend dit Blik til din Salvedes Åsyn!
|
|
\v 11 Thi bedre én Dag i din Forgård end tusinde ellers, hellere ligge ved min Guds Hus' Tærskel end dvæle i Gudløsheds Telte.
|
|
\v 12 Thi Gud HERREN er Sol og Skjold, HERREN giver Nåde og Ære; dem, der vandrer i Uskyld, nægter han intet godt.
|
|
\v 13 Hærskarers HERRE, salig er den, der stoler på dig!
|
|
\c 85
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.
|
|
\v 2 Du var nådig, HERRE, imod dit land, du vendte Jakobs Skæbne,
|
|
\v 3 tog Skylden bort fra dit Folk og skjulte al deres Synd. - Sela.
|
|
\v 4 Du lod al din Vrede fare, tvang din glødende Harme.
|
|
\v 5 Vend tilbage, vor Frelses Gud, hør op med din Uvilje mod os!
|
|
\v 6 Vil du vredes på os for evigt, holde fast ved din Harme fra Slægt til Slægt?
|
|
\v 7 Vil du ikke skænke os Liv På ny, så dit Folk kan glæde sig i dig!
|
|
\v 8 Lad os skue din Miskundhed, HERRE, din Frelse give du os!
|
|
\v 9 Jeg vil høre, hvad Gud HERREN taler! Visselig taler han Fred til sit Folk og til sine fromme og til dem, der vender deres Hjerte til ham;
|
|
\v 10 ja, nær er hans Frelse for dem, som frygter ham, snart skal Herlighed bo i vort Land;
|
|
\v 11 Miskundhed og Sandhed mødes, Retfærd og Fred skal kysse hinanden;
|
|
\v 12 af Jorden spirer Sandhed frem, fra Himlen skuer Retfærd ned.
|
|
\v 13 Derhos giver HERREN Lykke, sin Afgrøde giver vort Land;
|
|
\v 14 Retfærd vandrer foran ham og følger også hans Fjed.
|
|
\c 86
|
|
\p
|
|
\v 1 En Bøn af David. Bøj dit Øre, HERRE, og svar mig, thi jeg er arm og fattig!
|
|
\v 2 Vogt min Sjæl, thi jeg ærer dig; frels din Tjener, som stoler på dig!
|
|
\v 3 Vær mig nådig, Herre, du er min Gud; thi jeg råber til dig Dagen igennem.
|
|
\v 4 Glæd din Tjeners Sjæl, thi til dig, o Herre, løfter jeg min Sjæl;
|
|
\v 5 thi du, o Herre, er god og rund til at forlade, rig på Nåde mod alle, der påkalder dig.
|
|
\v 6 Lyt til min Bøn, o HERRE, lån Øre til min tryglende Røst!
|
|
\v 7 På Nødens Dag påkalder jeg dig, thi du svarer mig.
|
|
\v 8 Der er ingen som du blandt Guderne, Herre, og uden Lige er dine Gerninger.
|
|
\v 9 Alle Folk, som du har skabt, skal komme, Herre, og tilbede dig, og de skal ære dit Navn.
|
|
\v 10 Thi du er stor og gør vidunderlige Ting, du alene er Gud.
|
|
\v 11 Lær mig, HERRE, din Vej, at jeg kan vandre i din Sandhed; vend mit Hjerte til dette ene: at frygte dit Navn.
|
|
\v 12 Jeg vil takke dig, Herre min Gud, af hele mit Hjerte, evindelig ære dit Navn;
|
|
\v 13 thi stor er din Miskundhed mod mig, min Sjæl har du frelst fra Dødsrigets Dyb.
|
|
\v 14 Frække har rejst sig imod mig, Gud, Voldsmænd i Flok vil tage mit Liv, og dig har de ikke for Øje.
|
|
\v 15 Men, Herre, du er en barmhjertig og nådig Gud, langmodig og rig på Nåde og Sandhed.
|
|
\v 16 Vend dig til mig og vær mig nådig, giv din Tjener din Styrke, frels din Tjenerindes Søn!
|
|
\v 17 Und mig et Tegn på din Godhed, at mine Fjender med Skamme må se, at du, o HERRE, hjælper og trøster mig!
|
|
\c 87
|
|
\p
|
|
\v 1 Af Koras Sønner. En Salme. En Sang. Sin Stad, grundfæstet på hellige Bjerge, har Herren kær,
|
|
\v 2 Zions Porte fremfor alle Jakobs Boliger.
|
|
\v 3 Der siges herlige Ting om dig, du Guds Stad. - Sela.
|
|
\v 4 Jeg nævner Rahab* og Babel blandt dem, der kender HERREN, Filisterland, Tyrus og Kusj: en fødtes her, en anden der. { [*Ægypten.] }
|
|
\v 5 Men Zion kalder man Moder, der fødtes enhver, den Højeste holder det selv ved Magt.
|
|
\v 6 HERREN tæller efter i Folkeslagenes Liste, en fødtes her, en anden der. - Sela.
|
|
\v 7 Syngende og dansende siger de: “Alle mine Kilder er i dig!”
|
|
\c 88
|
|
\p
|
|
\v 1 En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot*. En Maskil** af Ezraitten Heman. { [*Musikudtryk af ukendt Betydning.] / [**se til Sl. 32, 1.] }
|
|
\v 2 HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;
|
|
\v 3 lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!
|
|
\v 4 Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær,
|
|
\v 5 jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,
|
|
\v 6 kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.
|
|
\v 7 Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;
|
|
\v 8 tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. - Sela.
|
|
\v 9 Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,
|
|
\v 10 mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.
|
|
\v 11 Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? - Sela.
|
|
\v 12 Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?
|
|
\v 13 Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?
|
|
\v 14 Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.
|
|
\v 15 Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?
|
|
\v 16 Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;
|
|
\v 17 din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,
|
|
\v 18 som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;
|
|
\v 19 Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.
|
|
\c 89
|
|
\p
|
|
\v 1 En Maskil af Ezraitten Etan. { [*se til Sl. 32, 1.] }
|
|
\v 2 Om HERRENS Nåde vil jeg evigt synge, fra Slægt til Slægt med min Mund forkynde din Trofasthed.
|
|
\v 3 Thi du har sagt: “En evig Bygning er Nåden!” I Himlen har du grundfæstet din Trofasthed.
|
|
\v 4 Jeg slutted en Pagt med min udvalgte, tilsvor David, min Tjener:
|
|
\v 5 “Jeg lader din Sæd bestå for evigt, jeg bygger din Trone fra Slægt til Slægt!” - Sela.
|
|
\v 6 Og Himlen priser dit Under, HERRE, din Trofasthed i de Helliges Forsamling.
|
|
\v 7 Thi hvem i Sky er HERRENS Lige, hvo er som HERREN iblandt Guds Sønner?
|
|
\v 8 En forfærdelig Gud i de Helliges Kreds, stor og frygtelig over alle omkring ham.
|
|
\v 9 HERRE, Hærskarers Gud, hvo er som du? HERRE, din Nåde og Trofasthed omgiver dig.
|
|
\v 10 Du mestrer Havets Overmod; når Bølgerne bruser, stiller du dem.
|
|
\v 11 Du knuste Rahab* som en fældet Kriger, splitted dine Fjender med vældig Arm. { [*se til Job 9, 13; 26, 12. Sl. 87, 4.] }
|
|
\v 12 Din er Himlen, og din er Jorden, du grunded Jorderig med dets Fylde.
|
|
\v 13 Norden og Sønden skabte du, Tabor og Hermon jubler over dit Navn.
|
|
\v 14 Du har en Arm med Vælde, din Hånd er stærk, din højre løftet.
|
|
\v 15 Retfærd og Ret er din Trones Grundvold, Nåde og Sandhed står for dit Åsyn.
|
|
\v 16 Saligt det Folk, der kender til Frydesang, vandrer, HERRE, i dit Åsyns Lys!
|
|
\v 17 De lovsynger Dagen igennem dit Navn, ophøjes ved din Retfærdighed.
|
|
\v 18 Thi du er vor Styrkes Stolthed, du løfter vort Horn ved din Yndest;
|
|
\v 19 thi vort Skjold er hos HERREN, vor Konge er Israels Hellige!
|
|
\v 20 Du taled engang i et Syn til dine fromme: “Krone satte jeg på en Helt, ophøjed en Yngling af Folket;
|
|
\v 21 jeg har fundet David, min Tjener, salvet ham med min hellige Olie;
|
|
\v 22 thi min Hånd skal holde ham fast, og min Arm skal give ham Styrke.
|
|
\v 23 Ingen Fjende skal overvælde ham, ingen Nidding trykke ham ned;
|
|
\v 24 jeg knuser hans Fjender foran ham og nedstøder dem, der hader ham;
|
|
\v 25 med ham skal min Trofasthed og Miskundhed være, hans Horn skal løfte sig ved mit Navn;
|
|
\v 26 jeg lægger Havet under hans Hånd og Strømmene under hans højre;
|
|
\v 27 mig skal han kalde: min Fader, min Gud og min Frelses Klippe.
|
|
\v 28 Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt Jordens Konger;
|
|
\v 29 jeg bevarer for evigt min Miskundhed mod ham, min Pagt skal holdes ham troligt;
|
|
\v 30 jeg lader hans Æt bestå for evigt, hans Trone, så længe Himlen er til.
|
|
\v 31 Hvis hans Sønner svigter min Lov og ikke følger mine Lovbud,
|
|
\v 32 hvis de bryder min Vedtægt og ikke holder mit Bud,
|
|
\v 33 da hjemsøger jeg deres Synd med Ris, deres Brøde med hårde Slag;
|
|
\v 34 men min Nåde tager jeg ikke fra ham, min Trofasthed svigter jeg ikke;
|
|
\v 35 jeg bryder ikke min Pagt og ændrer ej mine Læbers Udsagn.
|
|
\v 36 Ved min Hellighed svor jeg én Gang for alle - David sviger jeg ikke:
|
|
\v 37 Hans Æt skal blive for evigt, hans Trone for mig som Solen,
|
|
\v 38 stå fast som Månen for evigt, og Vidnet på Himlen er sanddru.” - Sela.
|
|
\v 39 Men du har forstødt og forkastet din Salvede og handlet i Vrede imod ham;
|
|
\v 40 Pagten med din Tjener har du brudt, vanæret hans Krone og trådt den i Støvet;
|
|
\v 41 du har nedbrudt alle hans Mure, i Grus har du lagt hans Fæstninger;
|
|
\v 42 alle vejfarende plyndrer ham, sine Naboer blev han til Spot.
|
|
\v 43 Du har løftet hans Uvenners højre og glædet alle hans Fjender;
|
|
\v 44 hans Sværd lod du vige for Fjenden, du holdt ham ej oppe i Kampen;
|
|
\v 45 du vristed ham Staven af Hænde og styrted hans Trone til Jorden,
|
|
\v 46 afkorted hans Ungdoms Dage og hylled ham ind i Skam. - Sela.
|
|
\v 47 Hvor længe vil du skjule dig, HERRE, for evigt, hvor længe skal din Vrede lue som Ild?
|
|
\v 48 Herre, kom i Hu, hvad Livet er, til hvilken Tomhed du skabte hvert Menneskebarn!
|
|
\v 49 Hvo bliver i Live og skuer ej Død, hvo frelser sin sjæl fra Dødsrigets Hånd? - Sela.
|
|
\v 50 Hvor er din fordums Nåde, Herre, som du i Trofasthed tilsvor David?
|
|
\v 51 Kom, Herre, din Tjeners Skændsel i Hu, at jeg bærer Folkenes Spot i min Favn,
|
|
\v 52 hvorledes dine Fjender håner, HERRE, hvorledes de håner din Salvedes Fodspor.
|
|
\v 53 Lovet være HERREN i Evighed, Amen, Amen!
|
|
\c 90
|
|
\p
|
|
\v 1 En Bøn af den Guds Mand Moses. Herre, du var vor Bolig slægt efter slægt.
|
|
\v 2 Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud!
|
|
\v 3 Mennesket gør du til Støv igen, du siger: “Vend tilbage, I Menneskebørn!”
|
|
\v 4 Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går, der svandt, som en Nattevagt.
|
|
\v 5 Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror;
|
|
\v 6 ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og tørt.
|
|
\v 7 Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme forfærdes vi.
|
|
\v 8 Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit Åsyns Lys.
|
|
\v 9 Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore År svinder hen som et Suk.
|
|
\v 10 Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt går det, vi flyver af Sted.
|
|
\v 11 Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig!
|
|
\v 12 At tælle vore Dage lære du os, så vi kan få Visdom i Hjertet!
|
|
\v 13 Vend tilbage, HERRE! Hvor længe! Hav Medynk med dine Tjenere;
|
|
\v 14 mæt os årle med din Miskundhed, så vi kan fryde og glæde os alle vore Dage.
|
|
\v 15 Glæd os det Dagetal, du ydmyged os, det Åremål, da vi led ondt!
|
|
\v 16 Lad dit Værk åbenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn!
|
|
\v 17 HERREN vor Guds Livsalighed være over os! Og frem vore Hænders Værk for os, ja frem vore Hænders Værk!
|
|
\c 91
|
|
\p
|
|
\v 1 Den, der sidder i den Højestes Skjul og dvæler i den Almægtiges Skygge,
|
|
\v 2 siger til HERREN: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, på hvem jeg stoler.
|
|
\v 3 Thi han frier dig fra Fuglefængerens Snare, fra ødelæggende Pest;
|
|
\v 4 han dækker dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly, hans Trofasthed er Skjold og Værge.
|
|
\v 5 Du frygter ej Nattens Rædsler, ej Pilen, der flyver om Dagen,
|
|
\v 6 ej Pesten, der sniger i Mørke, ej Middagens hærgende Sot.
|
|
\v 7 Falder end tusinde ved din Side, ti Tusinde ved din højre Hånd, til dig når det ikke hen;
|
|
\v 8 du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses Straf;
|
|
\v 9 (thi du, HERRE, er min Tilflugt) den Højeste tog du til Bolig.
|
|
\v 10 Der times dig intet ondt, dit Telt kommer Plage ej nær;
|
|
\v 11 thi han byder sine Engle at vogte dig på alle dine Veje;
|
|
\v 12 de skal bære dig på deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod på nogen Sten;
|
|
\v 13 du skal træde på Slanger og Øgler, trampe på Løver og Drager.
|
|
\v 14 “Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit Navn;
|
|
\v 15 kalder han på mig, svarer jeg ham, i Trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham Ære;
|
|
\v 16 med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!”
|
|
\c 92
|
|
\p
|
|
\v 1 En Salme. En Sang for Sabbatsdagen.
|
|
\v 2 Det er godt at takke HERREN, lovsynge dit navn, du højeste,
|
|
\v 3 ved Gry forkynde din Nåde, om Natten din Trofasthed
|
|
\v 4 til tistrenget Lyre, til Harpe, til Strengeleg på Citer!
|
|
\v 5 Thi ved dit Værk har du glædet mig, HERRE, jeg jubler over dine Hænders Gerning.
|
|
\v 6 Hvor store er dine Gerninger, HERRE, dine Tanker såre dybe!
|
|
\v 7 Tåben fatter det ikke, Dåren skønner ej sligt.
|
|
\v 8 Spirer de gudløse end som Græsset, blomstrer end alle Udådsmænd, er det kun for at lægges øde for stedse,
|
|
\v 9 men du er ophøjet for evigt, HERRE.
|
|
\v 10 Thi se, dine Fjender, HERRE, se, dine Fjender går under, alle Udådsmænd spredes!
|
|
\v 11 Du har løftet mit Horn som Vildoksens, kvæget mig med den friskeste Olie;
|
|
\v 12 det fryder mit Øje at se mine Fjender, mit Øre at høre mine Avindsmænd.
|
|
\v 13 De retfærdige grønnes som Palmen, vokser som Libanons Ceder;
|
|
\v 14 plantet i HERRENS Hus grønnes de i vor Guds Forgårde;
|
|
\v 15 selv grånende bærer de Frugt, er friske og fulde af Saft
|
|
\v 16 for at vidne, at HERREN er retvis, min Klippe, hos hvem ingen Uret findes.
|
|
\c 93
|
|
\p
|
|
\v 1 HERREN har vist, han er Konge, har iført sig Højhed, HERREN har omgjordet sig med Styrke. Han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke.
|
|
\v 2 Din Trone står fast fra fordum, fra Evighed er du!
|
|
\v 3 Strømme lod runge, HERRE, Strømme lod runge deres Drøn, Strømme lod runge deres Brag.
|
|
\v 4 Fremfor vældige Vandes Drøn, fremfor Havets Brændinger er HERREN herlig i det høje!
|
|
\v 5 Dine Vidnesbyrd er fuldt at lide på, Hellighed tilkommer dit Hus, HERRE, så længe Dagene varer!
|
|
\c 94
|
|
\p
|
|
\v 1 HERRE, du hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans;
|
|
\v 2 stå op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige!
|
|
\v 3 Hvor længe skal gudløse, HERRE, hvor længe skal gudløse juble?
|
|
\v 4 De fører tøjlesløs Tale, hver Udådsmand ter sig som Herre;
|
|
\v 5 de underkuer, o HERRE, dit Folk og undertrykker din Arvelod;
|
|
\v 6 de myrder Enke og fremmed, faderløse slår de ihjel;
|
|
\v 7 de siger: “HERREN kan ikke se, Jakobs Gud kan intet mærke!”
|
|
\v 8 Forstå dog, I Tåber blandt Folket! Når bliver I kloge, I Dårer?
|
|
\v 9 Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet, ej se?
|
|
\v 10 Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt?
|
|
\v 11 HERREN kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed.
|
|
\v 12 Salig den Mand, du tugter, HERRE, og vejleder ved din Lov
|
|
\v 13 for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til den gudløse;
|
|
\v 14 thi HERREN bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod.
|
|
\v 15 Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet.
|
|
\v 16 Hvo står mig bi mod Ugerningsmænd, hvo hjælper mig mod Udådsmænd?
|
|
\v 17 Var HERREN ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille*. { [*Dødsriget.] }
|
|
\v 18 Når jeg tænkte: “Nu vakler min Fod”, støtted din Nåde mig, HERRE;
|
|
\v 19 da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst min Sjæl.
|
|
\v 20 Står du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i Lovens Navn?
|
|
\v 21 Jager de end den retfærdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod,
|
|
\v 22 HERREN er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe;
|
|
\v 23 han vender deres Uret imod dem selv, udsletter dem for deres Ondskab; dem udsletter HERREN vor Gud.
|
|
\c 95
|
|
\p
|
|
\v 1 Kom, lad os juble for HERREN, råbe af fryd for vor Frelses Klippe,
|
|
\v 2 møde med Tak for hans Åsyn, juble i Sang til hans Pris!
|
|
\v 3 Thi HERREN er en vældig Gud, en Konge stor over alle Guder;
|
|
\v 4 i hans Hånd er Jordens dybder, Bjergenes Tinder er hans;
|
|
\v 5 Havet er hans, han har skabt det, det tørre Land har hans Hænder dannet.
|
|
\v 6 Kom, lad os bøje os, kaste os ned, knæle for HERREN, vor Skaber!
|
|
\v 7 Thi han er vor Gud, og vi er det Folk, han vogter, den Hjord, han leder. Ak, lytted I dog i Dag til hans Røst:
|
|
\v 8 “Forhærder ej eders Hjerte som ved Meriba, som dengang ved Massa i Ørkenen,
|
|
\v 9 da eders Fædre fristede mig, prøved mig, skønt de havde set mit Værk.
|
|
\v 10 Jeg væmmedes fyrretyve År ved denne Slægt, og jeg sagde: Det er et Folk med vildfarne Hjerter, de kender ej mine Veje.
|
|
\v 11 Så svor jeg da i min Vrede: De skal ikke gå ind til min Hvile!”
|
|
\c 96
|
|
\p
|
|
\v 1 Syng HERREN en ny sang, syng for Herren, al jorden,
|
|
\v 2 syng for HERREN og lov hans Navn, fortæl om hans Frelse Dag efter Dag,
|
|
\v 3 kundgør hans Ære blandt Folkene, hans Undere blandt alle Folkeslag!
|
|
\v 4 Thi stor og højlovet er HERREN, forfærdelig over alle Guder;
|
|
\v 5 thi alle Folkeslagenes Guder er Afguder, HERREN er Himlens Skaber.
|
|
\v 6 For hans Åsyn er Højhed og Hæder, Lov og Pris i hans Helligdom.
|
|
\v 7 Giv HERREN, I Folkeslags Slægter, giv HERREN Ære og Pris,
|
|
\v 8 giv HERREN hans Navns Ære, bring Gaver og kom til hans Forgårde,
|
|
\v 9 tilbed HERREN i helligt Skrud, bæv for hans Åsyn, al Jorden!
|
|
\v 10 Sig blandt Folkeslag: “HERREN har vist, han er Konge, han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke, med Retfærd dømmer han Folkene.”
|
|
\v 11 Himlen glæde sig, Jorden juble, Havet med dets Fylde bruse,
|
|
\v 12 Marken juble og alt, hvad den bærer! Da fryder sig alle Skovens Træer
|
|
\v 13 for HERRENS Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden; han dømmer Jorden med Retfærd og Folkene i sin Trofasthed.
|
|
\c 97
|
|
\p
|
|
\v 1 HERREN har vist, han er Konge! Jorden juble, lad glædes de mange Strande!
|
|
\v 2 Skyer og Mulm er om ham, Retfærd og Ret er hans Trones Støtte;
|
|
\v 3 Ild farer frem foran ham og luer iblandt hans Fjender.
|
|
\v 4 Hans Lyn lyste op på Jorderig, Jorden så det og skjalv;
|
|
\v 5 Bjergene smelted som Voks for HERREN, for hele Jordens Herre;
|
|
\v 6 Himlen forkyndte hans Retfærd, alle Folkeslag skued hans Herlighed.
|
|
\v 7 Til Skamme blev alle, som dyrkede Billeder, de, som var stolte af deres Afguder; alle Guder bøjed sig for ham.
|
|
\v 8 Zion hørte det og glædede sig, og Judas Døtre* jublede over dine Domme, HERRE! { [*dvs. Småbyerne i Juda. Sl. 48, 12.] }
|
|
\v 9 Thi du, o HERRE, er den Højeste over al Jorden, højt ophøjet over alle Guder!
|
|
\v 10 I, som elsker HERREN, had det onde! Han vogter sine frommes Sjæle og frier dem af de gudløses Hånd;
|
|
\v 11 over de retfærdige oprinder Lys og Glæde over de oprigtige af Hjertet.
|
|
\v 12 I retfærdige, glæd jer i HERREN, lovsyng hans hellige Navn!
|
|
\c 98
|
|
\p
|
|
\v 1 En Salme. Syng HERREN en ny Sang, thi vidunderlige ting har han gjort; Sejren vandt ham hans højre, hans hellige Arm.
|
|
\v 2 Sin Frelse har HERREN gjort kendt, åbenbaret sin Retfærd for Folkenes Øjne;
|
|
\v 3 han kom sin Nåde mod Jakob i Hu, sin Trofasthed mod Israels Hus. Den vide Jord har skuet vor Guds Frelse.
|
|
\v 4 Råb af Fryd for HERREN, al Jorden, bryd ud i Jubel og Lovsang;
|
|
\v 5 lovsyng HERREN til Citer, lad Lovsang tone til Citer,
|
|
\v 6 råb af Fryd for Kongen, HERREN, til Trompeter og Hornets Klang!
|
|
\v 7 Havet med dets Fylde skal bruse, Jorderig og de, som bor der,
|
|
\v 8 Strømmene klappe i Hænder, Bjergene juble til Hobe
|
|
\v 9 for HERRENS Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden; han dømmer Jorden med Retfærd og Folkeslag med Ret!
|
|
\c 99
|
|
\p
|
|
\v 1 HERREN har vist, han er Konge, Folkene bæver, han troner på Keruber, Jorden skælver!
|
|
\v 2 Stor er HERREN på Zion, ophøjet over alle Folkeslag;
|
|
\v 3 de priser dit Navn, det store og frygtelige; hellig er han!
|
|
\v 4 Du er en Konge, der elsker Retfærd, Retten har du grundfæstet, i Jakob øved du Ret og Retfærd.
|
|
\v 5 Ophøj HERREN vor Gud, bøj eder for hans Fødders Skammel; hellig er han!
|
|
\v 6 Moses og Aron er blandt hans Præster og Samuel blandt dem, der påkalder hans Navn; de råber til HERREN, han svarer;
|
|
\v 7 i Skystøtten taler han til dem, de holder hans Vidnesbyrd, Loven, han gav dem;
|
|
\v 8 HERRE vor Gud, du svarer dem. Du var dem en Gud, som tilgav og frikendte dem, for hvad de gjorde.
|
|
\v 9 Ophøj HERREN vor Gud, bøj eder for hans hellige Bjerg, thi hellig er HERREN vor Gud!
|
|
\c 100
|
|
\p
|
|
\v 1 En Salme. Til Takofferet. Råb af Fryd for HERREN, al jorden,
|
|
\v 2 tjener HERREN med Glæde, kom for hans Åsyn med Jubel!
|
|
\v 3 Kend, at HERREN er Gud! Han skabte os, vi er hans, hans Folk og den Hjord, han vogter.
|
|
\v 4 Gå ind i hans Porte med Takkesang, med Lovsange ind i hans Forgårde, tak ham og lov hans Navn!
|
|
\v 5 Thi god er HERREN, hans Miskundhed varer evindelig, fra Slægt til Slægt hans Trofasthed!
|
|
\c 101
|
|
\p
|
|
\v 1 Af David. En Salme. Om Nåde og Ret vil jeg synge, dig vil jeg lovsynge, Herre.
|
|
\v 2 Jeg vil agte på uskyldiges Vej, når den viser sig for mig, vandre i Hjertets Uskyld bag Hjemmets Vægge,
|
|
\v 3 på Niddingsdåd lader jeg aldrig mit Øje hvile. Jeg hader den, der gør ondt, han er ej i mit Følge;
|
|
\v 4 det falske Hjerte må holde sig fra mig, den onde kender jeg ikke;
|
|
\v 5 den, der sværter sin Næste, udrydder jeg; den opblæste og den hovmodige tåler jeg ikke.
|
|
\v 6 Til Landets trofaste søger mit Øje, hos mig skal de bo; den, der vandrer uskyldiges Vej, skal være min Tjener;
|
|
\v 7 ingen, der øver Svig, skal bo i mit Hus, ingen, som farer med Løgn, bestå for mit Øje.
|
|
\v 8 Alle Landets gudløse gør jeg til intet hver Morgen for at udrydde alle Udådsmænd af HERRENS By.
|
|
\c 102
|
|
\p
|
|
\v 1 Bøn af en elendig, når hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for HERREN.
|
|
\v 2 HERRE, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig,
|
|
\v 3 skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; når jeg kalder, så skynd dig og svar mig!
|
|
\v 4 Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild;
|
|
\v 5 mit Hjerte er svedet og visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød.
|
|
\v 6 Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden;
|
|
\v 7 jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen på øde Steder;
|
|
\v 8 om Natten ligger jeg vågen og jamrer så ensom som Fugl på Taget;
|
|
\v 9 mine Fjender håner mig hele Dagen; de, der spotter mig, sværger ved mig.
|
|
\v 10 Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Tårer
|
|
\v 11 over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;
|
|
\v 12 mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.
|
|
\v 13 Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt;
|
|
\v 14 du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når Nådens Tid, når Timen er inde;
|
|
\v 15 thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe.
|
|
\v 16 Og HERRENS Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger;
|
|
\v 17 thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;
|
|
\v 18 han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset.
|
|
\v 19 For Efterslægten skal det optegnes, et Folk, der skal fødes, skal prise HERREN;
|
|
\v 20 thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord
|
|
\v 21 for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,
|
|
\v 22 at HERRENS Navn kan forkyndes i Zion, hans Pris i Jerusalem,
|
|
\v 23 når Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN.
|
|
\v 24 Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit Liv.
|
|
\v 25 Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine År er fra Slægt til Slægt.
|
|
\v 26 Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk;
|
|
\v 27 de falder, men du består, alle slides de op som en Klædning;
|
|
\v 28 som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine År får aldrig Ende!
|
|
\v 29 Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestå for dit Åsyn.
|
|
\c 103
|
|
\p
|
|
\v 1 Af David. Min Sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige navn!
|
|
\v 2 Min Sjæl, lov HERREN, og glem ikke alle hans Velgerninger!
|
|
\v 3 Han, som tilgiver alle dine Misgerninger og læger alle dine Sygdomme,
|
|
\v 4 han, som udløser dit Liv fra Graven og kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed,
|
|
\v 5 han, som mætter din Sjæl med godt, så du bliver ung igen som Ørnen!
|
|
\v 6 HERREN øver Retfærdighed og Ret mod alle fortrykte.
|
|
\v 7 Han lod Moses se sine Veje, Israels Børn sine Gerninger;
|
|
\v 8 barmhjertig og nådig er HERREN, langmodig og rig på Miskundhed;
|
|
\v 9 han går ikke bestandig i Rette, gemmer ej evigt på Vrede;
|
|
\v 10 han handled ej med os efter vore Synder, gengældte os ikke efter vor Brøde.
|
|
\v 11 Men så højt som Himlen er over Jorden, er hans Miskundhed stor over dem, der frygter ham.
|
|
\v 12 Så langt som Østen er fra Vesten, har han fjernet vore Synder fra os.
|
|
\v 13 Som en Fader forbarmer sig over sine Børn, forbarmer HERREN sig over dem, der frygter ham.
|
|
\v 14 Thi han kender vor Skabning, han kommer i Hu, vi er Støv;
|
|
\v 15 som Græs er Menneskets dage, han blomstrer som Markens Blomster;
|
|
\v 16 når et Vejr farer over ham, er han ej mere, hans Sted får ham aldrig at se igen.
|
|
\v 17 Men HERRENS Miskundhed varer fra Evighed og til Evighed over dem, der frygter ham, og hans Retfærd til Børnenes Børn
|
|
\v 18 for dem, der holder hans Pagt og kommer hans Bud i Hu, så de gør derefter.
|
|
\v 19 HERREN har rejst sin Trone i Himlen, alt er hans Kongedømme underlagt.
|
|
\v 20 Lov HERREN, I hans Engle, I vældige i Kraft, som gør, hvad han byder, så snart I hører hans Røst.
|
|
\v 21 Lov HERREN, alle hans Hærskarer, hans Tjenere, som fuldbyrder hans Vilje.
|
|
\v 22 Lov HERREN, alt, hvad han skabte, på hvert eneste Sted i hans Rige! Min Sjæl, lov HERREN!
|
|
\c 104
|
|
\p
|
|
\v 1 Min sjæl, lov Herren! HERRE min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,
|
|
\v 2 hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;
|
|
\v 3 du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger;
|
|
\v 4 Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!
|
|
\v 5 Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;
|
|
\v 6 Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.
|
|
\v 7 For din Trussel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,
|
|
\v 8 for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;
|
|
\v 9 du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.
|
|
\v 10 Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;
|
|
\v 11 de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;
|
|
\v 12 over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.
|
|
\v 13 Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;
|
|
\v 14 du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden
|
|
\v 15 og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.
|
|
\v 16 HERRENS Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,
|
|
\v 17 hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.
|
|
\v 18 Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.
|
|
\v 19 Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;
|
|
\v 20 du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;
|
|
\v 21 de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.
|
|
\v 22 De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler;
|
|
\v 23 Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.
|
|
\v 24 Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!
|
|
\v 25 Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store;
|
|
\v 26 Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.
|
|
\v 27 De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide;
|
|
\v 28 du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt.
|
|
\v 29 Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet;
|
|
\v 30 du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.
|
|
\v 31 HERRENS Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!
|
|
\v 32 Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger.
|
|
\v 33 Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.
|
|
\v 34 Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.
|
|
\v 35 Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja*! { [*dvs. pris Herren.] }
|
|
\c 105
|
|
\p
|
|
\v 1 Pris Herren, påkald hans navn, gør hans Gerninger kendte blandt Folkeslag!
|
|
\v 2 Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere;
|
|
\v 3 ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som søger HERREN;
|
|
\v 4 spørg efter HERREN og hans magt, søg bestandig hans Åsyn;
|
|
\v 5 kom i Hu de Undere, han gjorde, hans Tegn og hans Munds Domme,
|
|
\v 6 I, hans Tjener Abrahams Sæd, hans udvalgte, Jakobs Sønner!
|
|
\v 7 Han, HERREN, er vor Gud, hans Domme når ud over Jorden;
|
|
\v 8 han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn,
|
|
\v 9 Pagten, han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak;
|
|
\v 10 han holdt den i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel,
|
|
\v 11 idet han sagde: “Dig giver jeg Kana'ans Land som eders Arvelod.”
|
|
\v 12 Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der,
|
|
\v 13 og vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet,
|
|
\v 14 tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld Konger:
|
|
\v 15 “Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!”
|
|
\v 16 Hungersnød kaldte han frem over Landet, hver Brødets Støttestav brød han;
|
|
\v 17 han sendte forud for dem en Mand, Josef solgtes som Træl;
|
|
\v 18 de tvang hans Fødder med Lænker, han kom i Lænker af Jern,
|
|
\v 19 indtil hans Ord blev opfyldt; ved HERRENS Ord stod han Prøven igennem.
|
|
\v 20 På Kongens Bud blev han fri, Folkenes Hersker lod ham løs;
|
|
\v 21 han tog ham til Herre for sit Hus, til Hersker over alt sit Gods;
|
|
\v 22 han styred hans Øverster efter sin Vilje og viste hans Ældste til Rette.
|
|
\v 23 Og Israel kom til Ægypten, Jakob boede som Gæst i Kamitternes Land.
|
|
\v 24 Han lod sit Folk blive såre frugtbart og stærkere end dets Fjender;
|
|
\v 25 han vendte deres Sind til Had mod sit Folk og til Træskhed imod sine Tjenere.
|
|
\v 26 Da sendte han Moses, sin Tjener, og Aron, sin udvalgte Mand;
|
|
\v 27 han gjorde sine Tegn i Ægypten og Undere i Kamitternes Land;
|
|
\v 28 han sendte Mørke, så blev det mørkt, men de ænsede ikke hans Ord;
|
|
\v 29 han gjorde deres Vande til Blod og slog deres Fisk ihjel;
|
|
\v 30 af Frøer vrimlede Landet, selv i Kongens Sale var de;
|
|
\v 31 han talede, så kom der Bremser og Myg i alt deres Land;
|
|
\v 32 han sendte dem Hagl for Regn og luende Ild i Landet;
|
|
\v 33 han slog både Vinstok og Figen og splintrede Træerne i deres Land;
|
|
\v 34 han talede, så kom der Græshopper, Springere uden Tal,
|
|
\v 35 de åd alt Græs i Landet, de åd deres Jords Afgrøde;
|
|
\v 36 alt førstefødt i Landet slog han, Førstegrøden af al deres Kraft;
|
|
\v 37 han førte dem ud med Sølv og Guld, ikke én i hans Stammer snubled;
|
|
\v 38 Ægypterne glæded sig, da de drog bort, thi de var grebet af Rædsel for dem.
|
|
\v 39 Han bredte en Sky som Skjul og Ild til at lyse i Natten;
|
|
\v 40 de krævede, han bragte Vagtler, med Himmelbrød mættede han dem;
|
|
\v 41 han åbnede Klippen, og Vand strømmed ud, det løb som en Flod i Ørkenen.
|
|
\v 42 Thi han kom sit hellige Ord i Hu til Abraham, sin Tjener;
|
|
\v 43 han lod sit Folk drage ud med Fryd, sine udvalgte under Jubel;
|
|
\v 44 han gav dem Folkenes Lande, de fik Folkeslags Gods i Eje.
|
|
\v 45 Derfor skulde de holde hans Bud og efterkomme hans Love. Halleluja!
|
|
\c 106
|
|
\p
|
|
\v 1 Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig!
|
|
\v 2 Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger, finde ord til at kundgøre al hans pris?
|
|
\v 3 Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed!
|
|
\v 4 Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse,
|
|
\v 5 at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde og med din arvelod prise vor lykke!
|
|
\v 6 Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst.
|
|
\v 7 Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav.
|
|
\v 8 Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt;
|
|
\v 9 han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk;
|
|
\v 10 han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra Fjendens Hånd;
|
|
\v 11 Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke én blev tilbage af dem;
|
|
\v 12 da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris.
|
|
\v 13 Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på hans Råd;
|
|
\v 14 de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud;
|
|
\v 15 så gav han dem det, de kræved, og sendte dem Lede i Sjælen.
|
|
\v 16 De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, HERRENS hellige;
|
|
\v 17 Jorden åbned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok;
|
|
\v 18 Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op.
|
|
\v 19 De laved en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed;
|
|
\v 20 de bytted deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs;
|
|
\v 21 de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten,
|
|
\v 22 Undere i Kamitternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav.
|
|
\v 23 Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde.
|
|
\v 24 De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord,
|
|
\v 25 men knurrede i deres Telte og hørte ikke på HERREN;
|
|
\v 26 da løfted han Hånden og svor at lade dem falde i Ørkenen,
|
|
\v 27 splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene.
|
|
\v 28 De holdt til med Ba'al-Peor og åd af de dødes* Ofre; { [*dvs. Afguders.] }
|
|
\v 29 de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem.
|
|
\v 30 Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at standse,
|
|
\v 31 og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt, evindelig.
|
|
\v 32 De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde;
|
|
\v 33 thi de stod hans Ånd imod, og han* talte uoverlagte Ord. { [*Moses.] }
|
|
\v 34 De udrydded ikke de Folk, som HERREN havde sagt, de skulde,
|
|
\v 35 med Hedninger blanded de sig og gjorde deres Gerninger efter;
|
|
\v 36 deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare;
|
|
\v 37 til Dæmonerne ofrede de, og det både Sønner og Døtre;
|
|
\v 38 de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod;
|
|
\v 39 de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter.
|
|
\v 40 Da blev HERREN vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv;
|
|
\v 41 han gav dem i Folkenes Hånd, deres Avindsmænd blev deres Herrer;
|
|
\v 42 deres Fjender voldte dem Trængsel, de kuedes under deres Hånd.
|
|
\v 43 Han frelste dem Gang på Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden;
|
|
\v 44 dog så han til dem i Trængslen, så snart han hørte dem klage;
|
|
\v 45 han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed;
|
|
\v 46 han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der tog dem til Fange.
|
|
\v 47 Frels os, HERRE vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris.
|
|
\v 48 Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Og alt Folket svare Amen!
|
|
\c 107
|
|
\p
|
|
\v 1 Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!
|
|
\v 2 Så skal HERRENS genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd
|
|
\v 3 og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.
|
|
\v 4 I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By,
|
|
\v 5 de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte;
|
|
\v 6 men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler
|
|
\v 7 og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By.
|
|
\v 8 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.
|
|
\v 9 Thi han mætted den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt.
|
|
\v 10 De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern,
|
|
\v 11 fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Råd.
|
|
\v 12 Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp;
|
|
\v 13 men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
|
|
\v 14 førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd.
|
|
\v 15 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.
|
|
\v 16 Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slåer af Jern.
|
|
\v 17 De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld,
|
|
\v 18 de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær;
|
|
\v 19 men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
|
|
\v 20 sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven.
|
|
\v 21 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn
|
|
\v 22 og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynde hans Gerninger.
|
|
\v 23 De for ud på Havet i Skibe, drev Handel på vældige Vande,
|
|
\v 24 blev Vidne til HERRENS Gerninger, hans Underværker i Dybet;
|
|
\v 25 han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne tårnedes op;
|
|
\v 26 mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod;
|
|
\v 27 de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom;
|
|
\v 28 men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,
|
|
\v 29 skiftede Stormen til Stille, så Havets Bølger tav;
|
|
\v 30 og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte.
|
|
\v 31 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn,
|
|
\v 32 ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds!
|
|
\v 33 Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land,
|
|
\v 34 til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som bor der.
|
|
\v 35 Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder;
|
|
\v 36 der lader han sultne bo, så de grunder en By at bo i,
|
|
\v 37 tilsår Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt.
|
|
\v 38 Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte på Kvæg.
|
|
\v 39 De bliver få og segner under Modgangs og Kummers Tryk,
|
|
\v 40 han udøser Hån over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde.
|
|
\v 41 Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde;
|
|
\v 42 de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund.
|
|
\v 43 Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig HERRENS Nåde på Sinde!
|
|
\c 108
|
|
\p
|
|
\v 1 En Sang. En Salme af David. { [V. 1-6 jfr. Sl. 57, 8-12.] }
|
|
\v 2 Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig, vågn op, min Ære*! { [*dvs. Sjæl. Sl. 16, 9.] }
|
|
\v 3 Harpe og Citer, vågn op, jeg vil vække Morgenrøden.
|
|
\v 4 Jeg vil takke dig, HERRE, blandt Folkeslag, lovprise dig blandt Folkefærd;
|
|
\v 5 thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne.
|
|
\v 6 Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
|
|
\v 7 Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os!
|
|
\v 8 Gud talede i sin Helligdom: “Jeg vil udskifte Sikem med Jubel, udmåle Sukkots Dal;
|
|
\v 9 mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav,
|
|
\v 10 Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg.”
|
|
\v 11 Hvo bringer mig til den befæstede By, hvo leder mig hen til Edom?
|
|
\v 12 Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære.
|
|
\v 13 Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte.
|
|
\v 14 Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!
|
|
\c 109
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!
|
|
\v 2 Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig til med Løgnetunge,
|
|
\v 3 med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;
|
|
\v 4 til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;
|
|
\v 5 de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.
|
|
\v 6 Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager stå ved hans højre,
|
|
\v 7 lad ham gå dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;
|
|
\v 8 hans Livsdage blive kun få, hans Embede tage en anden;
|
|
\v 9 hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;
|
|
\v 10 hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;
|
|
\v 11 Ågerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods;
|
|
\v 12 ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;
|
|
\v 13 hans Afkom gå til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt;
|
|
\v 14 lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud,
|
|
\v 15 altid være de* HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden, { [*dvs. Synderne. Sl. 34, 17.] }
|
|
\v 16 fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;
|
|
\v 17 han elsked Forbandelse, så lad den nå ham; Velsignelse ynded han ikke, den blive ham fjern!
|
|
\v 18 Han tage Forbandelse på som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben;
|
|
\v 19 den blive en Dragt, han tager på, et Bælte, han altid bærer!
|
|
\v 20 Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.
|
|
\v 21 Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Nåde, frels mig for dit Navns Skyld!
|
|
\v 22 Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder sig i mig;
|
|
\v 23 som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;
|
|
\v 24 af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;
|
|
\v 25 til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de ser mig.
|
|
\v 26 Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,
|
|
\v 27 så de sander, det var din Hånd, dig, HERRE, som gjorde det!
|
|
\v 28 Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;
|
|
\v 29 lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!
|
|
\v 30 Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;
|
|
\v 31 thi han står ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.
|
|
\c 110
|
|
\p
|
|
\v 1 Af David. En Salme. HERREN sagde* til min Herre: “Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder!” { [*på hebr. det Ord, der bruges om Herrens Åbenbaring for Profeterne.] }
|
|
\v 2 Fra Zion udrækker HERREN din Vældes Spir; hersk midt iblandt dine Fjender!
|
|
\v 3 Dit Folk møder villigt frem på din Vældes Dag; i hellig Prydelse kommer dit unge Mandskab* til dig som Dug af Morgenrødens Moderskød. { [*Oversættelsen usikker. Mika 5, 6.] }
|
|
\v 4 HERREN har svoret og angrer det ej: “Du er Præst evindelig på Melkizedeks Vis.”
|
|
\v 5 Herren ved din højre knuser Konger på sin Vredes Dag,
|
|
\v 6 blandt Folkene holder han Dom, fylder op med døde, knuser Hoveder viden om Lande.
|
|
\v 7 Han drikker af Bækken ved Vejen, derfor løfter han Hovedet højt.
|
|
\c 111
|
|
\p
|
|
\v 1 Halleluja! jeg takker Herren af hele mit hjerte i oprigtiges kreds og Menighed!
|
|
\v 2 Store er Herrens gerninger, gennemtænkte til bunds.
|
|
\v 3 Hans værk er højhed og herlighed, hans retfærd bliver til evig tid.
|
|
\v 4 Han har sørget for, at hans undere mindes, nådig og barmhjertig er Herren.
|
|
\v 5 Dem, der frygter ham, giver han føde, han kommer for evigt sin pagt i hu.
|
|
\v 6 Han viste sit folk sine vældige gerninger, da han gav dem folkenes eje.
|
|
\v 7 Hans hænders værk er sandhed og ret, man kan lide på alle hans bud;
|
|
\v 8 de står i al evighed fast, udført i sandhed og retsind.
|
|
\v 9 Han sendte sit folk udløsning, stifted sin pagt for evigt. Helligt og frygteligt er hans navn.
|
|
\v 10 Herrens frygt er visdoms begyndelse; forstandig er hver, som øver den. Evigt varer hans pris!
|
|
\c 112
|
|
\p
|
|
\v 1 Halleluja! Salig er den, der frygter Herren og ret har lyst til hans bud!
|
|
\v 2 Hans Æt bliver mægtig på Jord, den oprigtiges Slægt velsignes;
|
|
\v 3 Velstand og Rigdom er i hans Hus, hans Retfærdighed varer evindelig.
|
|
\v 4 For den oprigtige oprinder Lys i Mørke; han er mild, barmhjertig, retfærdig.
|
|
\v 5 Salig den, der ynkes og låner ud og styrer sine Sager med Ret;
|
|
\v 6 thi han rokkes aldrig i Evighed, den retfærdige ihukommes for evigt;
|
|
\v 7 han frygter ikke for onde Tidender, hans Hjerte er trøstigt i Tillid til HERREN;
|
|
\v 8 fast er hans Hjerte og uden Frygt, indtil han skuer sine Fjender med Fryd;
|
|
\v 9 til fattige deler han rundhåndet ud, hans Retfærdighed varer evindelig; med Ære løfter hans Horn sig.
|
|
\v 10 Den gudløse ser det og græmmer sig, skærer Tænder og går til Grunde; de gudløses Attrå bliver til intet.
|
|
\c 113
|
|
\p
|
|
\v 1 Halleluja! Pris, I Herrens tjenere, pris Herrens navn!
|
|
\v 2 Herrens navn være lovet fra nu og til evig tid;
|
|
\v 3 fra sol i opgang til sol i bjærge være Herrens navn lovpriset!
|
|
\v 4 Over alle folk er Herren ophøjet, hans herlighed højt over himlene.
|
|
\v 5 Hvo er som HERREN vor Gud, som rejste sin Trone i det høje
|
|
\v 6 og skuer ned i det dybe - i Himlene og på Jorden -
|
|
\v 7 som rejser den ringe af Støvet, løfter den fattige op af Skarnet
|
|
\v 8 og sætter ham mellem Fyrster, imellem sit Folks Fyrster,
|
|
\v 9 han, som lader barnløs Hustru sidde som lykkelig Barnemoder!
|
|
\c 114
|
|
\p
|
|
\v 1 Halleluja! Da Israel drog fra Ægypten, Jakobs Hus fra det stammende Folk,
|
|
\v 2 da blev Juda hans Helligdom, Israel blev hans Rige.
|
|
\v 3 Havet så det og flyede, Jordan trak sig tilbage,
|
|
\v 4 Bjergene sprang som Væddere, Højene hopped som Lam.
|
|
\v 5 Hvad fejler du, Hav, at du flyr, Jordan, hvi går du tilbage,
|
|
\v 6 hvi springer I Bjerge som Væddere, hvi hopper I Høje som Lam?
|
|
\v 7 Skælv, Jord, for HERRENS Åsyn, for Jakobs Guds Åsyn,
|
|
\v 8 han, som gør Klipper til Vanddrag, til Kildevæld hården Flint!
|
|
\c 115
|
|
\p
|
|
\v 1 Ikke os, o Herre, ikke os, men dit navn, det give du Ære for din Miskundheds og Trofastheds Skyld!
|
|
\v 2 Hvi skal Folkene sige: “Hvor er dog deres Gud?”
|
|
\v 3 Vor Gud, han er i Himlen; alt, hvad han vil, det gør han!
|
|
\v 4 Deres Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder;
|
|
\v 5 de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej;
|
|
\v 6 de har Ører, men hører ikke, Næse, men lugter dog ej;
|
|
\v 7 de har Hænder, men føler ikke, Fødder, men går dog ej, deres Strube frembringer ikke en Lyd.
|
|
\v 8 Som dem skal de, der lavede dem, blive, enhver, som stoler på dem!
|
|
\v 9 Israel stoler på HERREN, han er deres Hjælp og Skjold;
|
|
\v 10 Arons Hus stoler på HERREN, han er deres Hjælp og Skjold;
|
|
\v 11 de, som frygter HERREN*, stoler på ham, han er deres Hjælp og Skjold. { [*dvs. Proselytterne.] }
|
|
\v 12 HERREN kommer os i Hu, velsigner, velsigner Israels Hus, velsigner Arons Hus,
|
|
\v 13 velsigner dem, der frygter HERREN, og det både små og store.
|
|
\v 14 HERREN lader eder vokse i Tal, eder og eders Børn;
|
|
\v 15 velsignet er I af HERREN, Himlens og Jordens Skaber.
|
|
\v 16 Himlen er HERRENS Himmel, men Jorden gav han til Menneskens Børn.
|
|
\v 17 De døde priser ej HERREN, ingen af dem, der steg ned i det tavse.
|
|
\v 18 Men vi, vi lover HERREN, fra nu og til evig Tid!
|
|
\c 116
|
|
\p
|
|
\v 1 Halleluja! Jeg elsker Herren, thi han hører min røst, min tryglende bøn,
|
|
\v 2 ja, han bøjed sit Øre til mig, jeg påkaldte HERRENS Navn.
|
|
\v 3 Dødens Bånd omspændte mig, Dødsrigets Angster greb mig, i Trængsel og Nød var jeg stedt.
|
|
\v 4 Jeg påkaldte HERRENS Navn: “Ak, HERRE, frels min Sjæl!”
|
|
\v 5 Nådig er HERREN og retfærdig, barmhjertig, det er vor Gud;
|
|
\v 6 HERREN vogter enfoldige, jeg var ringe, dog frelste han mig.
|
|
\v 7 Vend tilbage, min Sjæl, til din Ro, thi HERREN har gjort vel imod dig!
|
|
\v 8 Ja, han fried min Sjæl fra Døden, mit Øje fra Gråd, min Fod fra Fald.
|
|
\v 9 Jeg vandrer for HERRENS Åsyn udi de levendes Land;
|
|
\v 10 jeg troede, derfor talte jeg, såre elendig var jeg,
|
|
\v 11 sagde så i min Angst: “Alle Mennesker lyver!”
|
|
\v 12 Hvorledes skal jeg gengælde HERREN alle hans Velgerninger mod mig?
|
|
\v 13 Jeg vil løfte Frelsens Bæger og påkalde HERRENS Navn.
|
|
\v 14 Jeg vil indfri HERREN mine Løfter i Påsyn af alt hans Folk.
|
|
\v 15 Kostbar i HERRENS Øjne er hans frommes Død.
|
|
\v 16 Ak, HERRE, jeg er jo din Tjener, din Tjener, din Tjenerindes Søn, mine Lænker har du løst.
|
|
\v 17 Jeg vil ofre dig Lovprisningsoffer og påkalde HERRENS Navn;
|
|
\v 18 mine Løfter vil jeg indfri HERREN i Påsyn af alt hans Folk
|
|
\v 19 i HERRENS Hus' Forgårde og i din Midte, Jerusalem!
|
|
\c 117
|
|
\p
|
|
\v 1 Halleluja! Lovsyng HERREN, alle I Folk, pris ham, alle Stammer,
|
|
\v 2 thi stor er hans Miskundhed mod os, HERRENS Trofasthed varer evindelig!
|
|
\c 118
|
|
\p
|
|
\v 1 Halleluja! Tak Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig.
|
|
\v 2 Israel sige: “Thi hans miskundhed varer evindelig!”
|
|
\v 3 Arons Hus sige: “Thi hans Miskundhed varer evindelig!”
|
|
\v 4 De, som frygter HERREN*, sige: “Thi hans Miskundhed varer evindelig!” { [*se til Sl. 115, 11.] }
|
|
\v 5 Jeg påkaldte HERREN i Trængslen, HERREN svared og førte mig ud i åbent Land.
|
|
\v 6 HERREN er med mig, jeg frygter ikke, hvad kan Mennesker gøre mig?
|
|
\v 7 HERREN, han er min Hjælper, jeg skal se med Fryd på dem, der hader mig.
|
|
\v 8 At ty til HERREN er godt fremfor at stole på Mennesker;
|
|
\v 9 at ty til HERREN er godt fremfor at stole på Fyrster.
|
|
\v 10 Alle Folkeslag flokkedes om mig, jeg slog dem ned i HERRENS Navn;
|
|
\v 11 de flokkedes om mig fra alle Sider, jeg slog dem ned i HERRENS Navn;
|
|
\v 12 de flokkedes om mig som Bier, blussed op* som Ild i Torne, jeg slog dem ned i HERRENS Navn. { [*ældre Oversættelse: udslukkedes.] }
|
|
\v 13 Hårdt blev jeg ramt, så jeg faldt, men HERREN hjalp mig.
|
|
\v 14 Min Styrke og Lovsang er HERREN, han blev mig til Frelse.
|
|
\v 15 Jubel og Sejrsråb lyder i de retfærdiges Telte: “HERRENS højre øver Vælde,
|
|
\v 16 HERRENS højre er løftet, HERRENS højre øver Vælde!”
|
|
\v 17 Jeg skal ikke dø, men leve og kundgøre HERRENS Gerninger.
|
|
\v 18 HERREN tugted mig hårdt, men gav mig ej hen i Døden.
|
|
\v 19 Oplad mig Retfærdigheds Porte, ad dem går jeg ind og lovsynger HERREN!
|
|
\v 20 Her er HERRENS Port, ad den går retfærdige ind.
|
|
\v 21 Jeg vil takke dig, thi du bønhørte mig, og du blev mig til Frelse.
|
|
\v 22 Den Sten, Bygmestrene forkastede, er blevet Hovedhjørnesten.
|
|
\v 23 Fra HERREN er dette kommet, det er underfuldt for vore Øjne.
|
|
\v 24 Denne er Dagen, som HERREN har gjort, lad os juble og glæde os på den!
|
|
\v 25 Ak, HERRE, frels dog, ak, HERRE, lad det dog lykkes!
|
|
\v 26 Velsignet den, der kommer, i HERRENS Navn; vi velsigner eder fra HERRENS Hus!
|
|
\v 27 HERREN er Gud, og han lod det lysne for os. Festtoget med Grenene slynge sig frem, til Alterets Horn er nået!
|
|
\v 28 Du er min Gud, jeg vil takke dig, min Gud, jeg vil ophøje dig!
|
|
\v 29 Tak HERREN, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!
|
|
\c 119
|
|
\p
|
|
\v 1 Salige de, hvis Vandel er fuldkommen, som vandrer i HERRENS Lov.
|
|
\v 2 Salige de, der agter på hans Vidnesbyrd, søger ham af hele deres Hjerte,
|
|
\v 3 de, som ikke gør Uret, men vandrer på hans Veje.
|
|
\v 4 Du har givet dine Befalinger, for at de nøje skal holdes.
|
|
\v 5 O, måtte jeg vandre med faste Skridt, så jeg holder dine Vedtægter!
|
|
\v 6 Da skulde jeg ikke blive til Skamme, thi jeg så hen til alle dine Bud.
|
|
\v 7 Jeg vil takke dig af oprigtigt Hjerte, når jeg lærer din Retfærds Lovbud.
|
|
\v 8 Jeg vil holde dine Vedtægter, svigt mig dog ikke helt!
|
|
\v 9 Hvorledes holder en ung sin Vej ren? Ved at holde sig efter dit Ord.
|
|
\v 10 Af hele mit Hjerte søger jeg dig, lad mig ikke fare vild fra dine Bud!
|
|
\v 11 Jeg gemmer dit Ord i mit Hjerte for ikke at synde imod dig.
|
|
\v 12 Lovet være du, HERRE, lær mig dine Vedtægter!
|
|
\v 13 Jeg kundgør med mine Læber alle din Munds Lovbud.
|
|
\v 14 Jeg glæder mig over dine Vidnesbyrds Vej, som var det al Verdens Rigdom.
|
|
\v 15 Jeg vil grunde på dine Befalinger og se til dine Stier.
|
|
\v 16 I dine Vedtægter har jeg min Lyst, jeg glemmer ikke dit Ord.
|
|
\v 17 Und din Tjener at leve, at jeg kan holde dit Ord.
|
|
\v 18 Oplad mine Øjne, at jeg må skue de underfulde Ting i din Lov.
|
|
\v 19 Fremmed er jeg på Jorden, skjul ikke dine Bud for mig!
|
|
\v 20 Altid hentæres min Sjæl af Længsel efter dine Lovbud.
|
|
\v 21 Du truer de frække; forbandede er de, der viger fra dine Bud.
|
|
\v 22 Vælt Hån og Ringeagt fra mig, thi jeg agter på dine Vidnesbyrd.
|
|
\v 23 Om Fyrster oplægger Råd imod mig, grunder din Tjener på dine Vedtægter.
|
|
\v 24 Ja, dine Vidnesbyrd er min Lyst, det er dem, der giver mig Råd.
|
|
\v 25 I Støvet ligger min Sjæl, hold mig i Live efter dit Ord!
|
|
\v 26 Mine Veje lagde jeg frem, og du bønhørte mig, dine Vedtægter lære du mig.
|
|
\v 27 Lad mig fatte dine Befalingers Vej og grunde på dine Undere. { [*jfr. V. 8.] }
|
|
\v 28 Af Kummer græder min Sjæl, oprejs mig efter dit Ord!
|
|
\v 29 Lad Løgnens Vej være langt fra mig og skænk mig i Nåde din Lov!
|
|
\v 30 Troskabs Vej har jeg valgt, dine Lovbud attrår jeg.
|
|
\v 31 Jeg hænger ved dine Vidnesbyrd, lad mig ikke beskæmmes, HERRE!
|
|
\v 32 Jeg vil løbe dine Buds Vej, thi du giver mit Hjerte at ånde frit.
|
|
\v 33 Lær mig, HERRE, dine Vedtægters Vej, så jeg agter derpå til Enden.
|
|
\v 34 Giv mig Kløgt, så jeg agter på din Lov og holder den af hele mit Hjerte.
|
|
\v 35 Før mig ad dine Buds Sti, thi jeg har Lyst til dem.
|
|
\v 36 Bøj mit Hjerte til dine Vidnesbyrd og ej til uredelig Vinding.
|
|
\v 37 Vend mine Øjne bort fra Tant, hold mig i Live ved dit Ord!
|
|
\v 38 Stadfæst for din Tjener dit Ord, så jeg lærer at frygte dig.
|
|
\v 39 Hold borte fra mig den Skændsel, jeg frygter, thi dine Lovbud er gode.
|
|
\v 40 Se, dine Befalinger længes jeg efter, hold mig i Live ved din Retfærd!
|
|
\v 41 Lad din Miskundhed komme over mig, HERRE, din Frelse efter dit Ord,
|
|
\v 42 så jeg har Svar til dem, der spotter mig, thi jeg stoler på dit Ord.
|
|
\v 43 Tag ikke ganske Sandheds Ord fra min Mund, thi jeg bier på dine Lovbud.
|
|
\v 44 Jeg vil stadig holde din Lov, ja evigt og altid;
|
|
\v 45 jeg vil vandre i åbent Land, thi dine Befalinger ligger mig på Sinde.
|
|
\v 46 Jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger uden at blues;
|
|
\v 47 jeg vil fryde mig over dine Bud, som jeg højligen elsker;
|
|
\v 48 jeg vil udrække Hænderne mod dine Bud og grunde på dine Vedtægter.
|
|
\v 49 Kom Ordet til din Tjener i Hu, fordi du har ladet mig håbe.
|
|
\v 50 Det er min Trøst i Nød, at dit Ord har holdt mig i Live.
|
|
\v 51 De frække håned mig såre, dog veg jeg ej fra din Lov.
|
|
\v 52 Dine Lovbud fra fordum, HERRE, kom jeg i Hu og fandt Trøst.
|
|
\v 53 Harme greb mig over de gudløse, dem, der slipper din Lov.
|
|
\v 54 Dine vedtægter blev mig til Sange i min Udlændigheds Hus.
|
|
\v 55 Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, HERRE, jeg holdt din Lov.
|
|
\v 56 Det blev min lykkelige Lod: at agte på dine Befalinger.
|
|
\v 57 Min Del er HERREN, jeg satte mig for at holde dine Ord.
|
|
\v 58 Jeg bønfaldt dig af hele mit Hjerte, vær mig nådig efter dit Ord!
|
|
\v 59 Jeg overtænkte mine Veje og styred min Fod tilbage til dine Vidnesbyrd.
|
|
\v 60 Jeg hasted og tøved ikke med at holde dine Bud.
|
|
\v 61 De gudløses Snarer omgav mig, men jeg glemte ikke din Lov.
|
|
\v 62 Jeg står op ved Midnat og takker dig for dine retfærdige Lovbud.
|
|
\v 63 Jeg er Fælle med alle, der frygter dig og holder dine Befalinger.
|
|
\v 64 Jorden er fuld af din Miskundhed, HERRE, lær mig dine Vedtægter!
|
|
\v 65 Du gjorde vel mod din Tjener, HERRE, efter dit Ord.
|
|
\v 66 Giv mig Forstand og indsigt, thi jeg tror på dine Bud.
|
|
\v 67 Før jeg blev ydmyget, for jeg vild, nu holder jeg dit Ord.
|
|
\v 68 God er du og gør godt, lær mig dine Vedtægter!
|
|
\v 69 De frække tilsøler mig med Løgn, men på dine Bud tager jeg hjerteligt Vare.
|
|
\v 70 Deres Hjerte er dorskt som Fedt, jeg har min Lyst i din Lov.
|
|
\v 71 Det var godt, at jeg blev ydmyget, så jeg kunde lære dine Vedtægter.
|
|
\v 72 Din Munds Lov er mig mere værd end Guld og Sølv i Dynger.
|
|
\v 73 Dine Hænder skabte og dannede mig, giv mig Indsigt, så jeg kan lære dine Bud!
|
|
\v 74 De, der frygter dig, ser mig og glædes, thi jeg bier på dit Ord.
|
|
\v 75 HERRE, jeg ved, at dine Bud er retfærdige, i Trofasthed har du ydmyget mig.
|
|
\v 76 Lad din Miskundhed være min Trøst efter dit Ord til din Tjener!
|
|
\v 77 Din Barmhjertighed finde mig, at jeg må leve, thi din Lov er min Lyst.
|
|
\v 78 Lad de frække beskæmmes, thi de gør mig skammelig Uret, jeg grunder på dine Befalinger.
|
|
\v 79 Lad dem, der frygter dig, vende sig til mig, de, der kender dine Vidnesbyrd.
|
|
\v 80 Lad mit Hjerte være fuldkomment i dine Vedtægter, at jeg ikke skal blive til Skamme.
|
|
\v 81 Efter din Frelse længes min Sjæl, jeg bier på dit Ord.
|
|
\v 82 Mine Øjne længes efter dit Ord og siger: “Hvornår mon du trøster mig?”
|
|
\v 83 Thi jeg er som en Lædersæk i Røg, men dine Vedtægter glemte jeg ikke.
|
|
\v 84 Hvor langt er vel din Tjeners Liv? Når vil du dømme dem, der forfølger mig?
|
|
\v 85 De frække grov mig Grave, de, som ej følger din Lov.
|
|
\v 86 Alle dine Bud er trofaste, med Løgn forfølger man mig, o hjælp mig!
|
|
\v 87 De har næsten tilintetgjort mig på Jorden, men dine Befalinger slipper jeg ikke.
|
|
\v 88 Hold mig i Live efter din Miskundhed, at jeg kan holde din Munds Vidnesbyrd.
|
|
\v 89 HERRE, dit Ord er evigt, står fast i Himlen.
|
|
\v 90 Din Trofasthed varer fra Slægt til Slægt, du grundfæsted Jorden, og den står fast.
|
|
\v 91 Dine Lovbud står fast, de holder dine Tjenere oppe.
|
|
\v 92 Havde din Lov ej været min Lyst, da var jeg omkommet i min Elende.
|
|
\v 93 Aldrig i Evighed glemmer jeg dine Befalinger, thi ved dem holdt du mig i Live.
|
|
\v 94 Din er jeg, frels mig, thi dine Befalinger ligger mig på Sinde.
|
|
\v 95 De gudløse lurer på at lægge mig øde, dine Vidnesbyrd mærker jeg mig.
|
|
\v 96 For alting så jeg en Grænse, men såre vidt rækker dit Bud.
|
|
\v 97 Hvor elsker jeg dog din Lov! Hele Dagen grunder jeg på den.
|
|
\v 98 Dit Bud har gjort mig visere end mine Fjender, thi det er for stedse mit.
|
|
\v 99 Jeg er klogere end alle mine Lærere, thi jeg grunder på dine Vidnesbyrd.
|
|
\v 100 Jeg har mere Forstand end de gamle; jeg agter på dine Bud.
|
|
\v 101 Jeg holder min Fod fra hver Vej, som er ond, at jeg kan holde dit Ord.
|
|
\v 102 Fra dine Lovbud veg jeg ikke, thi du underviste mig.
|
|
\v 103 Hvor sødt er dit Ord for min Gane, sødere end Honning for min Mund.
|
|
\v 104 Ved dine Befalinger fik jeg Forstand, så jeg hader al Løgnens Vej.
|
|
\v 105 Dit Ord er en Lygte for min Fod, et Lys på min Sti.
|
|
\v 106 Jeg svor en Ed og holdt den: at følge dine retfærdige Lovbud.
|
|
\v 107 Jeg er såre ydmyget, HERRE, hold mig i Live efter dit Ord!
|
|
\v 108 Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, HERRE, og lær mig dine Lovbud!
|
|
\v 109 Altid går jeg med Livet i Hænderne, men jeg glemte ikke din Lov.
|
|
\v 110 De gudløse lægger Snarer for mig, men fra dine Befalinger for jeg ej vild.
|
|
\v 111 Dine Vidnesbyrd fik jeg til evigt Eje, thi de er mit Hjertes Glæde.
|
|
\v 112 Jeg bøjed mit Hjerte til at holde dine Vedtægter for evigt til Enden.
|
|
\v 113 Jeg hader tvesindet Mand, men jeg elsker din Lov.
|
|
\v 114 Mit Skjul og mit Skjold er du, jeg bier på dit Ord.
|
|
\v 115 Vig fra mig, I, som gør ondt, jeg vil holde min Guds Bud.
|
|
\v 116 Støt mig efter dit Ord, at jeg må leve, lad mig ikke beskæmmes i mit Håb!
|
|
\v 117 Hold mig oppe, at jeg må frelses og altid have min Lyst i dine Vedtægter!
|
|
\v 118 Du forkaster alle, der farer vild fra dine Vedtægter, thi de higer efter Løgn.
|
|
\v 119 For Slagger regner du alle Jordens gudløse, derfor elsker jeg dine Vidnesbyrd.
|
|
\v 120 Af Rædsel for dig gyser mit Kød, og jeg frygter for dine Lovbud.
|
|
\v 121 Ret og Skel har jeg gjort, giv mig ikke hen til dem, der trænger mig!
|
|
\v 122 Gå i Borgen for din Tjener, lad ikke de frække trænge mig!
|
|
\v 123 Mine Øjne vansmægter efter din Frelse og efter dit Retfærds Ord.
|
|
\v 124 Gør med din Tjener efter din Miskundhed og lær mig dine Vedtægter!
|
|
\v 125 Jeg er din Tjener, giv mig Indsigt, at jeg må kende dine Vidnesbyrd!
|
|
\v 126 Det er Tid for HERREN at gribe ind, de har krænket din Lov.
|
|
\v 127 Derfor elsker jeg dine Bud fremfor Guld og Skatte.
|
|
\v 128 Derfor følger jeg oprigtigt alle dine Befalinger og hader hver Løgnens Sti.
|
|
\v 129 Underfulde er dine Vidnesbyrd, derfor agted min Sjæl på dem.
|
|
\v 130 Tydes dine Ord, så bringer de Lys, de giver enfoldige Indsigt.
|
|
\v 131 Jeg åbned begærligt min Mund, thi min Attrå stod til dine Bud.
|
|
\v 132 Vend dig til mig og vær mig nådig, som Ret er for dem, der elsker dit Navn!
|
|
\v 133 Lad ved dit Ord mine Skridt blive faste og ingen Uret få Magten over mig!
|
|
\v 134 Udløs mig fra Menneskers Vold, at jeg må holde dine Befalinger!
|
|
\v 135 Lad dit Ansigt lyse over din Tjener og lær mig dine Vedtægter!
|
|
\v 136 Vand i Strømme græder mine Øjne, fordi man ej holder din Lov.
|
|
\v 137 Du er retfærdig, HERRE, og retvise er dine Lovbud.
|
|
\v 138 Du slog dine Vidnesbyrd fast ved Retfærd og Troskab så såre.
|
|
\v 139 Min Nidkærhed har fortæret mig, thi mine Fjender har glemt dine Ord.
|
|
\v 140 Dit Ord er fuldkommen rent, din Tjener elsker det.
|
|
\v 141 Ringe og ussel er jeg, men dine Befalinger glemte jeg ikke.
|
|
\v 142 Din Retfærd er Ret for evigt, din Lov er Sandhed.
|
|
\v 143 Trængsel og Angst har ramt mig, men dine Bud er min Lyst.
|
|
\v 144 Dine Vidnesbyrd er Ret for evigt, giv mig indsigt, at jeg må leve!
|
|
\v 145 Jeg råber af hele mit Hjerte, svar mig, HERRE, jeg agter på dine Vedtægter.
|
|
\v 146 Jeg råber til dig, o frels mig, at jeg kan holde dine Vidnesbyrd!
|
|
\v 147 Årle råber jeg til dig om Hjælp og bier på dine Ord.
|
|
\v 148 Før Nattevagtstimerne våger mine Øjne for at grunde på dit Ord.
|
|
\v 149 Hør mig efter din Miskundhed, HERRE, hold mig i Live efter dit Lovbud!
|
|
\v 150 De, der skændigt forfølger mig, er mig nær, men de er langt fra din Lov.
|
|
\v 151 Nær er du, o HERRE, og alle dine Bud er Sandhed.
|
|
\v 152 For længst vandt jeg Indsigt af dine Vidnesbyrd, thi du har grundfæstet dem for evigt.
|
|
\v 153 Se min Elende og fri mig, thi jeg glemte ikke din Lov.
|
|
\v 154 Før min Sag og udløs mig, hold mig i Live efter dit Ord!
|
|
\v 155 Frelsen er langt fra de gudløse, thi dine Vedtægter ligger dem ikke på Sinde.
|
|
\v 156 Din Barmhjertighed er stor, o HERRE, hold mig i Live efter dine Lovbud!
|
|
\v 157 Mange forfølger mig og er mig fjendske, fra dine Vidnesbyrd veg jeg ikke.
|
|
\v 158 Jeg væmmes ved Synet af troløse, der ikke holder dit Ord.
|
|
\v 159 Se til mig, thi jeg elsker dine Befalinger, HERRE, hold mig i Live efter din Miskundhed!
|
|
\v 160 Summen af dit Ord er Sandhed, og alt dit retfærdige Lovbud varer evigt.
|
|
\v 161 Fyrster forfulgte mig uden Grund, men mit Hjerte frygted dine Ord.
|
|
\v 162 Jeg glæder mig over dit Ord som en, der har gjort et vældigt Bytte.
|
|
\v 163 Jeg hader og afskyr Løgn, din Lov har jeg derimod kær.
|
|
\v 164 Jeg priser dig syv Gange daglig for dine retfærdige Lovbud.
|
|
\v 165 Megen Fred har de, der elsker din Lov, og intet bliver til Anstød for dem.
|
|
\v 166 Jeg håber på din Frelse, HERRE, og jeg har holdt dine Bud.
|
|
\v 167 Min Sjæl har holdt dine Vidnesbyrd, jeg har dem såre kære.
|
|
\v 168 Jeg holder dine Befalinger og Vidnesbyrd, thi du kender alle mine Veje.
|
|
\v 169 Lad min Klage nå frem for dit Åsyn, HERRE, giv mig Indsigt efter dit Ord!
|
|
\v 170 Lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, frels mig efter dit Ord!
|
|
\v 171 Mine Læber skal synge din Pris, thi du lærer mig dine Vedtægter.
|
|
\v 172 Min Tunge skal synge om dit Ord, thi alle dine Bud er Retfærd.
|
|
\v 173 Lad din Hånd være mig til Hjælp, thi jeg valgte dine Befalinger.
|
|
\v 174 Jeg længes efter din Frelse, HERRE, og din Lov er min Lyst.
|
|
\v 175 Gid min Sjæl må leve, at den kan prise dig, og lad dine Lovbud være min Hjælp!
|
|
\v 176 Farer jeg vild som det tabte Får, så opsøg din Tjener, thi jeg glemte ikke dine Bud.
|
|
\c 120
|
|
\p
|
|
\v 1 Sang til Festrejserne*. Jeg råbte til HERREN i Nød, og han svarede mig. { [*den gamle Oversættelse: en Sang på Trapperne.] }
|
|
\v 2 HERRE, udfri min Sjæl fra Løgnelæber, fra den falske Tunge!
|
|
\v 3 Der ramme dig dette og hint, du falske Tunge!
|
|
\v 4 Den stærkes Pile er hvæsset ved glødende Gyvel.
|
|
\v 5 Ve mig, at jeg må leve som fremmed i Mesjek, bo iblandt Kedars Telte!
|
|
\v 6 Min Sjæl har længe nok boet blandt Folk, som hader Fred.
|
|
\v 7 Jeg vil Fred; men taler jeg, vil de Krig!
|
|
\c 121
|
|
\p
|
|
\v 1 Sang til Festrejserne. Jeg løfter mine Øjne til Bjergene: Hvorfra kommer min Hjælp?
|
|
\v 2 Fra HERREN kommer min Hjælp, fra Himlens og Jordens Skaber.
|
|
\v 3 Din fod vil han ej lade vakle, ej blunder han, som bevarer dig;
|
|
\v 4 nej, han blunder og sover ikke, han, som bevarer Israel.
|
|
\v 5 HERREN er den, som bevarer dig, HERREN er din Skygge ved din højre;
|
|
\v 6 Solen stikker dig ikke om Dagen, og Månen ikke om Natten;
|
|
\v 7 HERREN bevarer dig mod alt ondt, han bevarer din Sjæl;
|
|
\v 8 HERREN bevarer din Udgang og Indgang fra nu og til evig Tid!
|
|
\c 122
|
|
\p
|
|
\v 1 Sang til Festrejserne. Af David. Jeg frydede mig, da de sagde til mig: “Vi drager til HERRENS Hus!”
|
|
\v 2 Så står vore Fødder da i dine Porte, Jerusalem,
|
|
\v 3 Jerusalem bygget som Staden, hvor Folket samles;
|
|
\v 4 thi didop drager Stammerne, HERRENS Stammer: en Vedtægt for Israel om at prise HERRENS Navn.
|
|
\v 5 Thi der står Dommersæder, Sæder for Davids Hus.
|
|
\v 6 Bed om Jerusalems Fred! Ro finde de, der elsker dig!
|
|
\v 7 Der råde Fred på din Mur, Tryghed i dine Borge!
|
|
\v 8 For Brødres og Frænders Skyld vil jeg ønske dig Fred,
|
|
\v 9 for Herren vor Guds hus' skyld vil jeg søge dit bedste.
|
|
\c 123
|
|
\p
|
|
\v 1 Sang til Festrejserne. Jeg løfter mine Øjne til dig, som troner i Himlen!
|
|
\v 2 Som trælles øjne følger deres Herres Hånd, som en Trælkvindes Øjne følger hendes Frues Hånd, så følger vore Øjne HERREN vor Gud, til han er os nådig.
|
|
\v 3 Forbarm dig over os, HERRE, forbarm dig! Thi overmætte er vi af Spot,
|
|
\v 4 overmæt er vor Sjæl af de sorgløses Hån, de stoltes Spot!
|
|
\c 124
|
|
\p
|
|
\v 1 Sang til Festrejserne. Af David. Havde HERREN ej været med os - så sige Israel -
|
|
\v 2 havde Herren ej været med os, da Mennesker rejste sig mod os;
|
|
\v 3 så havde de slugt os levende, da deres Vrede optændtes mod os;
|
|
\v 4 så havde Vandene overskyllet os, en Strøm var gået over vor Sjæl,
|
|
\v 5 over vor Sjæl var de gået, de vilde Vande.
|
|
\v 6 Lovet være HERREN, som ej gav os hen, deres Tænder til Rov!
|
|
\v 7 Vor Sjæl slap fri som en Fugl af Fuglefængernes Snare, Snaren reves sønder, og vi slap fri.
|
|
\v 8 Vor Hjælp er HERRENS Navn, Himlens og Jordens Skaber.
|
|
\c 125
|
|
\p
|
|
\v 1 Sang til Festrejserne. De, der stoler På HERREN, er som Zions bjerg, der aldrig i evighed rokkes.
|
|
\v 2 Jerusalem ligger hegnet af Bjerge; og HERREN hegner sit Folk fra nu og til evig Tid:
|
|
\v 3 Han lader ej Gudløsheds Herskerstav tynge retfærdiges Lod, at retfærdige ikke skal udrække Hånden til Uret.
|
|
\v 4 HERRE, vær god mod de gode, de oprigtige af Hjertet;
|
|
\v 5 men dem, der slår ind på krogveje, dem bortdrive HERREN tillige med Udådsmænd. Fred over Israel!
|
|
\c 126
|
|
\p
|
|
\v 1 Sang til Festrejserne. Da HERREN hjemførte Zions fanger, var vi som drømmende;
|
|
\v 2 da fyldtes vor Mund med Latter, vor Tunge med Frydesang; da hed det blandt Folkene: “HERREN har gjort store Ting imod dem!”
|
|
\v 3 HERREN har gjort store Ting imod os, og vi blev glade.
|
|
\v 4 Vend, o Herre, vort Fangenskab, som Sydlandets Strømme!
|
|
\v 5 De, som sår med Gråd, skal høste med Frydesang;
|
|
\v 6 de går deres Gang med Gråd, når de udstrør Sæden, med Frydesang kommer de hjem, bærende deres Neg.
|
|
\c 127
|
|
\p
|
|
\v 1 Sang til Festrejserne. Af Salomo. Dersom HERREN ikke bygger huset, er Bygmestrenes Møje forgæves, dersom HERREN ikke vogter Byen, våger Vægteren forgæves.
|
|
\v 2 Det er forgæves, I står årle op og går sent til Ro, ædende Sliddets Brød; alt sligt vil han give sin Ven i Søvne.
|
|
\v 3 Se, Sønner er HERRENS Gave, Livsens Frugt er en Løn.
|
|
\v 4 Som Pile i Krigerens Hånd er Sønner, man får i sin Ungdom.
|
|
\v 5 Salig den Mand, som fylder sit Kogger med dem; han beskæmmes ej, når han taler med Fjender i Porten.
|
|
\c 128
|
|
\p
|
|
\v 1 Sang til Festrejserne. Salig enhver, som frygter Herren og går på hans veje!
|
|
\v 2 Dit Arbejdes Frugt skal du nyde, salig er du, det går dig vel!
|
|
\v 3 Som en frugtbar Vinranke er din Hustru inde i dit Hus, som Oliekviste er dine Sønner rundt om dit Bord.
|
|
\v 4 Se, så velsignes den Mand, der frygter HERREN.
|
|
\v 5 HERREN velsigne dig fra Zion, at du må se Jerusalems Lykke alle dit Livs Dage
|
|
\v 6 og se dine Sønners Sønner! Fred over Israel!
|
|
\c 129
|
|
\p
|
|
\v 1 Sang til Festrejserne.
|
|
\v 2 De trængte mig hårdt fra min ungdom - så sige Israel - de trængte mig hårdt fra min Ungdom, men kued mig ikke.
|
|
\v 3 Plovmænd pløjed min Ryg, trak lange Furer;
|
|
\v 4 retfærdig er HERREN, han overskar de gudløses Reb.
|
|
\v 5 Alle, som hader Zion, skal vige med Skam,
|
|
\v 6 blive som Græs på Tage, der visner, førend det skyder Strå,
|
|
\v 7 og ikke fylder Høstkarlens Hånd og Opbinderens Favn;
|
|
\v 8 Folk, som går forbi, siger ikke: “HERRENS Velsignelse over eder! Vi velsigner eder i HERRENS Navn!”
|
|
\c 130
|
|
\p
|
|
\v 1 Sang til Festrejserne. Fra det dybe råber jeg til dig, HERRE,
|
|
\v 2 o Herre, hør min Røst! Lad dine Ører lytte til min tryglende Røst!
|
|
\v 3 Tog du Vare, HERRE, på Misgerninger, Herre, hvo kunde da bestå?
|
|
\v 4 Men hos dig er der Syndsforladelse, at du må frygtes.
|
|
\v 5 Jeg håber på HERREN, min Sjæl håber på hans Ord,
|
|
\v 6 på Herren bier min Sjæl mer end Vægter på Morgen, Vægter på Morgen.
|
|
\v 7 Israel, bi på HERREN! Thi hos HERREN er Miskundhed, hos ham er Forløsning i Overflod.
|
|
\v 8 Og han vil forløse Israel fra alle dets Misgerninger.
|
|
\c 131
|
|
\p
|
|
\v 1 Sang til Festrejserne. Af David. HERRE, mit hjerte er ikke hovmodigt, mine Øjne er ikke stolte, jeg sysler ikke med store Ting, med Ting, der er mig for høje.
|
|
\v 2 Nej, jeg har lullet og tysset min Sjæl; som afvant Barn hos sin Moder har min Sjæl det hos HERREN.
|
|
\v 3 Israel, bi på HERREN fra nu og til evig Tid!
|
|
\c 132
|
|
\p
|
|
\v 1 Sang til Festrejserne. HERRE, kom David i Hu for al hans møje,
|
|
\v 2 hvorledes han tilsvor HERREN, gav Jakobs Vældige et Løfte:
|
|
\v 3 “Jeg træder ej ind i mit Huses Telt, jeg stiger ej op på mit Leje,
|
|
\v 4 under ikke mine Øjne Søvn, ikke mine Øjenlåg Hvile,
|
|
\v 5 før jeg har fundet HERREN et Sted, Jakobs Vældige en Bolig!”
|
|
\v 6 “Se, i Efrata hørte vi om den, fandt den på Ja'ars Mark*; { [*dvs. Kirjat-Jearim. 1 Sam. 6, 21. 2 Sam. 6, 3.] }
|
|
\v 7 lad os gå hen til hans Bolig, tilbede ved hans Fødders Skammel!”
|
|
\v 8 “HERRE, bryd op til dit Hvilested, du og din Vældes Ark!
|
|
\v 9 Dine Præster være klædte i Retfærd, dine fromme synge med Fryd!
|
|
\v 10 For din Tjener Davids Skyld afvise du ikke din Salvede!”
|
|
\v 11 HERREN tilsvor David et troværdigt, usvigeligt Løfte: “Af din Livsens Frugt vil jeg sætte Konger på din Trone.
|
|
\v 12 Såfremt dine Sønner holder min Pagt og mit Vidnesbyrd, som jeg lærer dem, skal også deres Sønner sidde evindelig på din Trone!
|
|
\v 13 Thi HERREN har udvalgt Zion, ønsket sig det til Bolig:
|
|
\v 14 Her er for evigt mit Hvilested, her vil jeg bo, thi det har jeg ønsket.
|
|
\v 15 Dets Føde velsigner jeg, dets fattige mætter jeg med Brød,
|
|
\v 16 dets Præster klæder jeg i Frelse, dets fromme skal synge med Fryd.
|
|
\v 17 Der lader jeg Horn vokse frem for David, sikrer min Salvede Lampe.
|
|
\v 18 Jeg klæder hans Fjender i Skam, men på ham skal Kronen stråle!”
|
|
\c 133
|
|
\p
|
|
\v 1 Sang til Festrejserne. Af David. Se, hvor godt og lifligt er det, når brødre bor tilsammen:
|
|
\v 2 som kostelig Olie, der flyder fra Hovedet ned over Skægget, Arons Skæg, der bølger ned over Kjortelens Halslinning,
|
|
\v 3 som Hermons Dug, der falder på Zions Bjerge. Thi der skikker HERREN Velsignelse ned, Liv til evig Tid.
|
|
\c 134
|
|
\p
|
|
\v 1 Sang til Festrejserne. Op og lov nu HERREN, alle HERRENS Tjenere, som står i HERRENS Hus ved Nattetide!
|
|
\v 2 Løft eders Hænder mod Helligdommen og lov HERREN!
|
|
\v 3 HERREN velsigne dig fra Zion, han, som skabte Himmel og Jord.
|
|
\c 135
|
|
\p
|
|
\v 1 Halleluja! Pris Herrens navn, pris det, I HERRENS Tjenere,
|
|
\v 2 som står i HERRENS Hus, i vor Guds Huses Forgårde!
|
|
\v 3 Pris HERREN, thi god er HERREN, lovsyng hans Navn, thi lifligt er det.
|
|
\v 4 Thi HERREN udvalgte Jakob, Israel til sin Ejendom.
|
|
\v 5 Ja, jeg ved, at HERREN er stor, vor Herre er større end alle Guder.
|
|
\v 6 HERREN gør alt, hvad han vil, i Himlene og på Jorden, i Have og alle Verdensdyb.
|
|
\v 7 Han lader Skyer stige op fra Jordens Ende, får Lynene til at give Regn, sender Stormen ud fra sine Forrådskamre;
|
|
\v 8 han, som slog Ægyptens førstefødte, både Mennesker og Kvæg,
|
|
\v 9 og sendte Tegn og Undere i din Midte, Ægypten, mod Farao og alle hans Folk;
|
|
\v 10 han, som fældede store Folk og vog så mægtige Konger,
|
|
\v 11 Amoritternes konge Sihon og Basans Konge Og og alle Kana'ans Riger
|
|
\v 12 og gav deres Land i Eje, i Eje til Israel, hans Folk.
|
|
\v 13 HERRE, dit Navn er evigt, din Ihukommelse, HERRE, fra Slægt til Slægt,
|
|
\v 14 thi Ret skaffer HERREN sit Folk og ynkes over sine Tjenere.
|
|
\v 15 Folkenes Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder;
|
|
\v 16 de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej;
|
|
\v 17 de har Ører, men hører ikke, ej heller er der Ånde i deres Mund.
|
|
\v 18 Som dem skal de, der laved dem, blive enhver, som stoler på dem.
|
|
\v 19 Lov HERREN, Israels Hus, lov HERREN, Arons Hus,
|
|
\v 20 lov HERREN, Levis Hus, lov HERREN, I, som frygter HERREN!
|
|
\v 21 Fra Zion være HERREN lovet, han, som bor i Jerusalem!
|
|
\c 136
|
|
\p
|
|
\v 1 Halleluja! Tak HERREN, thi han er god; thi hans Miskundhed varer evindelig!
|
|
\v 2 Tak Gudernes Gud; thi hans miskundhed varer evindelig!
|
|
\v 3 Tak Herrernes Herre; thi hans miskundhed varer evindelig!
|
|
\v 4 Han, der ene gør store undere; thi hans miskundhed varer evindelig!
|
|
\v 5 Som skabte Himlen med indsigt; thi hans miskundhed varer evindelig!
|
|
\v 6 Som bredte jorden på vandet; thi hans miskundhed varer evindelig!
|
|
\v 7 Som skabte de store lys; thi hans miskundhed varer evindelig!
|
|
\v 8 Sol til at råde om dagen; thi hans miskundhed varer evindelig!
|
|
\v 9 Måne og stjerner til at råde om natten; thi hans miskundhed varer evindelig!
|
|
\v 10 Som slog Ægyptens førstefødte; thi hans Miskundhed varer evindelig!
|
|
\v 11 Og førte Israel ud derfra; thi hans Miskundhed varer evindelig!
|
|
\v 12 Med stærk Hånd og udstrakt Arm; thi hans Miskundhed varer evindelig!
|
|
\v 13 Som kløved det røde Hav; thi hans Miskundhed varer evindelig!
|
|
\v 14 Og førte Israel midt igennem det; thi hans Miskundhed varer evindelig!
|
|
\v 15 Som drev Farao og hans Hær i det røde Hav; thi hans Miskundhed varer evindelig!
|
|
\v 16 Som førte sit Folk i Ørkenen; thi hans Miskundhed varer evindelig!
|
|
\v 17 Som fældede store Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig!
|
|
\v 18 Og vog så vældige Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig!
|
|
\v 19 Amoritternes Konge Sihon; thi hans Miskundhed varer evindelig!
|
|
\v 20 Og Basans Konge Og; thi hans Miskundhed varer evindelig!
|
|
\v 21 Og gav deres Land i Eje; thi hans Miskundhed varer evindelig!
|
|
\v 22 I Eje til hans Tjener Israel; thi hans Miskundhed varer evindelig!
|
|
\v 23 Som kom os i Hu i vor Ringhed; thi hans Miskundhed varer evindelig!
|
|
\v 24 Og friede os fra vore Fjender; thi hans Miskundhed varer evindelig!
|
|
\v 25 Som giver alt Kød Føde; thi hans Miskundhed varer evindelig!
|
|
\v 26 Tak Himlenes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig!
|
|
\c 137
|
|
\p
|
|
\v 1 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.
|
|
\v 2 Vi hængte vore Harper i Landets Pile.
|
|
\v 3 Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: “Syng os af Zions Sange!”
|
|
\v 4 Hvor kan vi synge HERRENS Sange på fremmed Grund?
|
|
\v 5 Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!
|
|
\v 6 Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!
|
|
\v 7 HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: “Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!”
|
|
\v 8 Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!
|
|
\v 9 Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!
|
|
\c 138
|
|
\p
|
|
\v 1 Af David. Jeg vil prise dig, HERRE, af hele mit Hjerte, lovsynge dig for Guderne;
|
|
\v 2 jeg vil tilbede, vendt mod dit hellige Tempel, og mere end alt vil jeg prise dit Navn for din Miskundheds og Trofastheds Skyld; thi du har herliggjort dit Ord.
|
|
\v 3 Den Dag jeg råbte, svared du mig, du gav mig Mod, i min Sjæl kom Styrke.
|
|
\v 4 Alle Jordens Konger skal prise dig, HERRE, når de hører din Munds Ord,
|
|
\v 5 og synge om HERRENS Veje; thi stor er HERRENS Ære,
|
|
\v 6 thi HERREN er ophøjet, ser til den ringe, han kender den stolte i Frastand.
|
|
\v 7 Går jeg i Trængsel, du værger mig Livet, mod Fjendernes Vrede udrækker du Hånden, din højre bringer mig Frelse.
|
|
\v 8 HERREN vil føre det igennem for mig, din Miskundhed, HERRE, varer evindelig. Opgiv ej dine Hænders Værk!
|
|
\c 139
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. HERRE, du ransager mig og kender mig!
|
|
\v 2 Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand,
|
|
\v 3 du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
|
|
\v 4 Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
|
|
\v 5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig.
|
|
\v 6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
|
|
\v 7 Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn?
|
|
\v 8 Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, så er du der;
|
|
\v 9 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
|
|
\v 10 da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!
|
|
\v 11 Og siger jeg: “Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!”
|
|
\v 12 så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
|
|
\v 13 Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
|
|
\v 14 Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
|
|
\v 15 Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
|
|
\v 16 som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
|
|
\v 17 Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
|
|
\v 18 Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.
|
|
\v 19 Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig,
|
|
\v 20 de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
|
|
\v 21 Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der står dig imod;
|
|
\v 22 med fuldt Had hader jeg dem, de er også mine Fjender.
|
|
\v 23 Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
|
|
\v 24 Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!
|
|
\c 140
|
|
\p
|
|
\v 1 Til Sangmesteren. En Salme af David.
|
|
\v 2 Red mig, HERRE, fra onde Mennesker, vær mig et Værn mod Voldsmænd,
|
|
\v 3 der pønser på ondt i Hjertet og daglig ægger til Strid.
|
|
\v 4 De hvæsser Tungen som Slanger, har Øglegift under deres Læber. - Sela.
|
|
\v 5 Vogt mig, HERRE, for gudløses Hånd, vær mig et Værn mod Voldsmænd, som pønser på at bringe mig til Fald.
|
|
\v 6 Hovmodige lægger Snarer og Strikker for mig, breder et Net for min Fod, lægger Fælder for mig ved Vejen. - Sela.
|
|
\v 7 Jeg siger til HERREN: Du er min Gud, HERRE, lyt til min tryglende Røst!
|
|
\v 8 HERRE, Herre, min Frelses Styrke, du skærmer mit Hoved på Stridens Dag.
|
|
\v 9 Opfyld ej, HERRE, den gudløses Ønsker, lad ikke hans Råd have Fremgang!
|
|
\v 10 Lad dem ikke løfte Hovedet mod mig, lad deres Trusler ramme dem selv!
|
|
\v 11 Det regne på dem med gloende Kul, styrt dem i Dybet, ej stå de op!
|
|
\v 12 Lad ikke Bagtaleren holde sig i Landet, ondt ramme Voldsmanden Slag i Slag!
|
|
\v 13 Jeg ved, at HERREN vil føre de armes Sag og skaffe de fattige Ret.
|
|
\v 14 For vist skal retfærdige prise dit Navn, oprigtige bo for dit Åsyn.
|
|
\c 141
|
|
\p
|
|
\v 1 En Salme af David. HERRE, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når jeg råber til dig;
|
|
\v 2 som Røgoffer gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer!
|
|
\v 3 HERRE, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør!
|
|
\v 4 Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage.
|
|
\v 5 Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.
|
|
\v 6 Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige.
|
|
\v 7 Som når man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab.
|
|
\v 8 Dog, mine Øjne er rettet på dig, o HERRE, Herre, på dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris!
|
|
\v 9 Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes Snarer;
|
|
\v 10 lad de gudløse falde i egne Garn, medens jeg går uskadt videre.
|
|
\c 142
|
|
\p
|
|
\v 1 En Maskil* af David, da han var i Hulen. En Bøn. { [*se til Sl. 32, 1.] }
|
|
\v 2 Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,
|
|
\v 3 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.
|
|
\v 4 Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.
|
|
\v 5 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.
|
|
\v 6 HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!
|
|
\v 7 Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;
|
|
\v 8 udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på, at du tager dig af mig.
|
|
\c 143
|
|
\p
|
|
\v 1 En Salme af David. HERRE, hør min Bøn og lyt til min tryglen, bønhør mig i din Trofasthed, i din Retfærd,
|
|
\v 2 gå ikke i Rette med din Tjener, thi for dig er ingen, som lever, retfærdig!
|
|
\v 3 Thi Fjender forfølger min Sjæl, de træder mit Liv i Støvet, lader mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
|
|
\v 4 Ånden hensygner i mig, mit Hjerte stivner i Brystet.
|
|
\v 5 Jeg kommer fordums Dage i Hu, tænker på alle dine Gerninger, grunder på dine Hænders Værk.
|
|
\v 6 Jeg udbreder Hænderne mod dig, som et tørstigt Land så længes min Sjæl efter dig. - Sela.
|
|
\v 7 Skynd dig at svare mig, HERRE, min Ånd svinder hen; skjul ikke dit Åsyn for mig, så jeg bliver som de, der synker i Graven.
|
|
\v 8 Lad mig årle høre din Miskundhed, thi jeg stoler på dig. Lær mig den Vej, jeg skal gå, thi jeg løfter min Sjæl til dig.
|
|
\v 9 Fri mig fra mine Fjender, HERRE, til dig flyr jeg hen;
|
|
\v 10 lær mig at gøre din Vilje, thi du er min Gud, mig føre din gode Ånd ad den jævne Vej!
|
|
\v 11 For dit Navns Skyld, HERRE, holde du mig i Live, udfri i din Retfærd min Sjæl af Trængsel,
|
|
\v 12 udslet i din Miskundhed mine Fjender, tilintetgør alle, som trænger min Sjæl! Thi jeg er din Tjener.
|
|
\c 144
|
|
\p
|
|
\v 1 Af David. Lovet være HERREN, min Klippe, som oplærer mine hænder til Strid, mine Fingre til Krig,
|
|
\v 2 min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg, min Frelser, mit Skjold og den, jeg lider på, som underlægger mig Folkeslag!
|
|
\v 3 HERRE, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter på ham?
|
|
\v 4 Mennesket er som et Åndepust, dets Dage som svindende Skygge.
|
|
\v 5 HERRE, sænk din Himmel, stig ned og rør ved Bjergene, så at de ryger;
|
|
\v 6 slyng Lynene ud og adsplit Fjenderne, send dine Pile og indjag dem Rædsel;
|
|
\v 7 udræk din Hånd fra det høje, fri og frels mig fra store Vande,
|
|
\v 8 fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre* er Løgnehånd. { [*hvormed man sværger.] }
|
|
\v 9 Gud, jeg vil synge dig en ny Sang, lege for dig på tistrenget Harpe,
|
|
\v 10 du, som giver Konger Sejr og udfrier David, din Tjener.
|
|
\v 11 Fri mig fra det onde Sværd, frels mig fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd.
|
|
\v 12 I Ungdommen er vore Sønner som højvoksne Planter, vore Døtre er som Søjler, udhugget i Tempelstil;
|
|
\v 13 vore Forrådskamre er fulde, de yder Forråd på Forråd, vore Hjorde føder Tusinder, Titusinder på vore Marker,
|
|
\v 14 fede er vore Okser; intet Murbrud, ingen Udvandring, ingen Skrigen på Torvene.
|
|
\v 15 Saligt det Folk, der er således stedt, saligt det Folk, hvis Gud er HERREN!
|
|
\c 145
|
|
\p
|
|
\v 1 En Lovsang af David. Jeg vil ophøje dig, min Gud, min konge, evigt og alt love dit Navn.
|
|
\v 2 Jeg vil love dig Dag efter Dag, evigt og altid prise dit Navn.
|
|
\v 3 Stor og højlovet er HERREN, hans Storhed kan ikke ransages.
|
|
\v 4 Slægt efter Slægt lovpriser dine Værker, forkynder dine vældige Gerninger.
|
|
\v 5 De taler om din Højheds herlige Glans, jeg vil synge om dine Undere;
|
|
\v 6 de taler om dine ræddelige Gerningers Vælde, om din Storhed vil jeg vidne;
|
|
\v 7 de udbreder din rige Miskundheds Ry og synger med Fryd om din Retfærd.
|
|
\v 8 Nådig og barmhjertig er HERREN, langmodig og rig på Miskundhed.
|
|
\v 9 God er HERREN mod alle, hans Barmhjertighed er over alle hans Værker.
|
|
\v 10 Dine Værker takker dig alle, HERRE, og dine fromme lover dig.
|
|
\v 11 De forkynder dit Riges Ære og taler om din Vælde
|
|
\v 12 for at kundgøre Menneskenes Børn din Vælde, dit Riges strålende Herlighed.
|
|
\v 13 Dit Rige står i al Evighed, dit Herredømme varer fra Slægt til Slægt. (Trofast er HERREN i alle sine Ord og miskundelig i alle sine Gerninger)*. { [*medtaget efter den græske og syriske Oversættelse. Sl. 146, 10.] }
|
|
\v 14 HERREN støtter alle, der falder, og rejser alle bøjede.
|
|
\v 15 Alles Øjne bier på dig, du giver dem Føden i rette Tid;
|
|
\v 16 du åbner din Hånd og mætter alt, hvad der lever, med hvad det ønsker.
|
|
\v 17 Retfærdig er HERREN på alle sine Veje, miskundelig i alle sine Gerninger.
|
|
\v 18 Nær er HERREN hos alle, som kalder, hos alle, som kalder på ham i Sandhed.
|
|
\v 19 Han gør, hvad de, der frygter ham, ønsker, hører deres Råb og frelser dem,
|
|
\v 20 HERREN vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse sletter han ud.
|
|
\v 21 Min Mund skal udsige HERRENS Pris, alt Kød skal love hans hellige Navn evigt og altid.
|
|
\c 146
|
|
\p
|
|
\v 1 Halleluja! Pris HERREN, min Sjæl!
|
|
\v 2 Jeg vil prise HERREN hele mit Liv, lovsynge min Gud, så længe jeg lever.
|
|
\v 3 Sæt ikke eders Lid til Fyrster, til et Menneskebarn, der ikke kan hjælpe!
|
|
\v 4 Hans Ånd går bort, han bliver til Jord igen, hans Råd er bristet samme Dag.
|
|
\v 5 Salig den, hvis Hjælp er Jakobs Gud, hvis Håb står til HERREN hans Gud,
|
|
\v 6 som skabte Himmel og Jord, Havet og alt, hvad de rummer, som evigt bevarer sin Trofasthed
|
|
\v 7 og skaffer de undertrykte Ret, som giver de sultne Brød! HERREN løser de fangne,
|
|
\v 8 HERREN åbner de blindes Øjne, HERREN rejser de bøjede, HERREN elsker de retfærdige,
|
|
\v 9 HERREN vogter de fremmede, opholder faderløse og Enker, men gudløses Vej gør han kroget.
|
|
\v 10 HERREN er Konge for evigt, din Gud, o Zion, fra Slægt til Slægt. Halleluja!
|
|
\c 147
|
|
\p
|
|
\v 1 Halleluja! Ja, det er godt at lovsynge vor Gud, ja, det er lifligt, lovsang sømmer sig.
|
|
\v 2 Herren bygger Jerusalem, han samler de spredte af Israel,
|
|
\v 3 han læger dem, hvis Hjerte er sønderknust, og forbinder deres Sår;
|
|
\v 4 han fastsætter Stjernernes Tal og giver dem alle Navn.
|
|
\v 5 Vor Herre er stor og vældig, hans Indsigt er uden Mål;
|
|
\v 6 HERREN holder de ydmyge oppe, til Jorden bøjer han gudløse.
|
|
\v 7 Syng for HERREN med Tak, leg for vor Gud på Citer!
|
|
\v 8 Han dækker Himlen med Skyer, sørger for Regn til Jorden, lader Græs spire frem på Bjergene og Urter til Menneskers Brug*; { [*denne Linie er medtaget efter Håndskrifter af den græske Oversættelse.] }
|
|
\v 9 Føde giver han Kvæget og Ravneunger, som skriger;
|
|
\v 10 hans Hu står ikke til stærke Heste, han har ikke Behag i rapfodet Mand;
|
|
\v 11 HERREN har Behag i dem, der frygter ham, dem, der bier på hans Miskundhed.
|
|
\v 12 Lovpris HERREN, Jerusalem, pris, o Zion, din Gud!
|
|
\v 13 Thi han gør dine Portstænger stærke, velsigner dine Børn i din Midte;
|
|
\v 14 dine Landemærker giver han Fred, mætter dig med Hvedens Fedme;
|
|
\v 15 han sender sit Bud til Jorden, hastigt løber hans Ord,
|
|
\v 16 han lader Sne falde ned som Uld, som Aske spreder han Rim,
|
|
\v 17 som Brødsmuler sender han Hagl, Vandene stivner af Kulde fra ham;
|
|
\v 18 han sender sit Ord og smelter dem, de strømmer, når han rejser sit Vejr.
|
|
\v 19 Han kundgør sit Ord for Jakob, sine Vedtægter og Lovbud for Israel.
|
|
\v 20 Så gjorde han ikke mod andre Folk, dem kundgør han ingen Lovbud. Halleluja!
|
|
\c 148
|
|
\p
|
|
\v 1 Halleluja! Pris Herren i himlen, pris ham i det høje!
|
|
\v 2 Pris ham, alle hans engle, pris ham, alle hans hærskarer,
|
|
\v 3 pris ham, sol og måne, pris ham, hver lysende stjerne,
|
|
\v 4 pris ham, himlenes himle og vandene over himlene!
|
|
\v 5 De skal prise Herrens navn, thi han bød, og de blev skabt;
|
|
\v 6 han gav dem deres plads for evigt, han gav en lov, som de ej overtræder!
|
|
\v 7 Lad pris stige op til Herren fra jorden, I havdyr og alle dyb,
|
|
\v 8 Ild og hagl, sne og røg, storm, som gør, hvad han siger,
|
|
\v 9 I bjerge og alle høje, frugttræer og alle cedre,
|
|
\v 10 I vilde dyr og alt kvæg, krybdyr og vingede fugle,
|
|
\v 11 I jordens konger og alle folkeslag, fyrster og alle jordens dommere,
|
|
\v 12 ynglinge sammen med jomfruer, gamle sammen med unge!
|
|
\v 13 De skal prise Herrens navn, thi ophøjet er hans navn alene, hans Højhed omspænder jord og himmel.
|
|
\v 14 Han løfter et horn for sit folk, lovprist af alle sine fromme, af Israels børn, det folk, der står ham nær. Halleluja!
|
|
\c 149
|
|
\p
|
|
\v 1 Halleluja! syng Herren en ny sang, hans Pris i de frommes Forsamling!
|
|
\v 2 Israel glæde sig over sin Skaber, over deres Konge fryde sig Zions Børn,
|
|
\v 3 de skal prise hans Navn under Dans, lovsynge ham med Pauke og Citer;
|
|
\v 4 thi HERREN har Behag i sit Folk, han smykker de ydmyge med Frelse.
|
|
\v 5 De fromme skal juble med Ære, synge på deres Lejer med Fryd,
|
|
\v 6 med Lovsang til Gud i Mund og tveægget Sværd i Hånd
|
|
\v 7 for at tage Hævn over Folkene og revse Folkeslagene,
|
|
\v 8 for at binde deres Konger med Lænker, deres ædle med Kæder af Jern
|
|
\v 9 og fuldbyrde på dem den alt skrevne Dom til Ære for alle hans fromme! Halleluja!
|
|
\c 150
|
|
\p
|
|
\v 1 Halleluja! Pris Gud i hans Helligdom, pris ham i hans stærke Hvælving,
|
|
\v 2 pris ham for hans vældige Gerninger, pris ham for hans mægtige Storhed;
|
|
\v 3 pris ham med Hornets Klang, pris ham med Harpe og Citer,
|
|
\v 4 pris ham med Pauke og Dans, pris ham med Strengeleg og Fløjte,
|
|
\v 5 pris ham med klingre Cymbler, pris ham med gjaldende Cymbler;
|
|
\v 6 alt hvad der ånder, pris HERREN! Halleluja! |